04. august 2007 : Mauritius Maraton ...
Til Vands, til lands og i ... bjergene.

 Restauranten er ikke overraskende næsten tom, da vi indfinder os kl. 7 for at være klar til at blive afhentet kl. 8. Her ankommer Rishi præcist og forklarer os, at det bedre kan betale sig at hæve penge i en automat end at veksle på hotellet. Da vi skal betale delfinsejladsen kontant, hæver vi penge i Port Louis. Vi er i god tid til sejladsen, så vi holder en kort pause ved Tamarin Bay, hvor vi studerer skaller på stranden.

 Her burde være høje bølger og masser af surfere, men ændringer i forholdene på revet har ødelagt dette. Det eneste bevis på bølger, er blotlagte rødder, hvor træer er kommet for tæt på vandet. Dog kan vi se temmelig store bølger et godt stykke ude. Mens vi trasker rundt, tømmer Rishi stranden for håndstore sten, som han skal bruge til dekorationer ved sit hus.

 Ved Black River Bay er der et omklædningsrum af tvivlsom standard, som gør det muligt at skifte til badetøj, inden vi hopper ombord på en speedbåd. Vi diskuterer lidt frem og tilbage, men ender med at tage ”det store” kamera med i båden, men der bliver holdt godt fast på det under hele turen. Næppe er vi kommet ud til de 2-3 både i bugten, før den unge mand ved roret peger og hans helt unge kvindelige medhjælper går helt i selvsving og skriger ”jump – jump”.


 Rolig nu! Vi har ikke engang fået snorkel og svømmefødder på endnu. Ved næste råbe-anfald er vi klar og springer i vandet ved synet af en rygfinne, der nærmer sig. En skygge passerer hurtigt, og pigen i båden skriger hysterisk ”swim – swim” … som om et menneske havde nogen som helst chance for at indhente en delfin. Jeg bliver lettere irriteret på hende, og vi kravler alle ombord igen. En flok delfiner nærmer sig og dykker. ”Jump – jump” fpr alle til at forlade båden, og denne gang ser vi alle en stor flok af de smukke dyr, der i ro og mag passerer en 3-4 meter under os. Denne flok har ikke travlt, så vi kan svømme over dem i et halvt minut, inden de går så langt ned, at de forsvinder af syne i det desværre ikke helt klare vand. Her er vel 10 meter dybt, og bunden er ikke synlig. Der er absolut ingen grund til at tage undervandskameraet med i baljen. Oplevelsen ved at se disse elegante dyr i frihed kan alligevel ikke fanges på film.

 Tredje gang vi skal i bølgen bliver jeg oppe for at fange et billede af de 10-12 svømmende mennesker blandt delfin-finnerne. En flok kommer imod båden og én delfin nærmest springer hen over Hannes hoved, mens hun ligger i vandet. Her er tale om nærkontakt. (Marie med rød snorkel - Hanne med gul) Flokken bliver omkring båden, og de svømmende mennesker prøver at følge dem med rundt. Det er svært at få et godt billede fra båden. Det hjælper ikke meget, at den hysteriske pige råbere ekstatisk, hver gang et dyr viser sig. Jeg overvejer kortvarigt, hvor meget ekstra det vil koste at kvæle hende. Efter 5 minutter forsvinder flokken, og de svømmende mennesker søger tilbage til deres både. Pigerne dukker meget begejstrede op, og Hanne er helt vild over sit kortvarige møde med det store dyr i vandet. Herligt!

 Vi får nu tilbudt at snorkle lidt, så båden flytter sig hen til et sted, hvor der er 4-5 meter dybt. Her er nogle fisk, men det er ikke specielt farvestrålende, og korallerne virker noget slidte. En lidt tarvelig sammenligning med Det Røde Hav – og sikkert mange andre steder på øen. Alligevel tager vi undervandskameraet frem og fotograferer med stor fornøjelse hinanden under vandet. Masser af små fisk cirkler nysgerrigt omkring os. De er lige så vant til at blive fodret som fuglene på hotellet.

 Den unge pige viser sig at have talent for at lave smykker og handle, da vi stiger ombord igen. I hvert fald bliver vores regning bragt 1000 rupi længere op på vej tilbage til kysten, da pigerne køber et par armbånd af hende. Tilbage på stranden bliver regnskabet hurtigt gjort klaret, og vi får skyllet set salte vand af os i det primitive omklædningsrum, der har kendt bedre dage.

 Den videre færd bringer os nu op i bjergene mod sydvest, som er næsten 800 meter høje. Udsigterne over dale og azurblå vand bag den tætte tropiske bevoksning er hele tiden flot.

 Er der den mindste plet, som kan beplantes, er det gjort. Sukkerrørene er selvfølgelig dominerende, men vi får også fremvist røde kaffebær, der næsten er klar til at blive høstet, små ananasplanter i jordhøjde med de ”omvendte” frugter, der endnu ikke er større end tennisbolde samt mere almindelige kål og kartofler. Overalt vokser der bourgonville i mange farver.

 Nu når vi frem til Chamarel-parken, hvor vi betaler 75 rupi pr. næse for at komme ind. (Svarende til 15 kr. pr. styk.) Vi holder på en parkeringsplads og går op ad en lang trappe for se en udsigt over en stor kløft med tre tykke vandstråler, der kaster sig ud over kanten og falder 83 meter, før de rammer klipperne og danner en lille sø.



