Efter gårsdagens strækmarch på kryds og tværs i München, lægger vi mere
roligt ud i dag. Hanne vil gerne shoppe lidt, og jeg vil gerne se det store "Deutches
Museum", som er dedikeret til al form for teknik og videnskab. Jeg kunne fra et
besøg i 80'erne huske, at specielt "mineafdelingen" fascinerede mig. Museet
ligger på en ø midt i Isarfloden. Lige overfor museet ligger det gamle "Müllersches
Volksbad".
Hvor lykkelig kan man blive? Her hænger originale Messerschmidt
maskiner. Her nogle af de første jetmaskiner i verden bla. en ME-262. Godt at Hanne
ikke er med.
Til gengæld ville Hanne helt sikkert have fundet mine-udstillingen
spændende. Man starter med at gå to etager ned ad en snoet stentrappe, og da man
jo godt ved, at museet ligger midt i floden, så må man nu være under vandniveau.
Det bidrager til den realistiske stemning den næste hele time, hvor man går fra
det ene minepanorama til det næste. Alt er lavet i fuld skala, og alle maskiner
og værktøjer er originale. Dette kan absolut anbefales til alle .. dog ikke hvis
man har klaustrofobi. Man har virkelig fornemmelsen af at være langt under
jorden ... hvilket man egentlig også er.
Efter en fuld time "underground" kan jeg lige nå at skimme lidt af museet
igennem, inden Hanne melder sin ankomst pr. SMS.
Vi mødes udenfor og går nu en tur op
langs Isarfloden mod nord. Det er altid en fin oplevelse at gå langs byens flod,
lige meget om det er i London, Paris, Prag eller München. Vi har planlagt at gå indtil vi når til Bayerens Parlamentsbygning, som
ligger og troner i forlængelse af den brede Maximilianstrasse, der fører ind
til kongepaladset.
 |
Halvvejs kommer vi hen over en bro, hvor en dame forgæves prøver at lokke sin hund ud i det sikkert kolde vand ved at kaste pinde ud. Adskillige pinde går tabt, og hunden går aldrig længere ud end til poterne. Mens vi står og kigger, undrer vi os over at vandet støjer så voldsomt. Der er trods alt ikke så mange hvirvler eller fald i vandet. |
Forklaringen på vand-støjen kommer, da vi går over på den anden side af
floden. Vi stod på en dæmning - ikke en bro. Hvis jeg var hund, ville jeg heller
ikke frivilligt kaste mig ud i vandet foran denne dæmning! Den flotte kirke i
baggrunden er Sankt Lucas.
Selve parlamentet var under ombygning, så vi kunne ikke komme ind og se
det. I stedet traskede vi mod centrum og kiggede på butikker og biler i det DYRE
shoppe-område omkring Maximilianstrasse. Det er her man ankommer i sin enormt
dyre bil og lige smutter ind og køber et Armani-jakkesæt eller et Versace-ur.
Nu er det jo ikke så underligt, at her "flyder" med BMW'er, da
"Bayerische Motoren Werke" netop har hovedsæde nær München. Men Audi og
Mercedes holder sig heller ikke tilbage her. Havde vi haft den lille Hyundai
med, så havde vi nok ikke måtte parkere den udenfor Armani. Uden at bruge Hyundai'en
som undskyldning
sprang vi alligevel butikkerne over og rundede kongepaladset for at komme ind i den
lille Hofgarten park.
Vejret var et sted midt imellem pragtfuldt og fantastisk nu, så det var
absolut tid til en tur i parken. Det var vi langt fra de eneste, der gjorde, så
vi fortsatte videre over i den store "Englischer Garten", som er det store
åndehul i centrum af München.
Det meste af eftermiddagen blev tilbragt her med at nyde solen og
betragte folk, der legede med drager, løb, cyklede eller red. Ingen tvivl om at
mange fra byen brugte dette åndehul i week-enden. Ligesom vi har oplevet det ved
Eiffeltårnet i Paris, så er det et stort hit for brudepar at blive fotograferet
foran det lille monument i parken. Vi så i hvert fald en del kareter, som
stilede mod stedet.
I den fjerne ende af parken ligger en kinesisk pagode, der fungerer som ølhus og restaurant. Her er igen store mængder af ølkrus og pølsebakker på
bordene, men folk er ved at søge væk, da skyggerne og køligheden begynder at få
overtaget. Vi sætter også kursen tilbage mod centrum, men først skal vi lige
have dagens sidste solstråler med, da vi kommer tilbage gennem Hofgarten. Som et
par gode pensionister kaster vi os ned på bænken og nyder varmen - måske den
sidste sol vi får i år. Når vi kommer hjem til Danmark er det surt efterår!
Da solen er væk får kulden overtaget, og vi skynder os tilbage til centrum. Det er
absolut for dyrt at shoppe i de flotte arkader, men man kan da altid spejle sig
lidt i kostbarhederne. På jagten efter en restaurant til aftensmaden, kommer vi
forbi en pudsig statue af nyere oprindelse. Det er aldeles umuligt at fokusere
på den, da den er lavet af bred-riflet aluminium, så den fremstår som et uskapt
sort/hvidt TV-billede. Helt genialt! Tilbage i centrum står vi lige under Alte
Peter og får øje på en ægte italiensk restaurant. Tanken om varm suppe, pizza og
øl er for overvældende, så dagen afsluttes med maner. Endnu en dag med
halv-maraton i München. Skål!
