Vækkeur og Hannes mobilitelefon klimtede kl. 6 ... lige efterfulgt af Maries mobiltelefon, der med Signes skingre stemme skrålede "Der er et yndigt land!". Den skal vi IKKE vækkes af igen! Vi var klar til endnu en klam US-breakfast, som de undskyldende nok kalder "continental". Det er vist KUN på det amerikanske kontinent, at man kan få så vamle og smattede morgenbrød ned. Vi sprang let hen over det og priste os lykkelige over, at vi har rigtigt brød i køleskabet, som vi kan spise på vejen til Mesa Verde.
Turen til parken er ikke helt så lang, som Rangeren fortalte mig i
går, så vi er i god tid ved Cliff Palace, så vi kan traske ned og kigge på
udsigten over det, inden turen starter. Kors hvor er det imponerende. Et kæmpe
kompleks af små forrådskamre og stentårne bygget i en hulning under et
gigantisk klippefremspring, så det er beskyttet for vind og vejr.
Der går ikke længe, så kommer Marc, vores Ranger, der skal fortælle om stedet og føre os ned til det. Han starter med at fortælle om Anasazi indianerne, som levede af at dyrke jorden på toppen og fange lidt vildt. Bygningerne blev mest brugt som lagerrum og templer for rituelle handlinger. Dog mener man, at de boede i dem om vinteren, når alt er dækket af sne her. Vi er i 2500 meters højde.
Vi er ca. 50 mennesker i forsamlingen, så det er ikke nemt at fotografere, uden at få alle turisterne med. Vi er et par stykker, der slås om at være de sidste til at forlade stedet, så vi kan få nogle gode skud i kassen. Selve Cliff Palace er bygget temmelig præcis mellem 1260 og 1280, Det kan man se på træet, der er brugt i bygningerne. Man kan også se på andet træ, som man har fundet, at der efterfølgende har været en tørkeperiode på 23 år, som har tvunget alle til at rømme bygningerne. Dette er langt fra den eneste af typen i parken. De ligger spredt over det hele, og fælles for alle i klippehulerne er, at de har været beskyttet for fjender, der måske ville røve forrådet af mad og vand. Faktisk er det kun på de lokale, der kalder indianerne for Anasazi, for de "professionelle" mener, at disse indianere drog videre og begyndte at bygge puebloer på overfladen. Man kalder dem derfor også for "Ancestrial Pueblo indians".
Jeg skulle lige foreviges på stedet. Lige siden jeg så en model af
stedet på Denver naturhistorisk museum, har jeg gerne ville være her selv.
Vi tager bilen hen til næste rundvisning, men på vejen kommer vi
forbi et skilt med navnet "House of many windows". Vi standser og
prøver at få øje på det, på den modsatte klippevæg ... prøv selv at
spotte det på det venstre billede. På det højre er det lidt nemmere, men her
har kameraet også zoomet for os.
Alle bygningerne, som ikke lå på overfladen, har været godt gemt.
Det har heller ikke været nemt at komme til dem, og det har selvfølgelig
været hele idéen i det. Derfor skal vi klatre en del, for at komme til sted
nummer to, som hedder Bacony House.
Alle kvinder i forsamlingen brokker sig over, at mændene fotografere dem, mens de kravler op ad stigerne. Kan man nu forstå det?
Oppe på selve afsatsen er der tale om en lille balkon, hvor der både
er forrådskamre, kamre til ritualer og så en smule boliger. Udsigten er
fantastisk over dalen.
Vi kom ind af en "ny" vej, som er lavet til turisterne. Vi
fortsætter til gengæld ud af indianernes oprindelige indgang, som var en stor
fordel for indbyggerne, men en bagdel for evt. angribere. (Fnis!)
Man er nødt til at kante sig ud, hvis man er næsten 2 meter og har
brede skuldre. Der kommer faktisk et par stykker hvert år, som er så tykke, at
de må tages ud via indgangsvejen. Efter denne prøvelse mangler man kun at
klatre op ad klippen. Trinnene er forbedre lidt, men det er stadig stejlt, og
der er langt ned i afgrunden. På trods af dette, har man aldrig oplevet at
turister skvatter ned, så det er nok ikke så farligt, som det ser ud.
Alligevel var Marie nu TOTALT udmattet af at se på "sten", så hun
anmodede om at blive båret ... hvilket vist er 10 år siden sidst.
Men det var ikke kun Marie, der var træt efter at have været tidligt oppe.
Vi var kun lige kommet tilbage til hotellet, da alle sank om. (Billedet er IKKE
arrangeret!)
Dette fortsatte et par timer, indtil vi kastede os ned til swimming poolen.
Det gik nu op for os, at det vil tage 4 timer at gennemføre turen i morgen i
Mesa Verde pga. store afstande i parken. Vi blev derfor enige om at droppe det,
og i stedet sove længe, bade i pølen inden vi tager af sted, og så se et par
andre spændende ting på vejen til Moab, hvor "Arches National Park"
ligger.
Efter lidt kombineret sen frokost/tidligt aftensmad tog vi bilen hen til den lokale biograf og så "Pirates of the Caribbean II", som var totalt vanvittig, imponerende lavet ... og først bliver afsluttet i nr. III. Og det var lidt forstyrrende at damen foran havde taget et barn to TO år med i biografen. Hun opgave først skrigeriet og planløs futten omkring et kvarter før filmen sluttede.
På vej tilbage skulle pigerne lige shoppe lidt i Walmart, så de shoppede mens jeg skrev dette ... fra 21 til 22. Godt at butikkerne ikke har åbent så sent i Danmark!