06-07. august 2007 : Vandski, føds, over & out.

Mandag

 Øv! Sidste hele dag og så er det massivt overskyet. I protest mod dette indtog vi fire gode liggestole i læ af de store sivparasoller – hvis det nu skulle begynde at regne. Vi fik ikke en dråbe hele dagen, men solen så vi heller ikke meget til. Til gengæld var det rigeligt lunt at ligge og nyde livet på stolene og studere de unge mennesker, der blev slynget rundt på to kæmpe baderinge efter en motorbåd, som også blev brugt til vandski-folket. Da netop vandskiene startede om eftermiddagen stillede pigerne og jeg os i kø til at prøve dette, vel vidende at det er svært. To franske unge mennesker – en meget høj og tynd ung mand og hans diametralt modsatte kæreste kæmpede for at komme op på skiene i vandet, men det lykkedes aldrig. Det tegnede ikke godt. Da instruktøren, som Marie tidligere på ugen havde døbt Antonio Banderas i fitness centret, hørte, at vi aldrig havde prøvet det før, blev vi sat ned på badebroen og fik instruktioner om, hvordan ben- og armposition skal være, mens man bliver trukket op af vandet. Til sidst fik vi en snor i hænderne, og de ”trak” os herefter op på skift, så vi fik fornemmelsen af, hvordan det ville være i vandet. Hemmeligheden er: 1) Hold benene parallelt og bøjet HELT op til brystkassen, mens du ligger i vandet. 2) Hold ALTID armene helt strakte. 3) Se på båden – kig ALDRIG ned – og sidst – 4) Lad dig blive trukket op af vandet. Rul forover i hugstillingen og stræk først benene til lidt over 90 grader i 5 sekunder. Ja ja! Det lyder nemt.

 Jeg var den første, der skulle prøve. Jeg glemte SAMTLIGE råd. Bøjede mine arme, så ned og prøvede for hurtigt at komme op. Resultatet siger sig selv. Efter at have gentaget fiaskoen to gange, gav den utroligt venlige unge mand i båden mig en extra instruktion i rum sø. Og tredje gang lykkedes det så. Hallo! Efter en længere rundtur i fin stil røg jeg i baljen igen, men var hurtigt oppe igen, så jeg i flot stil kunne ankomme til broen, hvor klapsalverne fra pigerne ventede. Benene sitrede under mig – det er sgu’ hårdt at stå på vandski.

 Marie sad allerede parat, og hun var suveræn! Uden problemer susede hun af sted i første forsøg. Langt uden bag skæret kunne vi se at båden stoppede, så hun var lige en tur i bølgerne, men kort efter kom hun via en stor æresrunde retur til broen med hævet arm og sejrsstolt smil. SÅDAN!
 Nu var der pres på Signe. Signe startede ud som jeg med at ryge i. Første gang slap hun ikke snoren, så hun fik en længere tur trukket efter båden. Vi kunne se, at hun fik instruktioner af den tålmodige unge mand i båden, og kan kunne det der – Signe kom op i tredje gang, og returnerede i paradestil til broen med et tandsmil, der var mere hvidt end bådens kølvand.

 Vi havde egentlig ikke troet på, at vi ville kommer op, men vi havde nu kanon-billeder i kassen. Da vi stolte vendte tilbage til stranden til Hanne, havde hun overværet hele optrinnet gennem kikkerten. Fælt tilfredse med os selv sank vi ned på liggestolene og fremdrog vores bøger.

 Ikke længe efter mente Signe og Marie, at det var tid til at spille tennis, så vi drog af sted til Center Court. Her var dog fuldt optaget, så pigerne fortsatte i fitnesscentret.

 Efter kort tid på stranden, hvor vi så et smuk ung dame på vej til sit bryllup, fortrak Hanne og jeg til terrassen, hvor vi nød resten af eftermiddagen og det første af aftenen, indtil vi returnerede til den italienske restaurant, som lå helt ude ved siden af vandskibroen. Der var derfor meget lidt læ for den kraftige vind, så det var en noget blæsende affære. Mellem forretten og hovedretten blev der lige hentet bluser på værelset. Alle piger ville have pizza og jeg bestile en bøf – som viste sig at være en fisk. Det var OK, men en klasse fra gårsdagens menu. I stedet for at klynge sig kopperne, drog vi tilbage til hovedrestaturantens bar og fik en irsk kaffe og varm chokolade til at genoprette legemstemperaturen, inden vi tørnede ind.
 Mand hvor var jeg øm i benene efter dagens udskejelser på vandet!

Tirsdag

 Christ! Det lykkedes mig at glemme, at det var Hannes fødselsdag i pakke panikken. Først under bruseren , kom jeg i tanke om det, og det er sgu’ svært at rette op på. Selv hotellet havde husket det!

 Efter morgenmaden ankom en flot fødselsdagskage med ”Happy Birthday Hanne” og to stjernekastere samt et lys. Vi fik lov til at tage den med til terrassen, hvor en lille bid af den fantastisk lækre kage til hver, var mere end vi egentlig kunne klare her lige efter morgenmaden. Under den hvide overflade var kagen næsten massiv chokolade og chokoladecreme. Mums! Kl. 11 fik vi vores kufferter hentet og drog til stranden, hvor vi nød solen i over en time – det siger sig selv at det var godt vejr på Hanne’s føds.

 Mens vi ventede på taxien til lufthaven, skulle vi lige have nogen ferie-afslutnings-billeder, der viste HVOR sure vi var, over at ferien var slut. Hanne mente dog, at der var mulighed for at gentage succesen, og det hjalp heldigvis på humøret.

 Herefter stod den på hjemtur. Først en kedelig køretur til lufthaven, hvor bagagen heldigvis blev checket ind helt til København. For fjerde og sidste gang passerede vi Johannesburg, hvor vi shoppede lidt i den flotte butik med afrikansk håndværk. Turen til København var OK – men lang. Vi fik sovet lidt, så det var ikke så slemt.

 Alt i alt er der kun tilbage at sige: Sikke en fantastisk ferie.

Retur til Hovedside