22. juli 2007 : Kæmpe dyr, giftige dyr og "kæledyr"

 Vågner kl.6.30 da det er halvlyst. Jeg bliver nødt til at tage tøjet på og gå ud på terrassen for at se på alle dyrene, der skal drikke ved floden i solopgangens lys. Hanne vågner halvt op, og jeg lover at hente hende, når dyrene er der. Naboerne er allerede oppe, da de skal på morgentur i bushen. Da de er forsvundet nyder jeg stilheden og lyset over floden, der langsomt forandrer sig, mens solen kommer frem. Men der kommer ingen dyr frem. Hallo! I skal ned og drikke! Det er temmelig koldt, så jeg ender med at tage en time til i den elektrisk opvarmede seng uden at have set det mindste tegn på liv.

 Morgenmaden er et orgie af mad med alt, hvad man kan ønske. Foran swimmingpoolen arrangerer Nyati herefter et modeshow med det tøj, som man kan købe i butikken på området. Pigerne vil gerne blive i solen og se det, men jeg vælger at fotografere fugle ved floden fra terrassen. Der kommer et flot stor hejre forbi i lav højde.
 

 Sidst på formiddagen er der ”slangeshow”, som består i at sydafrikanske Karen viser de slanger frem, som er fanget på Nyatis område. Hun er uddannet i og meget vidende om slanger og virkningen af deres gift – målt i ”bistik”. En dansk hugorm er 3 på skalaen – en puffadder er 10.000, så det er ikke nødvendigvis giften man dør af. Det kan også bare være smerten. Meget betryggende! Den gyldne regel er, at en slange kun bider, når den er truet, så kig dig godt for og stå stille, hvis du ser en slange. Vi kigger på hendes slanger og står HELT stille. Karen hiver en kvælerslange ud, som i princippet er ufarlig for mennesker, da den ikke er ret stor. Den kan dog hugge en pæn luns kød af en arm, hvis den får lov til at hugge, så hun er meget forsigtig med den. Den næste, vi ser, er den giftige puffadder, som absolut ikke er til at spøge med, men den ligger forholdsvis dovent i sandet og kigger på os. Da den begynder at bevæge sig, bliver den smidt ind i sit bur igen. Den sidste slange, får slet ikke lov til at komme ud af sit terrarium, da det er en spyttende kobra. Vi studerer den gennem glasset, og håber på at den bliver sidste gang vi ser en sådan på ferien.
 
Slangerne bliver næsten ikke fodret her i vinterperioden. Det er så koldt for dem, at deres metabolisme ikke fungerer, så hvis de spiste ville maden rådne i deres maver, og de ville dø. Der er også edderkopper og skorpioner på Nyati, men det er ikke årstiden for dette kryb nu. Vi får dog at vide at vi alligevel skal ryste vores sko, inden vi tager dem på.

 Efter denne afslappende og lærerige formiddag og en portionsanrettet frokost i overkommelig størrelse – svinefilet i tunsauce. Restauranten er lige ved siden af pølen, og igen i dag konkurrerede udsigten med maden - denne gang i form af en flok Kudu-antiloper.
 

 Efter frokosten indtog vi Nyatis safarivogne for at køre til Tsukudo-reservatet. (Udtales tju-ku-do!) Allerede på vej til reservatet stødte vi på giraffer, en krokodille der hyggede sig midt i floden med sit eget spejlbillede og en stor elefant, som poserede få meter fra vejen.


Med en 300mm linse på kameraet kunne man få øjet og snablen til at fylde hele synsfeltet. Så er en elefant MEGET stor!

 Efter næsten en times kørsel tilbage mod lufthavnen, når vi indgangen til parken. Vi skifter vores Nyati-chauffør, som ellers har en evne til at spotte dyr bag sig – han må have øjne i nakken – med en lokal-guide fra parken, Russ, som har arbejdet der i 12 år og kender spindelvævet af veje i bushen som sin egen bukselomme. (Det må have været det område vi så fra flyet lige inden landingen.) Han finder hurtigt giraffer og to næsehorn til os, mens han taler som et vandfald og giver nyttige oplysninger om alt fra næsehorns-gødning til termitboer. Russ orienterer sig hele tiden via sin radio til de andre vogne, så han kan få melding om, hvor dyrene er. Han viser os også Zazu, som den hedder i Disney's Løvernes Konge. Den findes i to varianter: Banan-næb og Chili-næb.
 
