31. juli : "Jeg har været på tre fængsels-øer: James Island, Bornholm og Alcatraz!"

 Vi takker Marie for dette citat! Det blev sagt denne morgen med en vis sukken i stemmen. Udsigten til ENDNU en kedelig ø var ikke lige sagen. Den sidste gang, vi besøgte en fængselsø, var da vi så slavefortet James Island i Gambia. Bornholm ... det var vist noget med en meget kedelig skoleudflugt!

 Men turen i dag gik ganske rigtigt til Alcatraz. Vejret var strålende solskin og helt klart, hvilket vist ikke er helt normalt på denne årstid i San Francisco. Vi takkede vejrguderne og nød den korte sejltur ud til Alcatraz ... eller "The Rock", som den også bliver kaldt. Godt at vi har bestilt båd hjemmefra. Der er udsolgt 4 dage frem, så det er virkelig en af de store turistattraktioner.

 Fra skibet kan man se selve fængselsafdelingen, som den flade store bygning. Fyrtårnet i forgrunden er det første, der er bygget på den vestlige side af USA. Selve øen oprindeligt bygget som et fort for at beskytte Californien mod eventuelle angribere, der ville overtage guldfundene midt i 1800-tallet. Først i 1934 blev den store fængselsbygning indviet, og selve fængslet blev oprettet som statsfængsel, dvs. fanger som blev anset for specielt farlige eller besværlige, blev sendt hertil fra hele USA.

 De mest berømte fanger på øen har nok været Al Capone, "Machine Gun Kelly" og "The Birdman of Alcatraz". Der er fantastisk mange skrøner om øen, som på ganske udmærket vis bliver aflivet i udstillingerne i fængslet. Bla. at "The Birdman of Alcatraz" slet ikke havde fugle på øen. Det havde han i det fængsel, han kom fra. Men her var han så besværlig, at han blev sendt videre hertil ... UDEN fugle!

 Da vi træder i land på øen, går det op for os, at vi er på vej ind i den sidste National Park i vores ferie. Øen vedligeholdes og fremvises af rangers, ligesom alle de andre parker, vi har besøgt. Og igen er kvaliteten af deres arbejde i top. Allerede på havnen, eller dock'en, som de kalder den, bliver vi modtaget med et foredrag og hvordan vi klarer os rundt og får mest muligt ud af opholdet. Gennemsnitligt plejede et ophold af vare 4-6 år, men vi må klare os med et par timer. Vi kan tage hjem med alle bådene, så vi kan selv bestemme hvor længe vi vil blive. Perfekt!

 Det er kolossalt blæsende på øen. Man skal holde på hår og solbriller, hvis det sidder løst. Fra øen har man et perfekt udsyn over byen. Denne udsigt har nok været den hårdeste straf for fangerne på øen. Så tæt på livet ... og alligevel så langt fra. Alle der prøvede at flygte, druknede i den kraftige strøm, som er i bugten.

 Herfra kan man også se, hvor stejle gaderne er i byen. De fremstår som åbne bælter, der ruller ned fra toppen af byen. Også herfra er "Transamerica Pyramid" bygningen tydelig at se. Til venstre er den store "Bay Bridge", som fører over til Berkely.

 Inde i fængselsbygningen får vi alle udleveret en lille bærbar afspiller, som med de indsattes og fangevogternes egne stemmer guider os gennem fængslet og alle dets funktioner. Dette fungerer HELT perfekt. I en lind strøm sluses folk igennem fængslet uden at der opstår propper. Igen beviser amerikanerne (og ikke mindst National Park folkene), at de har kæmpe styr på deres ting.
 Den indsatte fortæller i vores hovedtelefoner, hvordan de 4 fængselsgange A til D fungerede, og hvordan det var en speciel straf at sidde i blok D, hvor man gennem vinduerne kunne både se og høre San Francisco.

                                                                                                                                    Her ses "inmate Hanne" i sin celle.

