Efter at have kigget lidt på dem konstaterer Marie: "Her er meget gran og lidt canyon".
11. juli om aftenen:
På vej mod Grand Canyon sent tirsdag aften støder vi på en masse hjorte,
der går og græsser i skoven.
Efter at have kigget lidt på dem konstaterer Marie: "Her er meget gran og
lidt canyon".
Marie har ret! Vi er kommet for at se solnedgang ... ikke hjorte. Vi finder
hurtigt en parkeringsplads, men her er godt fyldt op. Alle skal se solnedgang.
Det lykkes dog og ... så kommer suset. Et helt ufatteligt syn. Det er som om en
kæmpe har trukket i sletten, så den er revnet på kryds og tværs, og tilmed
faldet sammen, så toppene er eroderet og faldet ned i slugten. Mange af toppene
ligner den trinpyramide vi så i Ægypten.
Der er 17 km. over til den modsatte bred ... eller nordlige rim, som det hedder.
Midt i det hele er der en dybere slugt, hvor vi ved at Coloradofloden slynger
sig, men den er ikke til at se herfra.
Mens Hanne og jeg til en afveksling falder i snak med et par danske piger,
søger vores piger hen for at nyde udsigten.
Og hvilken udsigt!
Solen er på vej ned og kaster lange skygger, som gør det tydeligt at se
alle formerne i dalene. Utrolig! Ufattelig flot!
Vi ser solen gå ned og tager tilbage til vores hotel.
-----------------------------------------------------------------------------------------------
12. juli :
Onsdag morgen ringer Hannes mobilitelefon kl. 04.30 ... hvilket ikke var så
underligt, da vi selv har sat den til at vække os. Vi skal op og se solopgang.
Marie har det skidt og har ondt i hovedet, men hun vil alligevel med.
Vi er langt fra de eneste ... her er faktisk forbløffende mange, som i stilhed
nyder det smukke syn, da canyon'en forvandler sig fra en diset slette til en
storslået mængde former og farver, da solen første stråler rammer klipperne.
Vi nyder det, og tager herefter tilbage til hotellet for at spise morgenmad.
Straks efter pakker vi igen vores rygsæk med vand, så vi er klar til at gå
ned i selve canyon'en. Marie melder desværre fra. Hun er sløj, og foretrækker
at gå i seng igen. Lidt triste forlader vi hende og tager bilen tilbage til
parken. Man bør ikke gå ned i canyon'en mellem 10 og 16, da det simpelthen er
for varmt, men vi starter kl. 7.30, så vi har intet problem, specielt ikke da
vi har valgt en rute, hvor stien ligger i skygge fra klippen næsten hele vejen.
Det er en helt anden oplevelse at gå nede mellem klipperne end at betragte dem
fra oven ... om muligt endnu mere imponerende.
Vi når efter en time det mål, som vi har sat os; udsigtspunktet "Ooh Aah"!
... og der ER oh! og ah! Der er mange andre vandrere her, så der er rigeligt
med folk til at tage billeder af hinanden.
Her møder vi også en ny ven, som fuldstændigt uden frygt pisker rundt på
de lodrette klipper. Nogle amerikanere konstatere, at de ALDRIG har set så tykt
et jordegern. "He is chunky!". Således døbt "Chunky" sad
vi lidt og betragtede ham, mens han flød i solen kun et par meter fra os.
Det var ved at blive varmt, og vi gik op igen, så vi var hjemme kl. 10. Her fik vi igen lidt at spise og drikke, og alle pigerne tog sig en lur, mens jeg kiggede lidt på billeder. Det blev dog også til et par timers søvn, for vi vågnede alle omkring kl. 14.
Efter at have spist lidt frokost tog vi af sted igen ... desværre IGEN uden
Marie, der stadig foretrak sin seng. Denne gang gik vi langs selve kløften og
nød udsigten. Vi stoppede hele tiden op for at kigge, så det gik ikke så
hurtigt.
På skilte langs ruten blev vi belært om tilblivelsen af Gran Canyon. Alle
kløfterne på tværs (altså lodret på billederne) er lavet af jordskælv og
erosion. Resten er dannet af floder eller regnvand.
Her har også været minedrift af kobber. Faktisk var mineejeren så smart, at
han indtil 1903 tog 1$ pr. næse, der ville se canyon'en ... det må have været
en guldgrube dengang ... langt mere værdifuld end en smule kobber.
Og så dukkede Coloradofloden tydeligt frem med brusende fald dybt, dybt
under os.
Langs hele vores rute kørte der shuttle-busser på vejen, så man kunne
komme frem og tilbage. (Man må jo ikke køre i bil på mange af
strækningerne.) Desværre samlede de ikke folk op på alle stop, så vi
besluttede nu at springe på en bus, for at være sikker på at komme med
tilbage, når solen var gået ned. Det havde dog næppe været nødvendigt, da
den rare busdame på vejen tilbage konstant var i walkie-talkie kontakt med park-kontoret om opsamling af gæster. De gør sig utrolig stor umage for, at ingen
strander langs afgrunden efter mørkes frembrud. Det er meget professionelt
arrangeret. Ud af bussen nåede vi lige at se solen sidste stråler ... så var
den anden solnedgang ved Grand Canyon godt overstået.
