27. - 28. juli: Yosemite National Park og ferie i Mariposa.
Uvist af hvilken grund fik vi ikke sat vækkeur i Reno, så vi kom noget sent op næste morgen. Da der ikke var morgenmad på hotellet, måtte vi også holde ind og spise morgenmad på en McDonalds. Klokken var derfor 10, inden vi svingede op på Highway 395, som skulle føre os hele vejen til Yosemite National parken. Turen var egentlig ikke så lang, men vi ville meget gerne kunne bruge så meget af dagen i parken som muligt.
Da vi drejede fra vej 395 kom vi straks ind i et område, som gav en
idé om, hvad der ventede i Yosemite. Vi måtte stoppe hele tiden for at nyde
udsigten, da vejen var stejle og smalle, og absolut ikke gav mulighed for at
nyde udsigter, mens man styrede.
Inde i parken fik vi det sædvanlige park-kort, og her kunne vi se, at vi skulle stort set gennem hele parken for at komme ud på den side, hvor vores hotel lå. Fra parken og til hotellet var så en times kørsel, så vi havde en temmelig lang køretur foran os. Men nu skulle vi først nyde parken og alle de fantastiske udsigter, den byder på.
Lidt inde i parken opsøgte vi et informationskontor, hvor vi overvejede, om vi skulle bestille nogle af de ture, som "Turen går til USA" anbefaler. De er dog MEGET dyre, og vi kan i hvert fald klare den ene selv uden at skulle køres. Den anden, er en længere køretur op til toppen af et bjerg, som man så kan gå nedaf på fire timer, så man kommer tilbage til sin bil. Desværre vil der være 37 grader på vej ned, får vi at vide. Dette lægger en dæmper på, hvor interesserede vi er. Vi beslutter os for at køre hen til de store træer, som vi gerne vil nå at se i dag. Så må vi overveje gåturen i morgen senere.
Vi var ikke kommet særlig langt før vi "strandede". Mange
af de små og store søer ser utroligt indbydende ud, og da vi så at andre
badede, stoppede vi op og holdt en temmelig lang pause, hvor vi både gik i
vandet og solede.
Andre både surfede og sejlede på søen. Det var tydeligvis folk, som
havde en længere ferie i parken. Vi måtte desværre videre, så vi satte os
tilbage i en hed bil.
Turen gennem selve parken kan absolut ikke kaldes en fornøjelse! Vejen
er smalle, der er mange biler, vejen bugter sig vildt, og folk vil gerne kører
noget stærkere end de påbudte 45 miles/hour. Udsigtsforholdene er også
elendige, da der i modsætning til Yellowstone ikke har været skovbrad her, så
træerne står som en mur helt ud til vejen.
Fremme ved selve Yosemite Valley kører vi heldigvis af på en forkert
afviser, og kommer ind på en ensrettet rundtur i dalen, der tvinger os forbi et
par fantastiske udsigtspunkter.
Klipperne skyder lodret i vejret fra dalen, og mange steder kaster
vandfald sig ud fra klippen. Ikke underligt at mange anser Yosemite for at være
én af de smukkeste parker i verden. Desværre har de fleste af dem valgt at
holde ferie her nu, så trafikken er slem. Det gør det ikke bedre, at vi
opdager et vejskilt, som oplyser om, at den ene af udgangene i parken er
spærret. Grunden oplyses ikke. Det betyder at rigtigt mange nu presses gennem
en stejl og besværlig omvej, for at kunne komme ud. Det er desværre også den
vej, som vi skal for at komme hen og se vores store træer. I temmelig lang tid
kører vi i kortege med lidt for høj fart gennem et utal af sving på
bjergsiden, der er rammet fuldstændigt ind af høje træer.
Endelig er vi fremme ved den farbare udgang, og her drejer næsten alle
fra. Kun ganske få forsætter en mile fremad og kommer hen til Mariosa Grove,
hvor alle de gigantiske sequoia træer står. Her tager vi en gåtur ud til det
største af dem, der hedder Grizzly Giant. På vejen kommer vi forbi nogle
"mindre" væltede træer, som er blevet skåret igennem for at man kan
passere på stien.
Stammerne er helt enorme. Det er tydeligt, at Hanne tænker: "Hvordan
får vi dette med hjem til brændeovnen?"
Vi overvejede at tage en grankogle fra træerne med hjem, men selv de
ville være for store at slæbe med hjem.
Fremme ved Grizzly Giant ser vi et træ, der er 1800 år gammelt, og
med en radius på 4,5 meter og 2*pi'er (her Signe og Marie), giver dette en
omkreds på næsten 30 meter. Imponerende!
