Lufthavnshotellet i Los Angeles var aldeles udmærket. Vi fik morgenmad her, inden vi startede vores lille frække "Chrysler ptCruiser" og satte kursen mod Las Vegas. Vi havde overvejet at tage turen gennem "Joshua Tree National Park" på vej mod Las Vegas og turen gennem "Death Valley" på vejen tilbage, men det blev alligevel FOR langt. Valget faldt derfor på "Death Valley National Park", som vi "lige" ville køre igennem på vejen.
Sig lige "lige" igen!
Den første del af turen var rimelig begivenhedsløs. Der er meget ørken
nord-øst for Los Angeles, og det meste hedder "Mojave Desert". Vi passerer
"Edwards Air Force Base", hvor rumfærgen ofte lander. Helt oplagt ... her er
ikke mange træer at støde ind i. Og så alligevel! Her er faktisk en del af de
små kaktus-lignende Joshua-træer, som vi gerne ville have set i deres egen park.
Nu nøjes vi med at betragte dem her. Det er en underlig blanding af træ og
kaktus, men her er mange af dem, så de må have gode muligheder for at overleve i
dette golde landskab, hvor der ikke er mange tegn på liv.
Ørkenen er temmelig kedelig. Dog kan vi nu se at der dukker bjerge op.
Der er vist ikke så langt derhen? Afstanden er svær at bedømme. En endeløs række
af elmaster afslører, at der er et godt stykke vej endnu.
Omkring middagstid kører vi ind i selve parken ... Dødens Dal ... Death
Valley.
Denne park er ikke som andre, vi har oplevet. Her skal man ikke igennem en
port og købe billet, så der går lidt tid, før det går op for os, at vi selv skal
køre ind til et af kontorerne, og købe en adgangsbillet. Det er blæsende og
koldt og efterhånden temmelig gråt i vejret. Både Hanne og jeg troede, at en gold flad ørken ventede
os her, men stedet er helt
utroligt varieret. Vi snørkler os op ad bjergveje, og vi må stoppe mange gange
for at betragte udsigterne.
Landskabet åbner sig op for os, og nu kan vi se en slette for enden af den
snørklede vej, som er den eneste, vi kan følge gennem parken. Det blæser så meget,
at vi næsten ikke kan holde kameraet stille - og vi tager MANGE billeder.
Her er ikke mange turister på denne årstid. Men her er alligevel et par
stykker, så vi kan tage billeder af hinanden. Vi er faktisk ikke ret langt inde
i parken, her hvor vi bliver fotograferet på "Father Crowley's Point".
Vi har egentlig en del benzin på bilen, men da "Stovepipe Wells Village"
dukker op, benytter vi chancen til at få fyldt bilen op, så vi ikke løber tør.
Det er nok det sidste man har lyst til i Death Valley. Byen er faktisk ikke ret
meget andet end benzintanken, så kontrasten af to checkede Shell-standere mod
den golde ørken er slående.
Vi får en lille snak med damen på benzin stationen, og køber en fotobog
fra parken. Det er rasende billigt, og den giver et hurtigt overblik over
parkens mange scenerier. Hanne har læst om "The Racetrack", hvor sten
tilsyneladende af sig selv, bevæger sig hen over ørkenen og efterlader furer i
det indtørrede underlag. Vi finder et billede af det i bogen og spørger damen
om, hvor det er. Hun fortæller, at det absolut ikke er tilgængeligt i en bil som
vores, så vi opgiver straks projektet ... "det må blive næste gang".
Vi sniger os videre, men det går op for os, at hvis vi skal frem til
Las Vegas inden midnat, så skal vi nok til at stoppe lidt mindre. Det lykkes os
at køre næsten to kilometer, da et skilt med påskriften "Sand Dunes" og sand så
langt øjet rækker afslører, at vi vist er kørt ind i et stykke Sahara. Vi
parkerer bilen og begiver os ud i denne ørken, der mest af alt minder om en
klitplantage ved Vesterhavet. Det er kun bjergene i det fjerne, der afslører, at
vi ikke er i Danmark.
OK! Nu kører vi målrettet videre. Ikke noget med at stoppe lige med det
samme ... i hvert fald ikke før en kilometer senere, da et nyt grotesk landskab
møder os: "Devil's Cornfield".
