27. juli 2007 : Truende dræbere eller truede kattedyr?

 Helt sikkert en dejlig morgen – om et par timer! Det var i hvert fald stadig nat, da vi forlod Nyati kl. 05.15 med retning mod Tsukudo sammen med Linda og Rune – vores unge venner fra sejlturen samt guiden Peter fra Drakensberg-turen.. Mark sneg Toyotaen ud, så det var en ren fornøjelse. Solen stod op, da vi kørte ind på Tsukuso’s jorder. Her overtog Chris bilen. Vi havde håbet på Russ igen, men Chris var absolut lige så god med 11 år på bagen i parken.

 Efter at have kørt lidt rundt sagde jeg til Rune, at han godt lige måtte finde en leopard. Under 5 sekunder efter brølede han ”LEOPARD”, så alle troede at det var gas. Men der løb sgu’ en leopard lige ved siden af bilen. Den løb dog meget tæt på et hegn, så det var umuligt at sige på hvilken side af hegnet, den var. Chris kørte til vores bestyrtelse uforstyrret videre, og det gik nu op for de dumme turister, at vi var nået frem til leopard-indhegningen, hvor man forsøgte at få de to leoparder til at yngle, så ungerne kunne slippes fri. Han –leoparden virkede meget nysgerrig, og Chris snakkede venligt til den. Den forsøgte adskillige gange at ”markere” os som territorium ved at strinte på os. Dette havde Peter for sent opdaget, da han forleden var her for første gang, fortalte Mark senere med et stort grin.


Vi fotograferede løs på det flotte dyr gennem tremmerne i lågen. Da hunnen nærmede sig, fik vi at vide, at vi skulle træde lidt tilbage. Hun var ifølge Chris meget utilregnelig og kunne finde på at gribe ud mellem tremmerne for at fange os. Hunnen tager tilløb og angriber hannen - et skinangreb, som vi ikke kan fange med kameraet pga. det svage lys, men vi ser hvor hurtigt de kan angribe. Chris fortæller helt nøgternt, at når en leopard slår et menneske ihjel, så springer den op på byttet, holder fast i skuldrene med sine skarpe klør og bider offeret i struben, mens den med bagpoterne flår maven op på staklen. Charmerende! Men sikke et smukt dyr. Modvilligt forlader vi de store katte.

 Kort efter kører vi bilen ind i et område, hvor vi lukker porten bag bilen. Snart efter holder vi midt i en stor løveflok. Hannen ligger lidt væk under en busk og flænser i en stor knogle, mens den holder ”byttet” med sine kraftige forpoter.



Løverne cirkler nysgerrigt omkring den åbne bil, og de kunne så let som ingenting hoppe op og trække en af os ud af bilen. Ifølge Chris opfatter de bilen som et ufarligt dyr – ikke et bytte. Dog kan han sagtens fange deres opmærksomhed, da han vifter med en arm ud ad døren ved førersædet. De mister dog hurtigt interessen for os og lægger sig til at slumre igen. De store unger i flokken vil meget snart blive indfanget og sat på fri fod i en af de store nationalparker for at holde bestanden oppe. Løvernes antal i Kruger-parken er halveret pga. tuberkulose i løbet af de sidste 10 år. Meget bedre står det ikke til for geparderne – tvært imod.

 Ti minutter senere står vi alle på jorden få meter fra tre geparder, der ligger som fredelige missekatte og kigger på os. Og her er problemet! Geparder er de svageste af kattedyrene, så løver, leoparder og endda hyæner slår geparder ihjel. Hvis geparden fanger et bytte , må den næsten altid overlade det til andre, hvis den bliver forstyrret, mens den spiser.  Den er ikke stærk nok til at forsvare sig. Den er til gengæld hurtig. De kan komme op på 80 km/timen på TRE SKRIDT – og herefter er hvert skridt 6-7 meter. Et imponerende smukt dyr, som desværre er ved at uddø. Derfor prøver man på alle mulige former for kunstig befrugtning, hvilket indtil videre har været næsten resultatløst. Også i fangenskab er hunnerne meget kritiske. De parrer sig ikke med en hvilken som helst han. De tre geparder er vant til mennesker, så vi studerer interesseret dem, og de kigger ligegyldigt tilbage på os.



