Det ligner simpelthen en kulisse fra "Coyote & Roadrunner" tegnefilmene --- meep meep! Kan I ikke se ulven og roadrunner hoppe fra klippe til klippe?
15. juli : Aften:
Allerede om aftenen i går, tog vi en kort tur til Arches National
Park. Det var så tæt på solnedgang, at indgangs-kontrollen var lukket, så vi
fik ingen brochurer, men kunne dog uhindret køre ind. Vi satte straks retning
mod "The Windows", som skulle være den korteste strækning at gå.
Der gik dog ikke lang tid, før vi måtte holde ind ved "Balanced
Rock". Dette er en typisk klippe i parken, men den store sten på toppen er
nok lidt større en resten.
Det ligner simpelthen en kulisse fra "Coyote
& Roadrunner" tegnefilmene --- meep meep! Kan I ikke se ulven og
roadrunner hoppe fra klippe til klippe?
I det hele taget ligner alt i parken noget, der er lavet af ler-klumper, som
totalt mislykket er sat sammen, og som er smeltet mens det blev brændt.
"Det ligner et mislykket ler-værksted" konstaterede Hanne tørt. Men
nogen i Stonehenge har også kunnet hente inspiration her:
Og
tørt er her - og kolossalt varmt. Selv om klokken var 10 minutter i solnedgang,
er luften og vinden brændende, og man gisper i heden. Så selv en kort gåtur
på 10 minutter ud til de to "vinduer" gør én gennemblødt af sved.
På parkeringspladsen opdager pigerne noget rigtigt morsomt ... stakittet er
meget holdbart ... det er nemlig er træ-immitation, der er lavet af brun
plastic!!!!
"Vinduerne" var flotte. (Kun det ene kan ses her!) De store buer er skabt af den
lagdelte klippe, hvor det underste lag har været salt, som efterhånden er
skyllet væk. Saltet har nogle steder været op til flere hundrede meter tykt,
da havet tørrede ud, og ovenpå dette har aflejringer gennem millioner af år,
presset materialet sammen til klipper. Vinden, regnen og ikke mindst
frostsprængninger har så gjort resten. Klipperne tager sig virkelig smukt ud i
lyset fra solnedgangen. De er røde i forvejen, og lyset fremhæver nu dette,
så klipperne gløder. Vorherre prøver stadig at brænde sine lerskulpturer,
så de ikke synker yderligere sammen.
--------------------------------------------------------------------------
16. juli :
Pigernes minimale (og efterhånden forståelige) interesse for klipper betød, at Hanne og jeg stod op kl. 7 og hastede til lobbyen, for at indsamle kaffe og brød, som kunne indtages på vej til Arches National Park. Derfor var vi ved parken allerede kl.8. Vi fik udleveret et kort over parken, og satte kursen mod den smukkeste af broerne: Delicate Arch. Denne bue er afbildet på alle nummerplader i Utah.
Vi var vidende om, at der var ½-1 times gåtur ud til buen - netop derfor var vi her så tidligt med udstyret i orden ... dvs. lige nu opdagede vi, at posen med kort og VAND, var blevet efterladt på hotellet, da vi tog morgenmad. Hvor tåbelig kan man være? En eftersøgning i bilen afslørede en sjat vand i en flaske på bagsædet hos Signe. Ikke meget ... men forhåbentlig nok til at klare turen.
Og det var VARMT! Efter et kvarter var Hanne dyb-rød i ansigtet af
varme. Vi mindedes hende ildebefindende i Texas på en lignede tur, så vi
prøvede at finde lidt skygge, hvor vi kunne holde pause og indtage et par
dråber vand. Det var en lang tur, men den var absolut anstrengelserne værd.
Delicate Arch er muligvis ikke så stor, men den står i fantastiske omgivelser
af glatslebne røde klipper, og med en baggrund, der deles af blå himmel og
bjerge i det fjerne. Selv om den "kun" spænder 13 meter, virker den
absolut stor, når vi står under den. Tak til både nordmænd og japanere for
venlig assistance med fotografering!
Begejstrede over at skulle gå ned igen, delte vi de sidste dråber
vand og vendte næsen tilbage mod parkeringen. På vejen ned fortalte vi
stønnende mennesker, hvor langt de havde op ... indtil vi nåede op over et
kvarter. Det ville vi ikke afskrække dem med. Her har vi selv gået ca.
halvvejen ned ... der var langt i heden. Parkeringspladsen med ca. 100 biler er
rammet ind i det fjerne.
Vi fandt hurtigt et sted på kortet, hvor der var vand ... og hastede
derhen. Tænk hvilken oplevelse, det må have været for folk i gamle dage. Her
har de kæmpet sig gennem ørkenklipperne, deres feltflaske er tom, og de er lige ved at dø af tørst
... og så står den der: Vandhanen!
I dag reddede den i hvert fald vores liv, selv om smagen afslørede, at
vandet nok blev transporteret dertil i gummislanger.
Nu var klokken 11.30, og det var allerede alt for varmt til at gøre
andet ... end at tage tilbage til hotellet og kaste sig i pølen ... det er jo
trods alt ferie. Det passer Signe og Marie NOGET bedre end at vandre i
ørken-natur-parker.
Hen på eftermiddagen var vi frokost-sultne og kastede en sandwich i halsen.
Herefter gik turen mod endnu en nationalpark:
Canyonlands National Park. Som navnet antyder ENDNU en park med canyons og
flotte udsigter. Vi lovede pigerne en is, hvis de kunne frembringe begejstring
over en udsigt, men det tætteste vi kom på det, var vist et suk! Det tog dog
"kun" et par timer, hvor Hanne og jeg for sidste gang svælgede i fænomenale
udsigter, som denne gang fik yderligere dybde af skiftende
skydække. Vi lavede en rigtig "japanertur", hvor vi kun standsede ved
de tre højdepunkter og gik ganske kort fra bilen. Hele parken er ligesom flere
niveauer af kratere inden i hinanden ... og nederst løber Colorado-floden igen.
Aftensmaden blev gentaget i vores "favorit" italienske restaurant med de suveræne pizzaer. Og herefter var det på hovedet i seng kl. 23.30 ... en lang køretur truer i morgen på vej mod Yellowstone.
--------------------------------------------------------------------------
17. juli :
Aaahh! Hanne og jeg snuppede LIGE én gang Arches til. Uret ringede kl. 7, og noget hurtigere end i går, kom vi ud af vagten medbringende morgenmad. Og denne gang huskede vi vandet!
Hurtigt fremme ved parken, stilede vi direkte mod det fjerneste punkt, som er
den største bue i parken: Landscape Arch.
Den er imponerende og spænder over 91 meter! I 1991 faldt et stort stykke
ud af den, og med de revner, der nu tydeligt står frem, er det vist kun et
spørgsmål om tid, før den endeligt opgiver rettigheden til at være en "arch"
og overgår til at være 2 almindelige klipperstykker. Vi nød synet af den, og
hastede tilbage gennem de snævre passager, som ledte tilbage til
parkeringspladsen. En noget mere interessant sti, end den vi havde i går morges
op over de stegende hede glatte flader til Delicate Arch. Tiden var løbet
ud, så vi opgav at se andre broer i denne omgang. Vi var derfor hurtigt tilbage
på hotellet og fik pakket bilen.