16. februar 2007 : Bryce Canyon ... et fandens sted at miste en ko!
(Faktisk fra fredag aften d. 15. februar til søndag formiddag d.
17. februar!)
Vi ankom til vores hotel ved Bryce Canyon fredag eftermiddag, mens det
stadig var lyst. Vi havde været bekymrede for, om der kom sne og is, når vi kom
højere op i bjergene, men vi ser stort set ingen sne på vejene. Selv om vi havde
set Zion og en masse fantastiske udsigter i løbet af dagen, skulle vi lige se,
om vi kunne få solnedgangen med ud over Bryce Canyon, så vi kastede hurtigt
vores ting på værelset, og kørte de sidste par kilometer fra hotellet og ind i
parken.
Parken var lukket nu, dvs. der var ingen til at kontrollere os og give os et
kort ved indgangen, så vi satte kursen mod det første udsigtspunkt, vi fik øje
på. Der var næsten mennesketomt på parkeringspladsen, hvor der var ryddet
nydeligt for sne, men udsigtspunktet var tydelige tegn på, at vi IKKE kunne have
været her for to dage siden. Det er en perfekt timing, for sneen liggere smukt
over alt. Nogen har haft MEGET travlt med at rydde sne på vejene, så vi kan
komme til at nyde udsigten.
Vi studerer skiltet med billedet af Ebenezer og Mary Bryce, som ankom til
stedet i 1875 og forsøgte at holde køer her. Hvad har de tænkt på? Her er goldt
og barsk, og man kan ikke forestille sig, at stedet kan bruges til andet end at
betragte det. Familien Bryce blev her kun i 5 år, og som der står på skiltet.
"De efterlod sig ikke andet end deres navn." Måske efterlod de også en ko, for
der er virkelig mange muligheder for at blive væk i denne labyrint af
stensøjler. Stedet er til gengæld ufattelig flot, men i aften er det hundekoldt
og blæsende, så vi skynder os at tage et par billeder og nyde udsigten.
Vi ser ikke solen gå ned, men skynder os tilbage til bilen og hotellet,
hvor vi hurtigt indfinder os i hotellets rummelige restaurant, som er godt
besøgt. Der er fridag mandag i USA, og Bryce afholder den årlige vinterfestival
med snescootere og langrend i terrænet. Maden er god - vi får en gigantisk balje
med gullasch, som vi begge strander halvt igennem. På vejen tilbage til vores
værelse går vi igennem supermarkedet, som også er en del af den store
receptions-restarant bygning. Vi køber ind til morgenmad, så vi ikke skal ud i
morgen tidlig. Herfra er der kun én vej, og det er i seng. Sikke en dag! Zion og
Bryce på én dag er nok lige i overkanten.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Lørdag d. 16. februar 2008.
Vi trængte til at sove længe, og da vi jo for første gang på turen ikke
skal flytte hotel, nyder vi morgenmaden i ro og mag. Hanne har med stor
sikkerhed valgt hoteller, som har egen kaffemaskine, så vi kan hele tiden sørge
for os selv om morgenmaden.
Vi starter dagen med at vifte med vores Nationalpark-kort ved indgangen
til parken og få udleveret det obligatoriske kort over parken. Ligesom i Zion
kan man ikke selv køre ind i parken i højsæsonen, men nu får vi lov til at tage
hele turen i egen Chrysler. Selv om parken hedder "canyon", er den anderledes
end. f.eks. Grand Canyon, da den modsatte side "mangler". Hele parken ligger på
kanten af det øverste trin af Colorado-plateauet. Vi planlæger den tur, som de
fleste tager, nemlig at køre helt ud til enden af parken først og stoppe ved
udsigtspunkterne på tilbagevejen. På denne måde får man de store udsigter først,
og kommer tættere på de røde stensøjler på den sidste del af turen.
Det er en fantastisk dag. Selv om det er koldt og blæsende, er der ikke
en sky på himlen, så luften er klar og man kan se utrolig langt. På et skilt ved
et af de første udsigtspunkter står der, at man kan se en bjergtop 300 km. væk
på en klar dag. Vi kan tydeligt se den i dag. Der står også, at man kun kan se
30 kilometer, når man kommer til Los Angeles. Kontrasterne er store i USA.
På vej tilbage til bilen fra udsigtspunktet stopper vi op og tager et par
billeder af den høje sne. Da et ungt par kommer gående, stopper de op og
spørger, om vi kan tage et billede af dem. Vi falder i snak, og det viser sig,
at de er på bryllupsrejse. Vi foreslår, at gå tilbage til udsigtspunktet, så vi
får et billede med flot udsigt. Det betyder selvfølgelig, at de også kan tage et
billede af os. De peger ud i landskabet og fortæller, at de bor i Colorado ...
lige ovre bag den "bakke". Det er nok en ca. 200 km. væk. På billedet nedenunder
kan man skimte "bakken" i horisonten til højre, som ifølge skiltene skulle ligge
300 km. væk.
Vi siger pænt farvel, men de har åbenbart besluttet sig for at tage ruten
på samme måde som os, så de næste to stop mødes vi igen. Herefter er vi "for
langsomme". Vi tager også mange billeder hvert sted, så det tager sin tid at
tage de ca. 25 km. tilbage gennem parken.
