Da vi skal spise på ”The Livingstone Restaurant” i aften, hvor der er ”dress code”, lægger jeg min medbragte hvide skjorte til strygning. Maxwell fra C.C.Africa venter på os i lobbyen, da vi dukker op kl. 8. Han kører os ud til ”The Big Tree”, som er et gigantisk og selvfølgelig meget gammelt baobab træ.
Herfra fortsætter vi til faldene, hvor vi i dag tager os tid til at se det lille museum, inden vi når faldet.
Turen starter, som den gjorde for 21 år siden – ved statuen af Dr. Livingstone. Hvad er der sket siden da? Thjaee … tasken er i hvert fald ny! Ja ja! Signe fik sin taske tilbage, inden vi fik Maxwell til at tage et billede af hele familien.
Der er meget vand og ”spray”, så det er ikke let at fotografere et overblik. Visse steder bliver vi meget våde, så det er i sandhed en totaloplevelse af faldende vand i vidvinkel, brølet fra vandet og en permanent regnbyge. Det viser sig at være klogt at have taget en paraply med til at skærme for dråberne på linsen. Maxwell er ligesom mange andre turister beskyttet af et stort regnslag, men det er ikke værre end at man tørrer mellem hvert udsigtspunkt.
Vi tager nu hele turen fra statuen og hen til ”The Boiling Pot”, hvor det ikke er muligt at komme længere på Zimbabwe-siden.
Den ”lokale nedbør” klarer kortvarigt op ved ”Danger Point”, så man kan få et flot view af faldet, ”Boiling Pot” hvor vandet fra Zimbabwe- og Zambia-siderne mødes og den første ”gorge”, hvor vandet forsvinder på sin videre færd mod Karibasøen og det endelig mål i det Indiske Ocean. Selv Zambezi-floden er stor, er den ”kun” den fjerde-største i Afrika med sine 3000 km., hvor Victoria Falls ligger ca. i midten. Niger-, Congo- og Nilen er de tre største – i stigende rækkefølge. Vi filosoferer over det historiske i at Dr. Livingstone et sted mellem 1852-56 var den første hvide, der så dette kolossale syn. På dette tidspunkt havde ingen hvid mand set det indre af Afrika, og han var den første, der rejste på tværs af Afrika. Maxwell fortalte os, at de indfødte sejlede ham ud til den lille ø midt i faldet, så han kunne betragte skuet derfra. Det må have været noget af en oplevelse. Det var på dette tidspunkt, at han omdøbte faldene fra deres lokale navn, Mosi-oa-Tunya – Røgen der tordner, til ”The Victoriaa Falls” efter sin dronning.
Vi går nu tilbage til indgangen og siger pænt farvel til Maxwell, som ellers ville køre os tilbage til hotellet. ”No Way!”. Vi skal også over på Zambia-siden og se resten af faldet. Det tager et kvarter at komme til paskontrollen, hvor vi i et mylder af lokale uden problemer kommer ud af Zimbabwe med et nyt stempel i passet. Herefter kommer broen, som i sig selv er hele turen værd. Udsigten over vandfald og ”gorges” er enestående. I det fjerne ligger vores hotel og troner på bakketoppen. Et eller andet sted på broen sker en mindre katastrofe - en næse kommer til at trykke på en knap på kameraets bagside, så den næste halve times billeder bliver helt blå, uden at vi opdager. Takket være Bjarne-oa-ordni-al (Bjarne Who Fixes Everything), får vi rettet op på billederne elektronisk, da vi kommer hjem. TAK BJARNE!
På Zambia-siden skal vi betale visa for at komme ind. Det går helt smertefrit. Det er tydeligt, at det er blevet mere effektiv siden vi var her sidst, for på trods af Mugabe’s idiotiske regime kommer her trods alt nok flere turister end i 1986. Souvenir/Curio-markedet, hvor vi købte så meget sidste gang, er her stadig, men vi bliver ikke ”overfaldet”, som forventet, så efter at have betalt for indgangen på denne side, støder vi igen på Dr. Livingstone, der her i en noget mere rustik udgave står og spejder efter sig selv 1,7 km længere nede af faldene.
På denne side af faldene går stien på den modsatte side tættere på vandet – kløften er smallere. Da der også er mindre vand i denne del af faldet, giver det et langt bedre udsyn og overblik. Pigerne er trætte og tørstige, så vi dvæler ikke for længe ved hvert imponerende vandpanorama, men de er dog enige om, at udsigten faktisk er bedre fra denne side. Om et par måneder vil der være så lidt vand i Zambia-siden af faldet, at man tørskoet kan gå over flodbunden ud til Livingstone Island – denne ø midt i faldene, hvorfra den gode doktor første gang så vandfaldet.
