29. juli 2007 : TidsmaskinenVictoria Falls Hotel.

 Vi var tidligt oppe igen og stod i restauranten på hotellet i Johannesburg, da den åbnede kl. 6. Morgenmadsbuffetene er om muligt endnu mere overdådig end aftensmaden.
 Med shuttlebussen var vi på 5 minutter i lufthavnen, og helt uden problemer landede vi i Victoria Falls lufthavnen ca. kl. 11 efter at have spottet vandfaldet i det fjerne, inden vi landede. Den rare dame i visumskranken skrev ”minor” på Maries visumansøgning, så vi slap med 90$ tilsammen for tre voksne. Toldchecket var en tungt sovende tung dame, og lige udenfor stod Maxwell fra C.C.Africa og ventede på os. Vi fik alle de praktiske oplysninger, som vi skulle bruge på vej mod hotellet, hvor han forlod os i receptionen.
                             Velkommen til tidsmaskinen Victoria Falls Hotel!

 Efter at have smidt vores ting på de stilige gamle værelser, åbner vi vinduet og hører det svage bulder i det fjerne – vandfaldet. Vi kaster os straks ud på en rejse tilbage i tiden og går rundt og undersøger det hele med fotografiapparatet. Alt er ombygget og renoveret for 10 år siden, så det er ført tilbage til den oprindelige stil. Sorte tjenere i hvide jakker, portere i røde jakker – og masser af hvide OG SORTE, der nyder drinks på terrassen. Det har dog ændret sig på 100 år – heldigvis! Og historien fornægter sig ikke. "The Livingstone Restaurant", "The Stanley Room", "The Bulawayo Room" osv. møder os.


Der er gamle fotografier, hjorte, gevirer og et helt vandbøffel trofæ på væggene, og nogle af salonerne er forsynet med tonstunge lænestole, der indeholder puder på størrelse med varmluftsballonner, så man bliver opslugt, når man sætter sig i dem.

Igennem receptionen anes gårdhaven, med de små vandbassinner og de gamle træer, som man altid ser på film fra Vic Falls Hotel.

 På terrassen møder et fantastik syn os: Broen til Zambia over den første ”gorge” og tågen fra vandfaldet, der strækker sig over en kilometer mod venstre.

Det er til at få tårer i øjnene af begejstring over at være tilbage igen 21 år senere – en tidsmaskine på mere end én måde – og denne gang med to store piger.
Når vi vender os om, kan vi betragte hele det gamle hotel - det er godt nok flot!


De forskellige restaurations-muligheder bliver checket ud, og vi beslutter os for at spise aftensmad begge aftener her på hotellet.

 Vi kan ikke lade være med at smile, da vi ser to slags dyr på plænerne omkring hotellet. Vortesvin ”ligger” og græsser på en morsom måde med bukkede forben, og der er mange små desmerdyr. Man får en klar mistanke om, at Disney’s tegnere må have opholdt sig her på hotellet, da de lavede forstudier til ”Løverne Konge”. Det er i hvert fald pudsigt, at netop ”Timon & Pumba” færdes indenfor hegnet på hotellet.
 
 

 Vi havde egentlig tænkt os at gå til vandfaldene allerede nu, men det er så varmt, at den indbydende pøl vinder. Det smaragdgrønne vand skyldes klinkerne i basinnet, og det er omkranset af ”standard” rød-hvide redningsbælter med skibets navn.

Herligt! Og vandet er dejligt varmt. Vi nyder nostalgisk en ”Red Castle” øl fra flaske – alt er som det skal være. Hvis Per og Sussie havde været her, havde tidsmaskine-illusionen været perfekt, så vi nøjes med at sende dem venlige tanker.

 Marie er lidt sløj, så vi andre beslutter at forlade pølen og tage en vandring til faldene, inden det bliver mørkt. Vi er kun lige kommet ud af hotellets park, der er omkranset af et hegn med spyd på toppen og elektricitet på ydersiden, da vi bliver mødt af sikkerheds-vagten Raymond, der følger os gennem naturparken og helt hen til indgangen til faldene. Vi passerer 5-6 store vandbøfler, der står og gnasker i det grønne græs i en mudderpøl meget tæt på stien. Store klumper af gødning afslører, at her også er elefanter.

 Vi slipper 60$ ved indgangen til faldene og glæder os til gensynet. Det er PRÆCIS så overvældende, som det skal være, og der er absolut ikke for lidt vand i faldet, som vi frygtede pga. tørken. Tværtimod gør dampen og vandtågerne det faktisk svært at se store dele af faldet. Signe virker også lidt imponeret!

 Vi følges med en større samling indfødte børn i uniformer, som virker mere interesserede i at se på os end faldene. De mindste af pigerne er enormt charmerende, men alle er meget tynde. Vi mistænker, at det er forældreløse AIDS-børn fra et hjem. Suk!


 Efter et sidste kig på faldet ved den første ”gorge”, hvor vandet forlader faldet for at flygte gennem den dybe canyon, haster vi tilbage til indgangen, da vi er lidt presset af tiden og mørkets frembrud. Det gør heldigvis ikke så meget - vi skal jo se HELE faldet i morgen.

 Raymond venter på os ved udgangen. Vi bliver straks overfaldet af et par unge souvenir-sælgere, som vi afviser. En ung knægt tilbyder sin stengiraf for kun 10$, og det er alligevel for fristende. ”Make it my lucky day – give me 11$”, forsøger han, og det viser sig at være hans ”lucky day”. Raymond peger på vej tilbage på en side-sti, som fører ned til det sted, hvor man kan lave ”fly-over”, som er en menneskelig svævebane hen over kløften. Signe er vild for at prøve det, men vi går ikke derned, da vi vil hjem til Marie.

 Tilbage på hoteller er tjenerne i gang med at servere drinks for de folk, der har indtaget terrassen og betragter dampen fra faldene i det smukke lys fra solen, der netop er forsvundet bag hotellets tag.

 Aftensmaden indtages under åben himmel med en flot udsigt over ”the spray”, der er flot oplyst af fuldmånen, som står lige over os. Der er tjenere overalt, som vimser rundt om os i deres hvide jakker og pressede sorte bukser. Et ”A capella” ensemble indtager under kampråb den åbne plads foran restauranten.

De er i fuld afrikansk ornat med benskinner af skaller, der rasler i takt med deres overdrevne benspark og tromme-rytmer. Efter en kort pause vender de tilbage i mere afslappet bluse/buksesæt og synger lidt roligere. Vi diskuterer under hele seancen om den smukke lyse stemme tilhører en kvinde eller en ung mand. Lidt surt at der var så dårligt oplyst – en spot ville have gjort underværker.

 Vi går tilbage gennem hotellets gange og betragter minder fra fortiden i form af billeder og fotografier. Rejseplakater, der må være mindst 100 år gamle, lokker med oplevelser i kolonierne – bla. Indien. Hanne stiller sig op i indgangen og byder velkommen til sit lille palæ! Prøv at se alle dyrene i vinduerne på første sal.


 Tilbage på værelset venter en overraskelse. Vi havde efterladt et syndigt rod, da vi havde lidt travlt, men nu er sengene lavet klar, rodet er lagt i sirlige bunker, og der er stillet Vic Falls tøfler klar ved sengene.

 På sengen er dagens avis lagt.
 Tidsmaskinen virker! Avisen er fra 1910.

Retur til Hovedside