Vi nyder udsigterne ved Yovimpa Point, Rainbow Point, Black Birch
Canyon og Ponderosa Canyon. Smukke views ud over den store dal, og med udsigt
ned over den lodrette røde klippe ... "The Rim", som den hedder i brochuren. Der
er tegnet gåture ind på kortet, men det er nok ikke lige i så meget sne, at man
tager turen. I hvert fald ikke med den beklædning vi har på.
Efter Agua Canyon (ovenfor) når vi til Natural Bridge. Her er en flot stor
naturbro, som tusindvis af års erosion har skabt.
Jo længere tilbage på ruten, vi kommer, jo tætter kommer vi på de
besynderlige stensøjler, som parken er så berømt for. Stensøjlerne kaldes for "hoodoos".
De gamle indianere mente, at søjlerne var "The Legend People", som cyoterne
havde forstenet. I virkeligheden er søjlerne skabt af vand, der har skåret ned i
klippen og dannet en lille kløft. Herefter tager temperatursvingningerne sig af
resten. Der er over 200 frost-dage om året i Bryce, og der kan være varmt om
dagen, så disse forskelle får klipperne til at erodere.
Tæt på indgangen er formationerne helt fantastiske. Det sted, vi var i
går aftes kaldes for "The Amphitheater", da det ligner et gammelt græsk teater
fyldt med tilskuere.
Her er også mange huller og huler i klippen. Man kan stå længe og stirre
på disse klipper. Der er ikke to ens.
Til sidst får kulden dog skovlen under os. Vi ser adskillige turister, som
iført korte bukser eller T-shirts lige skal ud af bilen og se en udsigt, mens vi
i frakker, med halstørklæder og handsker er lige ved at få frostskader. Ikke
underligt at amerikanerne skal have deres aircondition kørende for at overleve.
Hanne ser ikke kun lidende ud, fordi hun er træt af at blive fotograferet - hun
hundefryser.
Vi besluttede os derfor for, at vi havde set klipper nok. Vi kørte ud
af parken og ville over til næste by for at tanke op. Det viste sig at næste by
bare var to huse, så vi kørte tilbage til Ruby's Inn, hvor vi boede. Her
slappede vi, spiste aftensmad på restauranten igen, og vi så en film på PC'en.
Søndag d. 17. februar 2008.
Vi skulle egentlig have været tidligt oppe, så vi kunne se solopgangen
over amfiteateret, med noget var gået galt med uret, så solen var ved at stå op,
da vi vågnede. Vi tog alligevel af sted, for vi vidste at lyset altid er flottest
om morgenen.
Hvis det var koldt i går, så var det i hvert fald ikke bedre her om
morgenen. Vi blev hurtigt enige om IKKE at tage mere en Sunset Point, som
pudsigt nok er det bedste til solopgange. Her stod amfiteateret og alle
tilskuerne klar til endnu en dag i kulden.
Vi gik om til den modsatte side, hvor hoodoo'erne er mere kantede i
toppen, men hvor man tydeligt kan se ned i bunden af dalen. Vi var absolut ikke
de eneste på dette ukristelige tidspunkt af dagen. Vi får øje på adskillige, som
er på vej ned i dalen. Det ser tillokkende ud, men de har det rigtige udstyr på
med rigtige støvler og skistave. Det må være et helt utroligt landskab at bevæge
sig rundt i.
Da to unge mennesker LØBER ned af skråningen for at tage billeder af
hinanden, bliver det for meget. Hvis de kan løbe ned, så kan vi godt gå ned ...
i hvert fald det første stykke. Hanne kommer straks efter, og vi bliver enige om
lige at gå hen til næste hjørne og kigge. Og så lige et hjørne til.
Det er utroligt meget varmere at gå under kanten, da vi kommer i læ for
vinden. Det største problem er, at Hanne kom så hurtigt ud ad døren, at hun ikke
fik sine handsker med. Motiverne under "The Rim" er absolut ikke dårlige, end
når man står oppe. Tværtimod! Hanne varmer sine hænder mellem to fotografier.
Da vi når til det sidste stykke, er der ingen vej tilbage - vi SKAL helt ned.
Det er faktisk ikke specielt vanskeligt, så vi tager turen i ro og mag og nyder
stilheden og det helt utrolige landskab. Vi oplever adskillige gange, at høre et
lille knæk og se at en lille rød klippesten på størrelse med en nød triller ned
fra klippen og lægger sig i sneen ved siden af os. Der er tydeligvis mange af
disse små friske klippestykker oven på den nye sne. Erosionen har fuld fart på
her til morgen.
Vi når helt ned, og er kortvarigt fristede til at tage den rundtur, som
vi ved er hernede. Men da vi ikke har noget kort med beslutter vi alligevel a
droppe det. Turen ned har været alle anstrengelserne værd. Nede på bunden er der
bevoksning. De høje slanke træer skyder op mellem klipperne, for at nå op i
lyset. Der er meget smalt mellem de stejle hoodoos, og det giver en intens
oplevelse ... man er pludselig meget lille. Det er en helt enestående oplevelse,
som vi siger farvel til, da vi begynder vores opstigning.
På parkeringspladsen må vi lige have ét billede til ... endnu en gang
tak til dem, der har ryddet sne, så vi kunne få denne oplevelse.
Og så gik turen tilbage til Las Vegas, hvor vi skulle overnatte inden turen
videre mod vestkysten.
Retur til Hovedside