De store træer er ikke så høje, som de er brede ved roden. De slutter
brat i 60-80 meters højde med en underligt spids. Her beslutter de sig
åbenbart for, at de er høje nok. De højeste kan dog blive op til 100 meter
høje. Selv om nogle andre træer i samme familie kan blive højere, er disse
træer på grund af deres tykkelse, de største levende ting på jorden. Og
dette 1800 år gamle træ havde da stadig mange grønne grene, selv om del var
knækket af og lå ved foden af det.
Ved Grizzly Giant mødte vi en dame fra Philippinerne, som bekymret
viste os et postkort, og spurgte om vi vidste, hvor dette træ lå. Træet hed
California Tree, og skulle ligge 100 meter fra giganten. Vi traskede videre,
selv om vi egentlig havde besluttet os for ikke at gå længere. Ganske rigtigt.
Ganske kort efter lå endnu et stort træ, men dette var udhulet, så man kunne
gå igennem det.
Det er en sjov fornemmelse at stå midt inde i et træ og stirre op i et
loft, der er massivt og forsætter 60 meter længere.
Nu var det ved at blive mørkt, og vi havde en god bid vej at køre,
før vi var i byen Mariposa og vores hotel. Turen var om muligt endnu mere
rædselsfuld end turen gennem parken. Hundrede vis af svinge skulle passeres på
vej ned af bjerget, og et automat-gear er ikke verden bedste bremse. Vi blev
kastet frem og tilbage i langt over en time, før vi var ude af parken, og nu
var det helt mørkt.
På dette tidspunkt besluttede vi alle enigt, at vi IKKE skulle tilbage
til parken dagen efter ... vi havde jo faktisk også set en stor del af den, men
gåturen må vente til en anden gang ... og en sæson, hvor her ikke er så
mange mennesker og så varmt.
Turen i mørket til hotellet foregik så vidt muligt i hælende på
andre biler, så vi havde nogle lygter at styre efter på de smalle veje.
Desværre troede dem, vi kørte efter, at de var på vej over saltsletterne i et
rekord-forsøg, så det gik temmelig stærkt.
Det viste sig nu at være vores held, for da vi var fremme ved hotellet
21.15, mente den rare dame i receptionen, at vi straks skulle skynde os ned til
den lokale restaurant, hvis vi ville have noget mad, inden de lukkede. Uden at
se værelserne kastede vi os derfor ind i bilen igen, og fulgte hendes anvisning
... alle 50 meter!!!! Vi skulle nok have gået!
Dette var et sand oplevelse. En meget venlig herre serverede nu
roastbeef med kartoffelmos og suveræn sovs til os alle ... uden tvivl det
bedste mad vi endnu har fået. Der var også temmelig fyldt, selv om det var
sent, men maden var altså også suveræn. Her skal vi spise igen i morgen.
(Roastbeef viste sig at være gammeldags oksesteg ... men det gjorde det absolut
ikke ringere!)
Tilbage på hotellet stener i ½ time hos pigerne og nyder resten af
filmen "Week-end med Bernie" på fjernsynet. Herefter fortæller en
vejr-mand om de varme-rekorder, der har plaget Californien i den sidste uge. 114
fahrenheit er målt ... rekorden er 115, så det er ikke så underligt, at vi
har stønnet i varmen. (114 fahrenheit svarer til 46 grader!!!!)
Og så faldt vi alle bevidstløse i søvn efter en MEGET lang ... men god
dag.
-----------------------------------------------------------------------------
Dagen efter Yosemite stod Hanne og jeg modvilligt op kl. 8 for at nå
morgenmaden inden kl. 9. Det foregik i god ro og orden, og hotellet har i
modsætning til mange andre steder god plads til gæsterne. Herefter lagde vi os
ud på pool-kanten og nød, at det endnu ikke var blevet så varmt.
Hanne og jeg har et værelse i huset til højre, og pigerne har deres eget
værelse i hotellet til venstre. Lige udenfor vores hus ligger poolen og en
lille hot-tub.
Men her er skam også det
vigtigste ... ingen tvivl om, hvor vi er.
Klokken lidt i 11 blev ungerne purret ... de var dog vågne og i gang med at se TV. Vi fandt det lokale supermarked, hvor vi købte lidt brød og juice mm., så vi sammen kunne spise kombineret morgen- og frokostmad. resten af eftermiddagen gik sammen på pool-kanten, indtil klokken var 15, og det var så varmt, at vi søgte tilflugt på kølede værelser for at læse, skrive dagbog og sove lidt.