(Hvis Klaus nogensinde læser dette, vil han slå mig ihjel!)
De sidste to år har den årlige LXI konference været afholdt i München, da
Rohde & Schwartz gæstfrit lægger lokale til arrangementet ... og så er nogle få
af os fri for at rejse til USA, hvor arrangementet holdes de andre to gange i
løbet af året. Igen i år var Klaus med, og hver gang vi kom forbi butikken med "Lederhosen",
var han ikke til at drive videre. Kun ved at lokke med lidt tysk pølseret med
kartoffelmos i Ratskeller (restauranten under rådhuset Neues Rathaus), fik jeg vristet ham fri
fra fristelserne.
(Hvis Klaus nogensinde læser dette, vil han slå mig ihjel!)
Efter den sidste dags konference tager Klaus hjem og jeg til centrum for at møde Hanne ved
vores hotel "Best Western Hotel Cristal". Vi SMS'er i metroen til hinanden, og timingen er perfekt, da vi
dukker op ved hotellet næsten samtidigt. Det er næsten tid til at spise
aftensmad, så vi drager med det samme fra vores hotel i Schwantalerstrasse, der
nærmest støder ud til Karlsplatz, som er den ene ende af den centrale gågade i
München. Tyskerne er glade for store tunge bygninger og porte, så vi går
igennem byporten ved Karlsplatz og er nu inde i det gamle centrum, hvor folk
myldrer hjem fra arbejde.
Vi tager hele turen gennem gågaderne og passerer Neues Rathaus, inden vi går
under portene i Altes Rathaus. Man kommer uvægerligt til at tænke lidt på
Disney slottet, men det er da heller ikke helt galt, da Disney-slottet er kopieret efter
slottet Neuschwanstein, som ligger under 50 km. væk. Fortsætter man ganske kort
videre, kommer man til Isartorplatz, hvor endnu en byport troner. Går man gennem
denne port, er der under 500 meter ned til floden Isar og Deutches Museum.
Det er køligt, og vi er sultne, så det er let at overtale Hanne til at gå
tilbage til Ratskeller og spise. Det giver mig også mulighed for at få en bøf
magen til den, som Klaus spiste i går, mens jeg sejlede rundt i den ellers
udmærkede pølseret. Hanne lader sig heller ikke friste af den tyske specialitet
men holder sig til lam. Stemningen i den gamle kælder med det lave loft er meget
speciel, og maden er lige ud af landevejen - tysk fuldkost. Vi kommer til at
sidde ved siden af en flok amerikanere, og dem falder man jo altid let i snak
med.
På vej hjem skal vi lige forbi et af Münchens højdepunkter: Hofbräuhaus. Her er
der øl i spandevis (eller glaskrus på tilsvarende størrelse), sang og ikke
mindst - hornmusik. Musikanterne er i bedste stil iført læderbukser. Der er en
ufattelig larm under de flotte hvælvede lofter, og overalt på bordene flyder det
med øl- og madrester. Man får en fornemmelse af at befinde sig i middelalderen -
dette sted er ikke for feinschmeckere. Går man to etager op, kommer man op til
den store festsal, hvor der er plads til 900 syngende og drikkende gæster. Vi
glæder os over, at vi kan betragte menageriet udefra gennem de lukkede glasdøre,
men det hele er absolut et besøg værd.
