Det var igen en dag med kold vind, men der var ingen skyer,
som generede solen. Med lidt indpakning kunne ví ligge mellem de to store pools,
som absolut ingen benyttede. Lige her ser det dog varmt nok ud!
Jeg snorklede til gengæld i næsten en time i det
lune vand ved kysten, så det var herligt – men koldt at komme op. Jeg fik aldrig
rigtigt varmen igen, selv ikke efter et varmt bad.
Udenfor hotellet fandt vi en lækker taxi, som blev kørt af
Iman. Han kørte som en drøm i sin "limousine". I Egypten er bilvragene
taxier, og de efter danske forhold normale taxier er limousiner! Begejstrede over denne transport
aftalte vi med Iman, at han skulle hente os igen kl. 21. Vi gik straks hen til
den thailandske restaurant, hvor vi spiste indendørs og fik dejlig mad. Den
store fordel ved Thai-mad er, at man bare får svunget fade ind. Så kan alle
tage fra fadene og spise det, de har lyst til.
Efter maden traskede vi lidt rundt og så os omkring.
Efter endnu et par ægteskabstilbud, gik vi hen til vores faste supermarked, som
ligger på første sal. Man går op ad en metaltrappe, og inden man går ind i
butikken, kan man kigge ned i baggården. Det er unægteligt noget anderledes end
baggårde i gamle Danmark. Under åben himmel er der placeres møbler, og TV'et
kører med fuld styrke på lyden. Regn er vist ikke noget man ser hver dag! Det lykkedes os at købe Haribo lakrids!!!
De er vist MEGET vant til turister!
På vejen hjem blev
vi enige om at bestille Iman til igen i morgen. En rigtig feriedag – dog lidt for kold.
Fredag d. 7. januar 2005.
Der var noget mindre vind fra morgenstunden. Vi var stået ½
time tidligere op for at kunne vælge mellem mere til morgenmaden. Det betød så
også, at vi allerede lå i solen kl. 9.30, og det var faktisk en del varmere end
i går. I løbet af dagen lagde vinden sig helt, og så blev vi virkelig stegt –
herligt!
Det trængte vi til. Som man kan se på billedet ligger de to pools i flere
niveauer. Det er den nederste til venstre, hvor der er mest læ ... og altid
proppet med mennesker. Men i dag var det så varmt, at vi fint kunne ligge oppe
og nyde freden. Og for at det ikke skal blive FOR fredeligt, så er det jo godt
at man har spille-maskinen med.
Hanne og jeg snorklede ved middagstid, og Signe var
med en tur om eftermiddagen.
Her fik vi så fotograferet vores lille dragefisk rigtigt tæt på. Den falder ganske godt ind
blandt korallerne. Den er aldeles fredelig, selv om den er dødgiftig.
Efter at vi havde været i bad, samlede Iman os op præcis kl. 18 som aftalt. Det
viste sig at den planlagte egyptiske restaurant bare var thai-restauranten fra i
går med et andet spisekort. Så gik vi hen til den nærliggende libanesiske
restaurant og fik hhv. mix
kød og fisk, og det var rigtig godt.
På vej tilbage så jeg igen på det askebæger, som jeg havde
pruttet om de sidste par aftener. Det er virkelig hade-askebægeret til
Calle&Connie, så nu købte jeg det. Glæder mig til at vise dem det. Pigerne købte
T-shirts, og vi shoppede i vores sædvanlige supermarked … og fik endda øl et
sted på vej tilbage til Imans ventende taxi. Tilbage på hotellet venter den
sædvanlige kunstneriske opsætning af vores håndklæder. Når personalet får
drikkepenge kvitterer de med disse pragtfulde skulpturer.
Endnu en perfekt slappedag.
Og se lige hvor glad Connie blev for, at vi endeligt har fået et nyt
askebæger i huset. Det forrige blev indkøbt i Zimbabwe i 1986, så det var ved at
være lidt slidt.