Søndag d. 14. oktober 2007 : Halv dag og Hel Maraton i München.

 Sidste halve dag i München. Vejret var igen enestående, så det var næsten lidt synd at gå på museum. Det var dog, hvad vi havde planlagt, så vi gik hurtigt stik nord fra vores hotel og havnede i det store museumsområde, hvor bygningerne mildt sagt er ... klodsede. Der var en del aktivitet omkring os med at lave afspærringer på vejene, som vi undrede os over.

 
 Vi valgte at bruge tiden i det store "Pinakotek der Modernes", som fokuserer på kunst fra de sidste 10 år. Selve bygningen er ret spændende med skæve vinkler. Specielt loftet i hallen er et kunstværk i sig selv, når solen skinner og de mange refleksioner og skygger danner mønstre, som hele tiden skifter med lyset.

 Moderne kunst er noget anderledes end den klassiske. Det mærkeligste var en film, hvor en tatovør overtalte en tidligere KZ-fange til at få genopfrisket sin tatovering. Den stakkels gamle mand var meget ked af idéen, men lod sig til sidst overtale. Thjaee ... det er måske også kunst?

 
 Ude i solen igen opdagede vi, hvorfor der var lavet afspærringer. Det var ikke kun os, der lavede halv-maraton i München i disse dage. En enorm mængde entusiastiske løbere deltog i det officielle fulde München Maraton, som løb af stablen lige nu. Adskillige gange måtte vi deltage i løbet, og i stor hast krydse gaden mellem løberne.
 Vi nød de sidste minutter i solen i "Alter Botanischer Garten", som kun lå et par hundrede meter fra vores hotel, hvor vores kufferter ventede. Det sidste, man havde lyst til, var at forlade solen og tage hjem til kølige Danmark. Dog lokkede det, at vi skulle hjem og fejre Maries fødselsdag i morgen - og når man så først skal hjem, så er det jo herligt, at det kun tager et par timer fra pragtfulde München.

Retur til Hovedside