Allerede mange miles før minen, kan man se, at noget er helt galt ... hvad laver de forkert farvede bjerge?
Turen mod Salt Lake City var totalt uproblematisk. Vi strøg lige igennem og landede i løbet af eftermiddagen. Vi ankom til SLC .. amerikanere elsker forkortelser ... i stegende hede. Noget overraskede over varmen, kastede vi os straks i pool'en på "Best Western" hotellet. En MEGET varm pool ... vi gætter på 28 grader.
Badeturen blev noget forkortet af, at pigerne havde fået lovning på,
at vi kørte "ned" i byen og så på et stort indkøbscenter, som
"Turen går til USA" omtalte rosende. Vi kunne være gået derhen, men
vi orkede det ikke i noget, der føltes som 40 graders varme! Selv tre etager
under jorden i parkeringskælderen var der kvælende varmt. Selve centret var en
kæmpe-skuffelse ... var dette et dårligt tegn om vores ophold i SLC? Centeret
har kostet 2 milliarder kroner at bygge ... og vi skyder på, at de har delt
beløbet med 1000 og lagt det på alle varerne!
Vi slap da ud af parkeringskælderen uden at betale, da vi var der i langt
under en time. Lidt deprimerede fandt vi en hurtig restaurant, og kastede en
sandwich i halsen som aftensmad.
Natten var et støjhelvede. Man kan vælge mellem at blive stegt eller sove i 80 dB støj fra en aircondition, der kunne overdøve en jumbo-jet! Vi valgte støjen ... trods alt.
Nu skulle SLC opleves. Vi havde planlagt at køre til verdens største
hul i jorden, Bingham Kennecott's kobber mine. Dette skulle være det største
menneskabte hul, da det er en åben mine. Man skulle kunne se den fra
verdensrummet ... hvilket vi senere så beviser på i det fremragende
besøgscenter ved minen.
Allerede mange miles før minen, kan man se, at noget er helt galt ...
hvad laver de forkert farvede bjerge?
Det er bare overskudsmateriale fra hullet/minen, som gigantiske
lastbiler har smidt ud over siden. Selve hullet er en kilometer dybt og 2½ i
bredden ... det er gigantisk!
Prikkerne nede i hullet er de store lastbiler, som er på størrelse med
et to-tre etagers hus!
Hvis man er i tvivl, så er her ét af de dæk, som hver lastbil er
forsynet med.
De to pygmæer ved siden af dækket er Signe og Marie!!!! Et sådan dæk
koster 25.000$ ... lastbilen ca. 2 millioner $. Da minen kun indeholder 1%
kobber i jorden, skal der virkelig graves nogen mængder ud, før det kan betale
sig ... og det gør de så! Efter at have betragtet det store hul, gik vi ind i
det fine besøgscenter, så film og betragtede de mange modeller, som viste
hvordan det hele fungerede. Rigtigt godt lavet!
På vej tilbage faldt Signe over et "Recreation Outlet", hvor rygsæk og sovepose, som hun havde fået penge til fra bedsteforældre og Jens i studentergave, blev indkøbt til fordelagtig pris. Herligt! Så var der råd til LIDT mere shopping.
Nu skulle vi være kulturelle! Derfor kørte vi tilbage til SLC centrum for at se på alle malerierne af USAs præsidenter på State Capitol, dvs. regeringsbygningen i Utah, som er magen til alle andre regeringsbygningerne i staternes hovedstæder. (Inkl. Washington!). Dog kunne vi på lang afstand se, at der var noget galt. Den karakteriske hvide kuppel var helt gemt i stilladser. Da vi kom tættere på, kunne vi se, at hele bygningen var dækket til, og mange døre og vinduer var lukket med træplader. Det viste sig meget hurtigt, at vi ikke kunne komme ind i bygningen. Øv!