 Ud over at fortælle om dagligdagen, var der selvfølgelig også lagt stor vægt på de berømte fanger, og de specielle begivenheder, der havde ramt fængslet. Det store oprør i 1946, hvor 14 blev dræbt fyldte meget, men også den berømte flugt i 1962, hvor 3 mænd rent faktisk slap væk, var der stor fokus på. Fængslet blev lukket kort efter af Robert Kennedy ... ikke på grund af flugten, men på grund af fængslets forfald. Det ville simpelthen være for dyrt at fortsætte det. Først for nyligt har National Parkerne taget over, så man kan få "glæde" af stedet for eftertiden.

 Her ses én af de tre celler, som de indsatte flygtede fra. De havde gravet sig ud gennem ventilations-risten og flygtet op gennem service-gangen bagved. Denne historie kendes fra filmen "Flugten fra Alcatraz" med Clint Eastwood ... dog er temmelig mange detaljer lavet om i filmen. Der ligger en dukke i sengen. Den havde de flygtende efterladt, så der gik længere tid, før flugten blev opdaget. Man fandt aldrig deres lig, som ellers var praksis med flygtede fanger. Derfor ved man ikke, om flugten rent faktisk lykkedes. Teoretisk kan de alle tre være i live endnu!

 Her er "inmate Hanne" på gårdtur efter rundturen i fængslet. Det var hundekoldt og blæsende! Men det har nok alligevel været forfriskende for de indsatte, der brugte mellem 16 og 23 timer i deres celler HVER dag. Først i midten af halvtredserne blev der installeret radioer i cellerne ... med TO kanaler. Blade og bøger fik man kun i mindre og stærkt censurerede versioner, så der har ikke været meget plads til fornøjelse. Nyheder fik de indsatte INTET af.

 Det var overraskende hvor mange mennesker, der rent faktisk boede på øen. Fængselspersonalet havde deres familier boende, og børnene blev sejlet ind til skole hver dag. Øen var så tryg at bo på, at beboerne låste aldrig deres døre!

 Turen havde taget temmelig længe, så de billeder, færgeselskabet havde taget af os, inden vi gik ombord, var fjernet. En amerikansk familie kan simpelthen ikke bruge så lang tid på dette ... men vi kunne altså. På sejlturen tilbage, havde Signe og Marie fantaseret og McDonald's mad, og der gik da også kun 30 sekunder efter at vi nåede fastlandet og gaderne i San Francisco, inden pigerne slog til og fik øje på Restaurant "Den gyldne Måge" ... som McDonalds også hedder. Når sulten er størst, er øjnene bedst ... ellers havde de vist ikke kunne se dette mikroskopiske skilt 500 meter væk!!!


  Efter maden besluttede vi at gå turen fra Fisherman's Wharf til Golden Gate. Dette var en frisk tur på 5-6 kilometer. Vi strandede dog på halvvejen, da en veritabel sandstorm rejste sig, da vi nåede strandpromenaden. Marie fik sand i øjet, og det var ikke nogen fornøjelse af gå i orkanen! Men der blev da lige tid til at tage et billede lidt tættere på broen, hvor der var sort af surfere. De var virkelig skrappe ... men det skal man vist også være for at overleve i dette farvand.

 Check lige surferen til højre ... han lavede saltoer med brættet adskillige gange, og han landede korrekt hver gang. Man kan se skumsprøjtet, hvor hoppet starter, så det er et temmelig langt spring, han laver. Blæret!

 Efter at have fået sandet ud af Maries øje (af sig selv), tog vi trolleybussen hjem til hotellet, hvor der blev dømt afslapning efter endnu en dag på 8 timer i sol og blæst. Hanne havde tilsyneladende ikke fået sol nok, så altanen blev taget i brug ... dvs. stolen blev sat ud på gangen, så hun kunne hilse på alle, der gik forbi.


 På grund af den sene frokost på McDonalds blev aftensmaden indtaget på den lokale restaurant i form af 4 portioner suppe.
 I morgen truer den sidste dag i ferien, hvor der lige skal tages billeder af et par steder til ... og helst også af søløverne. De var næsten alle sammen ude og shoppe fisk, da vi kom fra borde i dag.

Retur til Hovedside