Meget målrettet kører han tilbage mod indgangen, men er nu på den ”indre” side af indhegningen langs indkørselsvejen. Med sit drevne blik spotter han en prik, som vi andre dårligt nok kan se i kikkerten. Vi kører tættere på. Han stiger ud og kalder? En MEGET stor missekat kommer stor-spindende hen imod ham, og de nuffer sig kærligt op ad hinanden. Det er svært at sige, hvem der nyder det mest. Det er parkens egen-opfostrede Cheetah, geparden Savannah. Den er ufattelig smuk, meget mager og bevæger sig med legende elegance. Hun blev samlet op for syv år siden som et lille skravl fra et kuld på fem unger, hvor den næppe ville have overlevet. Nu jager den selv, men ifølge guiden må det være to måneder siden, for den er meget tynd og hele tiden på vagt, som om den spejder efter bytte. Som den ligger der udstrakt på jorden og bliver nusset, er der ikke meget dræber over den. Guiden fortæller også, at Savannah elsker at sidde på forsædet i bilen og køre med. Så springer den ud ad vinduet, når de i høj fart kommer tæt nok på et bytte. Den er enten meget doven – eller meget smart.
 
   
Pigerne kæler på skift med det store dyr, der tydeligvis nyder det. Russ fortæller, at geparder aldrig overfalder mennesker, og at det i det hele taget er det "svageste" af kattedyrene - men selvfølgelig også det hurtigste med en topfart på langt over 100 km/t. Så hvis du kommer i nærheden af en gepard i det vilde, så bare nus den bag ørerne ... så har du skovlen under den!

 Vi haster videre. Over radioen lokaliserer vi bøflerne, som er en flok på over 20 dyr med kalve. Disse kolossale dyr er ikke til at stoppe med en riffel, hvis de vil frem, så man skal ikke spøge med dem. Derfor er de også blandt ”The Big Five”, som er et af de fem dyr, som en storvildtsjæger skulle nedlægge.
   
 
 
Vi ser et par meget store termitboer og støder på en flok zebraer. Lige inden det bliver mørkt springer Russ ud af bilen og indrømmer, at han må snyde, da vi mangler at se et vigtigt dyr.
 
Han tager en lille pejleantenne frem og drejer den rundt. Han leder efter den store lederelefant, som har et radiohalsbånd på. Kort efter er bilen få meter fra det store dyr. Vi ser ikke resten af flokken, og det er ikke så spændende at se på en elefant, men et stort halsbånd om halsen, når der er så mange frie elefanter.

 Nu er der samling ved et lille vandhul, hvor alle tre vogne holder, og folk nyder en øl og et flot opsat snackfad. Man spiser hele tiden godt og med stil i Afrika – Karen Blixen har ikke levet forgæves. Tre meget store gæster lister omkring, som om de vil have noget til dem selv. Det er to næsehorn med en stor unge. De er skræmmende tæt på , men tilsyneladende får de lov til at være en del af arrangementet, for alle guiderne ignorerer dem. Til sidst lægger det største af dyrene sig godt tilrette i en stor bunke hø, som afslører at de bliver fodret her og derfor holder til i dette område.

 
 Nu går turen hjemad. På vej ud af parken prøver guiden at lokalisere flere dyr med en kraftig håndspot. Vi ser rumpen af to flodheste, men ingen bushbaby med store øjne, som man håbede på. Ude ved indgangen til parken bliver siderne på bilen rullet ned, hvilket alle er lykkelige for, da det er pænt køligt nu. Køreturen hjem er stille og uden oplevelser.

 Da vi ankommer til Nyati-området og forlader asfaltvejen, passerer vi en grøn mark, som bruges til at fodre de store køer, der står i indhegningen her. Hvis man ikke lukker området med porte, vil de vilde dyr gå ind og spise det grønne, og det er ikke godt. Planterne vil gære i deres maver, så de vil eksplodere! Derfor skal det tørres først, inden det kan bruges som foder. Den danske guide Peter og den lokale chauffør får et grineflip, mens de lukker den anden port bag dem. De fortæller efterfølgende, at de sidste gang begge to fik et rap på 10.000 volt, da de lukkede porten.

Alle skal tidligt op i morgen, så vi bryder op kl. 22 efter en dag fuld af indtryk. Tilbage i hytten når vi dog at se alle dagens  300 foto med det nye vidunder af en ”Epson Photo Viewer”.

Retur til Hovedside