Vi siger farvel til vandfaldet – og et eller andet sted har vi en mistanke om, at det ikke er sidste gang, vi ser det.
Efter to sodavand sodavand er blodsukkeret så meget oppe, at vi kan overskue at shoppe på curio-markedet. Det er hurtigt overstået, da vi kun vil have de to fletkurve, som vi havde talt om. 10$ er nok i overkanten – men hva’. De stakkels mennesker skal leve, og her er ikke overrendt af turister.
Vi skulle have ”stemplet ud” af Zambia, men dropper at gå ind i paskontrollen, så de leder nok stadig efter os. Til gengæld må vi stå i en lang kø for at komme ind i Zimbabwe igen. Strømmen af lokale igennem her er pænt stor, men alligevel tager det ikke for lang tid. Tilbage på stien mod hotellet er bodyguard Raynold på plads og slår følge med os. Det forvirrer ham, at vi splitter op på midten af stien, hvor Hanne og Marie drages af pølen, men Signe vil udforske ”frit-falds-mulighederne” over kløften. Det er en meget tør og varm gåtur på den støvede sti, og vi møder ingen, før vi når et lille hus, der er plantet tæt på kanten med fin udsigt tilbage mod broen. Signe får tilbudt en ”fly-over” til 30$, en ”fly-dive” til 55$, hvor man ”sidder” under en buet line og flyver ned i kløften. Endelig kan man lave bungy-jump til 70$. Fly-dive kan udføres samtidig af to personer, men 110$ skræmmer os væk. Mens vi forhandler mulighederne med den unge mand, træder jeg et skridt tilbage for at fotografere, så jeg bevæger mig baglæns hen i hjørnet af den sivtækkede hytte. Den unge mand kigger op og siger roligt: ”Mind the snake, sir!”. Der er ganske rigtigt en 30-40 cm lang slange oppe under loftet, som ser ganske harmløs ud. Den unge mand spørger, om det er en mamba, og en ældre herre, der bestyrer bixen ryster afvisende på hovedet. Slangen får lov til at være i fred.
Vi beslutter os for en ”Fly-Over”. Signe får en sele på, som sidder så stramt, at hun dårligt kan gå, så hun vralter hen til affyringsrampen. Her får hun krogen i ryggen og kan nu selv løbe de tre skridt ud over rampen. Jeg holder hendes briller, så udsynet er desværre lidt begrænset. Nu mangler vi de glemte linser fra flyet. Helt uden overtalelse eller synlig bekymring tager Signe tilløb, og med udstrakte arme svæver hun hen over kløften, mens kameraet fyrer så hurtigt, som elektronikken tillader det. Signe er lidt skuffet, da hun bliver trukket tilbage. Dels over at hun ikke så meget uden briller, men også fordi det ikke rigtigt havde ”suget” i maven. ”Fly-Dive” havde nok været bedre, men sponsoren siger stop nu. Vi trasker tilbage sammen med Raymond, der møder os på halvvejen.
Vi iler over til pool-området, hvor pølen kun er halv fyldt med vand. Hanne og Marie ligger der, og de havde fået at vide, at pølen ikke kunne bruges i dag, men Hanne’s koma-udtryk i ansigtet havde overbevist dem om noget andet. Vandet var herligt og svalende, selv om man ikke kunne springe i på hovedet.
En lille let frokost bestående af røget kylling i sandwiches blev hurtigt indtaget, men der skulle TO ”Red Castles” til at redde os fra tørste-døden. Det blev ikke til mere end ½ time på pøl-kanten, før vi måtte forlade området for at gøre os klar til eftermiddagens ”River Boat Safari”. Det er stressende at holde ferie!
Præcis kl. 15.30 blev vi samlet op i receptionen. Efter en rundtur til samtlige hoteller i området, hvor vi samlede andre gæster op, kunne vi konstatere, at der virkelig er blevet bygget ud. Det var ren nostalgi at se stationen igen, hvor vi ankom pr. damptog for 20 år siden. Lad os bare være ærlige og sige det: Vi havde ikke de store forventninger til denne tur efter pragtturen på Olifants River for et par dage siden.
