Vi havde stillet uret til 5.45 i håb om at se solopgang ved Victoria vandfaldet. 6.15 var det stadig buldermørkt, så projektet blev opgivet (igen - vi gjorde heller ikke for 20 år siden!), da vi skulle spise morgenmad ved 8-tiden, hvis vi også skulle nå at fotografere hotellet, hvilket var et absolut ”must”. Selv uden vandfaldet blev tidsplanen presset, så Hanne var først ved at afregne i den fornemme gamle reception, da jeg dukkede op fra udendørs-fotograferingen. Dave fra C.C.Africa dukkede op, og vi fløj i lav højde på den lange lige vej mod lufthavnen. Der sad lokale overalt i de støvede vejkanter og ventede på transport. Den røde jord virkede ekstra rød, tør og støvet i dag, når man ser disse fattige mennesker, som bor her.
I lufthavnen foregik alting i afrikansk god ro og orden. Ufattelig at så mange mennesker kan præstere så lidt! Efter lang tids ventetid ved en skranke, dukkede det rigtige værktøj endelig op i hånden på en ansat, der venligt stemplede os ud at Zimbabwe. I flykabinen trak en stewardesse to spraydåser efter sig og spredte en tåge af ildelugtende væske over alle – som det var krævet ved indrejse ifølge sydafrikansk lov. Vi ankom derfor for tredje gang på denne ferie helt desinficerede til Johannesburg. Vi var på hotellet under tre kvarter efter at flyet havde sat hjulene på jorden, men alligevel var vi 5-10 minutter forsinkede til vores Soweto-tur. ”Vo-Jo” stod allerede og ventede på os ved tur-skranken. Han var en nydelig meget spinkel ung fyr med afro-strithår. Vi havde fået et ekstra par med os i bilen fra Los Angeles USA, og de sad og ventede på os. Vi undskyldte og startede turen et kvarter forsinket.
Vi så først lidt af omgivelserne i selve Johannesburg,
inden vi satte kurs mod Soweto. Her ventede en overraskelse. Soweto er et 150
kvadratkilometer stort område, og lige så forskelligt, som man kan forestille
sig. Vores amerikanske medpassagerer skulle selvfølgelig ud og fotograferes ved
byskiltet - "Been there - done that"! Vi fulgte pænt trop, og skævede til
pigtråden på huset 20 meter borte, som vogtede det fine vasketøj.
I dette store område bor der præcis 3 hvide: En præst og to kvindelige hjælpearbejdere. Vi ser adskillige kvarterer, som er meget forskellige. Gamle
barakker fra guldminetiden, ensartede boligblokke hvor kun farven på taget er
forskellig og meget små huse, der ligger
så tæt, at der ikke er luft imellem dem. Nogle områder ligner til gengæld
luksuriøse villakvarterer, selv om husene er små og haverne ligeså. Og de ligger
mindre en 100 meter fra de fattige områder.
Her ligger også et enormt hospital,
hvor alle kan blive behandlet, og da vi kører igennem et område ved en skole
klokken 15, er gaderne fyldt med ensklædte elever i skoleuniformer. Alle kan gå
gratis i skole, dog skal skoleuniformerne betales. Det er en kanon-positiv
overraskelse. Her er styr på tingene, alle får undervisning, og de virker både
sunde og glade! De griner og slås - og opfører sig lige så fjollede som alle
andre unge mennesker. Det er underligt at tænke på, at det netop var unge
skoleelever som disse, der var med til at lægge grunden til apartheid-styrets
undergang i Sydafrika for 30 år siden.
Vi standser ved Desmond
Tutu’s hus og vender i hans indkørsel. En stor mur afslører intet om, hvad der
er bagved. Få meter væk på samme vej har en anden Nobelpris-modtager og
præsident boet i 15 år, før han blev sat i fængsel i 27 år. Det er selvfølgelig
Nelson Mandela. Da han kom ud af fængslet i 1989, boede han i huset i 5 dage
til, hvorefter han flyttede ind i Winnie Mandelas nye hus. Huset er i dag
indrettet som museum, så der var næppe udvendigt toilet og aircondition, da
Familien Mandela boede her.
Mandela blev præsident i
’93 , men han er i dag 89 år gammel og for træt til at deltage aktivt i politik.
Kort derfra på en pløjemark af byggerester ligger Winnie Mandelas nuværende hus, en luksus-fæstning sponseret
af Jane Fonda og Libyens leder Gaddafi – et pudsigt makkerpar. Vi kan helt
eksklusivt afsløre at Fru Mandela bruger lyserødt undertøj.
Herefter kører en
meget talende Vo-Jo til Hector Pieterson Museet, hvor vi ser en masse foto om
Soweto-opstanden, der startede som en protest fra skoleleverne mod at indføre apartheid afrikaan-sproget i skolerne i stedet for engelsk. Dette var det hvide regimes
store fejltagelse! Protesterne fra de sorte elever i Soweto endte med at
adskillige elever blev dræbt af politiet.