En hel slette er fyldt med små græstuer, som ser ud til at være anbragt i
et sirligt mønster. Disse pudsige græs-toppe er det eneste, der kan overleve
her, hvor der er salt i grundvandet.
Nu lykkes det os at køre over 10 kilometer, inden vi når til parkens
center-bygning og museum. Nu er det vist på høje tid at få betalt for vores
tilstedeværelse i parken. I alle tilfælde vil vi jo have et årskort til USA's
Nationalparker, så vi slipper med glæde de 80$, som giver os adgang til de mange
fantastiske områder, der både er så velholdt og så godt beskyttet. Det er lidt
underligt, når man tænker på, hvordan amerikanerne ellers ikke virker til at
bekymre sig synderlig om jordens miljø Vi får også vores "Death Valley National
Park"-folder, som straks bliver tilføjet den efterhånden store samling af
foldere, vi har. Folderen har overskriften: "Death Valley - The Land of Great
Extremes" ... det har vi allerede selv konstateret.
Den ene side af disse foldere er altid en masse brugbare oplysninger - den
anden side er et kort. Da Hanne har styr på, hvilke steder vi ABSOLUT mangler at
se, lægger hun straks en rute, som sender os ud på en tur, hvor vi vender
tilbage til park-centret og herefter finder ud af parken.
Det første mål på afstikkeren er "Devil's Golf Course". Det er et grotesk sted, hvor knoldede ler-agtige
klumper dækket af
salt fylder hele synsfeltet. Her spiller man IKKE golf.
Det hele er dannet for ca. 10.000 år siden, da søen på dette sted tørrede
ind og efterlod denne klippeørken af salt. Saltlaget er omkring en meter tykt.
Tæt på parkeringspladsen er klipperne dækket af salt - men går man langt væk kan
man se salt-krystaller, der ligner små juletræer på overfladen af klipperne. Det
har vi desværre ikke tid til, så vi nøjes med at undre os over dette mærkelige
landskab ... endnu et i rækken.
Det sidste stop på afstikkeren er "Bad Water". Det er gammel havbund,
så der er salt over alt, men stadig også en smule vand tilbage. Man kan vandre
langt ud i søen og studere de pudsige saltformationer, som der er dannet, men vi
nøjes med at betragte det fra kanten af søen.
Da vi vender os om, for at gå tilbage til bilen, får Hanne øje på et skilt
højt oppe på klippen bag os. Med telelinsen kan man hurtigt indfange, hvad der
står:
Vi står på det laveste punkt i USA ... 283 meter UNDER HAVETS OVERFLADE. Det
er lidt mærkeligt at tænke på, at Stillehavets overfalde ligger så langt over
vores hoveder
... selv om det er langt væk.
Nu vender vi bilen og kører tilbage mod parkkontoret. På vejen tilbage
kører vi den ensrettede vej gennem "Artist's
Drive", som er meget farverige
klipper i flotte formationer. Man føler, at man kører gennem et mars-landskab.
Heldigvis kommer solen frem, så vi får lidt glæde af de mange farver.
Nu sætter vi kursen mod den østlige udgang af parken. Sidste mål på
turen er "Zabriskie Point", hvor vi når frem, da solen er ved at gå ned. Det er
et flot syn, som afslutter vores dag i Death Valley. De glatte klipper ligger
som bølger på et oprørt hav, men det hele er frosset fast og belyses af de
sidste stråler fra solen. Vi glæder os over synet, og på trods af blæsten og
kulden er det nok ikke så tosset at være her i februar. Om sommeren er her over
40 grader - det havde ingen af os klaret.
Så var der lige to - tre timers kørsel til Las Vegas, hvor vi ankom til galskaben i mørke ... hvilket gør det endnu mere vildt. På vej over ørkenen, kunne vi se en oplyst himmel fra alt lyset. Det er vanvid - men absolut stadig morsomt.
Vi var død-trætte, så aftensmaden blev indtaget på hotellet område i form af en lille pizza og en stor cola. Gåturen på "The Strip" i Las Vegas må vente til tilbageturen.
Næste gang vi "lige" kører igennem Death Valley, skal vi nok afsætte et par dage!