 Dette er Chamarel Falls, og de ligger meget flot i denne kløft med den tætte grønne vegetation. Kort herfra bliver vi sat af igen og trasker hen for at se fænomenet ”Chamarel Coloured Earth”. Jorden har 7 forskellige farver indenfor et indhegnet område på en hektar (altså 100 * 100 meter.) Det ser unægtelig ud som om at nogen har spraymalet de buede jordflader, der som bølger skyller hen over landskabet. Pigerne taber hurtigt interessen for synet og forsvinder over til skyggen af nogle træer, hvor en lav stensætning tiltrækker en del mennesker.


 Hvad gemmer der sig bag den lave mur? Næsten ethvert dyr ville da kunne springen over den. Det viser sig at være fire kolossale skildpadder, hvor af i hvert fald den ene nyder at blive kløet på hoved og hals. Vi nusser med den på skift, og da næste hold skal til, er solen kommet igennem skyerne, så vi kan tage nogle flere foto i en meget bedre belysning.

 Vi kører videre i bjergene og kommer til Black River Gorge, som er et udsigtspunkt, hvor mange turister stopper. For enden af denne dal ligger præcis den strand, som vi svømmede ved for et par timer siden. Pigerne fryser lidt i bjergenes kølighed, men solen er da også forsvundet i det skydække, som ofte dækker den sydlige del af Mauritius.

 Det mest imponerende er ikke bjergene og det lille vandfald, som kommer ud af klipperne på vores højre side, men derimod den utroligt massive bevoksning, som dækker udsynet i 180 grader. Det er ikke underligt, at de første mennesker på øen – hollændere – i to omgange opgav at befolke og bosætte sig på øen i 1600-tallet. Uden kraftige maskiner har det ikke været nemt at komme mange meter ind på øen, hvis bevoksningen har været sådan overalt.

 Der er ikke langt mellem seværdighederne her, så ganske kort efter er vi ved Grand Bassin, som er en stor hinduistisk helligdom. En enorm parkeringsplads en kilometer væk afslører, at denne sø lægger vand til den største hinduistiske fest udenfor Indien Hvert år samles 200.000 mennesker her for at tilbede Shiva, som møder os i form af en gigantisk statue i bronzefarve. Kjortelen er også bronzefarvet, men har en utrolig lighed med gulvtæppestof. Den er enorm – og flot. Men helt ærligt! Man kommer til at tænke på en kulisse i en Indiana Jones film

 

 Længere fremme mødes vi af selve helligdommen i form af den lille vulkankratersø og adskillige templer rundt langs bredden. Bygningerne virker igen lidt dårligt vedligeholdt, men der er mange flotte figurer af forskellige guder, Brahma, Vishnu og Shiva er i fin form. Her er mange mennesker, som beder og går rundt om figurerne, selv om de står ude i vandet, og de sætter gaver som røgelse, frugt og blomster. Der er utroligt mange små fisk i søen. Rishi prøver at lokke dem til og de spiser flittigt hans brød – det viser sig dog at være for at få en stor muræne til at komme frem og spise de små fisk. Den er tydeligvis mæt, for den ligger dovent på bunden og lader buffeten passere. Pigerne kaster hurtigt deres kærlighed på de store killinger, som her er mange af.

 Klokken er kun lidt i 14, men vi er sultne efter svømmeturen og den tidlige morgenmad. Vi beder derfor chaufføren om at finde en ”fast food” restaurant eller et supermarked, hvor vi kan købe lidt brød. Dette koncept forstår han tydeligvis ikke, så vi ender i en bar i byen Curepipe midt på øen.

 Her får vi udleveret 4 sandwiches, vi indtager på toppen af en bakke, der viser sig at være et lille vulkankrater med tæt bevoksning om en sø i bunden. Der er en fantastisk udsigt over hele øen herfra, og byen Curepipe strækker sig fulde 360 grader rundt om bjerget. Så må der også lige et typisk Mauritius-billede med her: En kæmpe bunke sukkerrør på ladet af en lastbil.

 Nu sætter vi kurs mod dagens sidste mål: Den Botaniske Have i Pamplemousses – med det officielle navn ”Sir Seewoosagur Ramgodam Botanic Garden” efter Mauritius’ første premierminister efter øens selvstændighed fra briterne i 1968. I haven skal vi de store åkander. Rishi fører os hurtigt derhen, så vi undgår at blive belemret med en guide, og han fortrækker hurtigt, så har ro til at betragte de kolossale blade, der flyder rundt i et stort bassin.

 
 De er op til én meter i diameter og kan bære 45 kg. Her er få blomster på denne årstid, men en hvid blomst bliver dagen efter rosa, og på tredjedagen dør den. Vi ser én hvid og én rosa  blomst i bassinet. I højsæsonen er bassinet HELT dækket af blade, men nu er der luft (vand) imellem  dem, som giver nogle fantastiske effekter, når de omkringstående træer spejler sig i vandet. Det lykkes os næsten at løbe ”tør” for film i begge digitalkameraer.
 Vi takker Rishi for en god tur, selv om Hanne og pigerne nok havde foretrukket ”den officielle” tur. Man sidder ikke godt tre voksne på bagsædet af en Toyota en hel dag.

 Tilbage på hotellet ved 16.30-tiden var det tid til at indtage terrassen og få en øl.  Resten af eftermiddagen blev tilbragt med at sortere i vores efterhånden 3000 foto fra turen og gemme de bedste på et CF-kort, så vi har en ekstra kopi, hvis hard disk lageret pludselig strejker.