Da billederne af den dræbte Hector gik
verden rundt, blev det endelig for meget for en del lande, som bandlyste
Sydafrika. (Sam Nzima's berømte foto fra 16. juni 1976, hvor Mbuyisa Makhubo
bærer Hector Pieterson fulgt af Hector's søster, Antoinette) Mbuyisa
måtte flygte ud af Syfafrika, men han blev fundet af myndighederne og dræbt! Der
er masser af billeder på museet af hvide politi-folk, der kører rundt i store
biler og skyder på de sorte. De opførte sig som vanvittige - altså de hvide! Fra
et stort vindue på museet har man et overblik over den del af Soweto, som man
nok mest har hørt om i Europa - den helt fattige del.
Efter museet kører vi så hen til den fattige del af Soweto, hvor
alt er klampet sammen af blikplader og hvad man har kunnet finde. Soweto – eller
South West Township, som er det fulde navn, skulle have været et midlertidigt
område, men nu har det ligget her i over 20 år. Vi passerer kun faldefærdige
huse, og på mange hjørner er der opført telte med frisørsalonnere eller boder
med frugt, hvor de lokale kan købe ind. Den fine gule bygning er selvfølgelig en
kirke.
Der er ingen byggeregulativer her. Man kan sagtens bo under en
højspændingsmast eller i skyggen af to gigantiske køletårne.
Vi forlader bilen og vandrer
sammen med ”Sydney”, en lokal guide et stykke ind i slumområdet. Vores
kvindelige amerikanske passager på turen er ikke meget for at gå mere end 10
meter ind i området – hun er MEGET amerikansk – og snobbet. Hendes mand er noget
mere afslappet, og er fuldt bevist om hendes pinlige opførsel. Han driller hende
med, at de burde flytte hertil, fordi huslejen er rimelig. Lækre små sorte børn
klistrer sig til Signe og Marie. Lyshårede piger er noget helt specielt her.
Vi kommer helt ind i et hjem for seks personer,
som er 9 kvadratmeter stort blikskur med jordgulv og én seng i hjørnet. En lille
pige ligger syg med influenza under et tæppe, mens moderen varmer mad over et
spejder-gasblus. Vores amerikanske veninde flygter i panik ud af huset. Man kan
undre sig over, hvad moderen tænker, da hun stiller sig op i døren og lader sig
fotografere af et kamera, der formodentlig kunne brødføde hendes familie i et
år.
De har ikke elektricitet i området, men alle har mulighed for at hente rent
drikkevand i haner på hver vej mellem husene. Der er også autoriserede
toiletskure, som tømmes af kloakbiler hver uge. Det er lidt formildende
omstændigheder i disse trøstesløse omgivelser. De unge her er påfaldende flot
klædt – de bor muligvis dårligt, men de har i hvert fald check på tøjet. Guiden
forklarer, at alle de ”tips” vi giver bruges til lokal velgørenhed, så han får
rigeligt. Vi giver med glæde meget mere, end hvad man ville give for 10
minutters rundtur ethvert andet sted.
Tilbage i bilen giver vores guide nu en demonstration af
sine fantastiske sprogkundskaber. Han taler ud over engelsk seks lokale sprog,
bla. sit modersmål ”klik-sproget”. Han slår smæld med tungen, mens han taler på
en helt utrolig måde.
TRYK HER FOR AT HØRE
VO-JO!
(Han siger: "A squirrel was turning and tossing in the grass and broke it's
throat!" på engelsk. Men prøv lige at sige det på click-sproget. Der er øl, når
du kan sige det lige så godt!)
Efter at have forladt Soweto gennem et trafikalt kaos af mennesker på vej hjem
fra arbejde i overfyldte rugbrødstaxier, får vi en rundtur i Johannesburg
centrum. Vejen ind til centrum ligner Lyngbyvejen i myldretiden.
Det rodede indtryk fra Pretoria gentager sig her, men her er mere
fattigdom. Vi ser et absolut ”no-go” område, som hedder Hillbrow, hvor mængder
at mennesker strømmer rundt i gaderne. Mange husblokke er mørklagte og besat af
slumstormere – men ligesom i Soweto – de har vand. For at sikre de sanitære
forhold, er der rent vand alle steder. Vo-Jo fortæller, at her er meget
narkokriminalitet og at bandeopgør er almindelige. Nogle steder ser vi
mennesker, der sidder og laver mad over bål på fortovet!
Sikke en tur med en overvældende mængde af indtryk. Vi betaler med stor glæde for turen og tipper Vo-Jo rigeligt. Det var en virkelig stor, spændende, overraskende og rystende oplevelse. På hotellet, hvor vi jo ikke nåede at checke ind, da vi ankom, bliver vi igen mødt med drinks i receptionen, og vi bestilte to store glas rødvin, som vi tog med op på værelset. Her bestilte vi roomservice burgere – i dag orkede vi ikke at gå i restauranten.