Kaptajnen viste sig at være en herlig fætter, der efter at have lagt fra , lod den fine overdækkede ponton-båd flyde på midten af Zambezifloden. Med et stort smil viste han os, hvordan vi kunne spænde vores bælter i stolene, bruge redningskransene, hvis vi måtte nødlande, og endelig at der var nødudgange bagerst, i midten og forrest i den 10 meter lange båd – som var omkranset af et lavt stakit hele vejen rundt! Alt dette blev fremført PRÆCIS som en stewardesse i en flyvemaskine, så det var hylende morsomt, da han ikke fortrak en mine. Flere af passagererne efterspurgte iltmaskerne. De fandtes desværre ikke på denne model, men til gengæld havde fartøjet en fri bar. Kaptajnen lovede, at jo mere man drak, desto flere dyr ville man se. I heldigste fald kunne man opleve lyserøde elefanter. Så var tonen ligesom slået an til et par hyggelige timer.
Efter at have flydt i stilhed, var vi spændte på om motoren ville starte – her kun 4 km ”upstream” fra faldene. Der var dog helt styr på det. Vi havde egentlig ikke ventet at se mange dyr her, men ude midt i floden ligger to små øer, som splitter floden op i tre brede kanaler. På øerne kunne man forvente at se dyr, og kort efter så vi både krokodiller og et par elefanter. Ja ja – dem har vi jo set! Vi vil have nogle flodheste, hvor man kan se mere end øjne og ører. Og det fik vi så! Sidst på turen, hvor lyset kom fladt ind bag os, lagde tre flodheste an til den helt store opstilling med udspilede gab og blotlagte tænder. Kameraerne snurrede og alle var begejstrede.
Kaptajnen informerede os om, at netop flodhesten var det dyr, som dræbte flest mennesker i Afrika. Han forklarede også , at ligesom hos mennesker, var det hunnen som kunne åbne gabet mest – og oftest gjorde det. Udbredt fnisen fra alle de mandlige gæster, som var en global samling fra USA, Rusland, Frankrig, Spanien og sikkert flere lande. Solnedgangen giver et pragtfuldt lys på floden og skibene langs flodbreden. Vi kommer uvægerligt til at tænke på Hepburn & Bogart i "African Queen", hvor de sejler rundt i en plimsoller i Afrika.
Et kig tilbage ad floden får det til at suge i maven. Meget tæt på os kan man tydeligt se dampskyen fra faldet - men vi er altså kun få minutters sejlads fra et frit fald på over 100 meter.
Efter at solen var forsvundet over flodbredden, indtog vi bussen og var hurtigt tilbage på hotellet.
Telefonen ringede straks efter, at vi var trådt ind på værelset, da vaskeriet ville høre om de kunne aflevere min pressede skjorte. Her røg endnu nogle drikkepenge. I det hele taget er det umuligt at bevæge sig mange meter uden at skulle ”tip’e”. Chauffører, portører, kaptajner, tjenere, sikkerhedsvagter og guider. Heldigvis havde Tommy sørget for en GIGANTISK stak 1$-sedler, men på trods af dette, var vi ved at løbe tør.
Nu var vi næsten klar til aftenens højdepunkt: Middag i ”The Livingstone Restaurant”. Jeg var lidt bekymret. Trods strøgen skjorte og slips, havde jeg kun sandaler på. Ville dette være et problem for ”the dress code” i den fornemme restaurant? Min bekymring blev total gjort til skamme. Pigerne var i deres stiveste puds. Signe i en solgul sommerkjole og Marie i en stram, selvsiddende ildrød japansk kjole, mens Hannes lange sorte kjole var dækket af et purpurrødt sjal. Alle stirrede på pigerne og smilede, og spurgte ikke engang, om vi skulle ind på restauranten de åbnede dørene langt tid før vi nåede hen til dem. Ingen bekymrede sig om mig – endsige mine sandaler – herligt!
Rædsel! Den store restaurant var næsten mennesketom. Vi blev sat midterst i det fornemme rum, og kun en enlig ældre herre og to afrikanske kvinder, sad også og spiste. Tjenerne vimsede om os, lagde servietten i vores skød og tog imod bestillingerne. Det hele var meget stilfuldt. Lidt bekymrede over dette, var vi derfor glade for at se de to mørke kvinder fotografere hinanden på livet løs, og da to større selskaber i noget mere afslappet tøj end os indtog restauranten, forsvandt fokus fra os, og det hele blev meget afslappet. Tjeneren havde absolut ingen indvendinger mod at blive fotograferet, mens han flamberede vores fantastiske bøffer, der var noget af det møreste, vi nogensinde har fået. Nu blev stilheden brudt af en herre ved flyglet, der fremførte klassikere fra 1930’ og 40’erne på en afdæmpet facon. Alt i alt en helt igennem fin oplevelse – men hvor var Dronning Victoria?