Yellowstone kan byde på alle tænkelige former for natur ... måske lige undtaget ørken. Hva' med gletchere og is-landskaber vil skeptikeren nok spørge. Man kommer faktisk tæt på i nogle af de landskaber, som gejserne har dannet i hvid kalksten.
De fleste steder får man et venligt indtryk af naturen. Der er store
åbne grønne flader og altid meget vand. Det er på disse sletter, at der er
størst chance for at se dyr - om morgenen og om aftenen. Uh! Det betyder jo, at
man skal stå tidligt op - ikke nogen rar tanke. Hvis der ikke er skiltet med
forbud om fiskeri, så er de fleste vandløb besat af en enkelt eller to
fiskere, der står helt stille og derfor ikke ødelægger billedet. Bjergene er
hele tiden i baggrunden. Selve Yellowstone parken er indrammet af en ottetals
vej, hvor den nedre cirkel oprindeligt var et vulkankrater - en caldera. Den
øvre cirkel er mere bjergrig og også meget smuk, men mere voldsom en den nedre
pga. bjergene.
Den første hele dag, vi havde i parken, holdt vi frokost ved en af de
mange mindre floder, som parken kan byde på. Vandet er iskoldt, men dog ikke
værre end at man kan vade lidt rundt i det og køle af.
Den største flod i parken er Yellowstone River, som starter i
Yellowstone Lake. Denne sø er verdens største bjergsø, og den er da også
enorm, når man kører ved den. Selve Yellowstone River har gravet sig ned i
bjergene, så en hel canyon er dannet, og adskillige imponerende vandfald
frembringer tordenbulder i landskabet. Her er det Lower Falls, som er 93 meter
højt. Man kan komme helt ned og stå ved det sted, hvor vandet kaster sig ud
over afgrunden, og det suger i maven, når man gennem strømmen kan se klippen
holde op, og vandet blive til hvidt skum, der pisker ud i et frit fald og danner en regnbue.
Hanne og jeg skulle selvfølgelig se ALLE udsigtspunkterne til dette
fald, men pigerne overlevede kun det første. Så da vi kom tilbage efter tredje
længere tur ALENE, havde de lagt ryggen på bagsædet ned. Har man set ét
vandfald, har man set dem alle, synes de.
Parken er virkelig plaget af flere skovbrande. I 1988 brændte 45% af
parken, og så sent som i 2003 brændte to mindre områder, så afbrændte
træer er et syn, der møder én overalt. Der begynder at vokse små træer op,
men de er kun 2-3 meter nu. Mange af stammerne vælter med tiden, så nogen
gange ligner bjergskråningerne et gigantisk mikado-spil.
Og så er der jo intet som en solnedgang over bjergene, når man efter
11 timer i parken første dag, totalt udmattet kører hjem til hotellet - og
bestiller pizza i butikken LIGE ved siden af hotellet. Der var 3 kvarters
ventetid ... det er ufatteligt at vi holdt os vågne til at hente dem.