Den nærmeste af geparderne var mærkere i tegningen end de to andre. Chris fortæller, at den har et recessivt gen, som gør den til en "King Cheetah" - derfor er den meget sjælden. Vi kommer åbenbart lidt for tæt på, så den store kat rejser sig op og hvæser truende af os. Chris rpber ad den og skælder ud, og den stakkels kat lægger ørerne ned og lusker væk - mens vi griner højt. Hvor ydmyget kan man blive?

 Katte-turen var slut, men vi fik da lige et par mætte gribbe og en ørn med på vejen tilbage til lodgen. De store gribbe vejer ca 4 kg., men når de har spist kan de komme op på det dobbelt, og så er de ikke i stand til at flyve - ret langt.


Der er forskellige typer gribbe, men det fælles for dem er, at de ikke er specielt kønne. Vi kigger dog længe på dem. En noget mindre rovfugl gør dem kortvarigt selskab.

Parkens logde serverede en herlig morgenmad. Mens vi spiste, kunne vi se de ”zazu’er”, der blev fodret, så dem var der sort af. To egern var også vildt optaget af hinanden i træet foran den åbne restaurant.

 På vej tilbage gennem Nyati's område stoppede vi for sidste gang foran den udstoppede krokodille, som hver eneste gang havde ligget på den samme solplads, når vi kørte forbi. Som om den blev fornærmet over, at blive omtalt som udstoppet, besluttede den sig pludselig for at forlade sin post og få sekunder efter var den væk.

 Vi holdt også ind ved "flodheste-stedet", som nu var overtaget af marabu storke. De er næppe smukke fugle, men de er store. De kan sidde på en HELT besynderlig måde, hvor knæet bøjer den forkerte vej rundt!

 Vi var allerede tilbage på Nyati kl. 10, hvor en HEL fridag i solen truede. Pølen blev flittigt brugt på trods af de kun 17 grader, der blev skrevet dagbog og læst sladderblade. Frokosten blev udskudt til kl. 14, da kom sent tilbage – noget skuffede og meget varme. Golf-banen var blevet hegnet ind pga. for mange dødsulykker (!), så det med at spille gold med giraffer på banen var falsk reklame. Ud over dette havde det været meget varmt. Under ristaflet blev bavianerne på den modsatte flodbred udskiftet med en stor han-giraf, der kom til floden og igen trak folk fra bordene.

 Lidt efter kom den store giraf tilbage, og da den nu havde afpatruljeret området, havde den taget sit harem med. De poserede de næste par timer på flodbredden, mens vi læste, skrev og sov på terrassen. MEGA!

 Mens giraffer tog sig god tid til at drikke, havde vi også tid til at sige farvel til hytten, da vi jo skulle videre i morgen. Hytten er  lækkert indrettet med en stor seng (husk det elektriske tæppe), bade-bomaen og selvfølgelig terrassen, som er prikken over i'et.


 Det hele er enkelt, gennemført og lækkert - selv på toilettet er der tænkt over, at man da ikke behøver en holder til toiletrullen.

 Aftensmåltidet blev introduceret af en Mr. Pieterson i topform og afsluttet af syngende og dansende betjening. Charlotte foreslog at vi sang ”Der er et yndigt land” for tjenerne, så det gjorde vi. De svarede igen med den flerstemmige version af deres nationalsang, og det hele sluttede i en festlig runddans i slange – for alle.

En meget flot afslutning på en fantastisk uge.

 Tilbage i hytten pakkede vi på rekordtid og gik i seng. Ha! Vi kan sove indtil kl. 7 i morgen – det er LÆNGE!

Retur til Hovedside