Nåh! Vi lader os jo ikke sådan slå ud, så vi satte kursen mod SLCs
centrum for at se mormonernes højborg og Tabernaklet, som er den store sal,
hvor de holder gudstjenester. Hurtigt derhenne smed vi bilen, og gik derover.
Det var nu ved at være pænt varmt, så vi orkede ikke at vente på en
rundvisning til de mange bygninger ude i solen. Vi smuttede derfor lige ind og
kiggede på en kopi af Thorvaldsens Jesus figur i den første bygning.
Baggrunden er malet på en stor kuppel, så det ser meget flot ud.
Da vi kom ud igen, havde vi lige misset rundvisningen. Vi kunne dog se,
at de var vandret ind for at se på Jesus igen, så vi besluttede selv at gå
hen og se Tabernaklet og høre den fantastiske akustik ved det store orgel.
Nedtur! Igen skjulte store stilladser hele bygningen, og det var absolut
umuligt at komme ind. Sig mig ... er alt hvad der er værd at se i SLC under
ombygning???? Åbenbart! Vi så dog en mindre kirke ved siden af, hvor et par
unge mormon-piger i fornuftige sko (med andre ord lidt klodsede) sang for et par
japanske turister. Der er i det hele taget mange af disse piger, som går rundt
og tilbyder rundvisninger ... ganske gratis (de skal jo forkynde Guds ord).
Let irriterede over at vi ikke kunne se NOGET af det, vi var kommet til
SLC for, GAD VI IKKE se den gigantiske konference-sal, som de har på den anden
side af vejen. Salen kan rumme 21.000 mennesker!
Vi nøjedes med at betragte springvandet ned af bygningen ... og drømte
om at stille os over under det.
Pigerne var SÅ skuffede over ikke at have set noget af dette, at de
insisterede på, at vi gik på det nærliggende "Museum of Church History
and Art". Desværre snublede jeg på vejen og brækkede et næsehår, så
jeg mente derfor ikke, at museums turen kunne gennemføres. (Det havde ellers
været en god trussel, at tage pigerne med her!)
Lettede over at de slap for dette, gik der kun 2 minutter på bagsædet
...
Man kunne jo tro, at de sover - men nej! De lader mentalt op til det
"outlet", som vi er på vej ud til nu. Vi har besluttet, at Salt Lake
City er et hul i jorden ... selv om overskriften nok oprindeligt havde været
"SLC og Verdens største hul i jorden." Vi diskuterer også, hvor lidt
trafik, der rent faktisk er i byen. Hanne mener, at der er mere liv i Hobro!
(Undskyld til Hobro!)
Ved det store forretnings-outlet kommer man pludselig i tanke om, hvor
der var Olympiske Vinterlege for et par år siden ... baggrunden til centeret er
de berømte ski-hop baner.
Vi ankom til centeret kl. ca.15.30. Første møde aftale var kl. 17.
Her havde jeg allerede sat mig på en bænk og læst i min bog ½ time. Da Hanne
ikke dukkede op til tiden, gik pigerne igen med den aftale, at de ville vende
tilbage kl. 18. Denne gang gik noget også galt, så fra min bænk samlede jeg
poser sammen og prøvede at koordinere et møde, hvor alle 4 igen ville ankomme
samlet. Her er et midt-vejs billede, hvor bænken endnu ikke er helt fyldt.
Kl. 18.45 aftalen kiksede pga. en lang kø i et prøverum, så først ved
19.30-tiden, kom alle tre damer anstigende sammen ... de var tilfældigt rendt
på hinanden. Nu var bænken også HELT fyldt med poser, så jeg kunne ikke
længere sidde der selv, hvis det skulle fortsætte. Vi besluttede derfor at
stoppe, og tage noget mad på vejen hjem.
Resten af aftenen på hotellet gik med at stoppe i kufferter ... og prøve at udtænke, hvordan vi forklarer tolderne i Kastrup, at vi kun har købt for de lovlige 1300 kr. hver!!!!!!