Stod tidligt op og spiste af det store udvalg der er, når
man kommer først. Dagens udflugt var dykning fra båd. Vi var klar ved bussen kl. 8,
men havde glemt vores pas. Spænede hele vejen tilbage til lejlighederne og
hentede dem. Dagens motion! Jeg kunne dog være kravlet tilbage, da nogle af de
andre passagerer forsinkede bussen en del.
Det var vores gravide yndlingsguide
Mette igen. Ligesom på turen til Cairo var hendes forældre med på turen, og vi
var også på hendes hold, da vi blev fordelt på både i Naama Bay.
Vi havde startet dagen på madrasser i skibets stævn, men
en lille lidt mentalt handicappet dreng ”Olli” opførte sig så uregerligt, at
han faktisk ødelagde fornøjelsen ved at ”tosse” rundt. Heldigvis tog vi alle
vores ting med
os, da vi rejste os for at dykke. Allerede ved første stop skulle vi dykke.
Det var temmelig skyet og MEGET blæsende, så alle rystede
af kulde under omklædningen. Jeg var desværre meget ”grounded” på grund af min
operation, så jeg nøjedes med at fotografere pigerne, mens de kravlede i de våde
og kolde dykkerdragter og tog trykflaskerne på.
Signe og Marie var først i. Det
gik helt smertefrit, og de var gode til det,og synes begge, at det var fedt. De
næste i rækken var Mettes forældre, som vi videofilmede for. Til sidst var det
Hannes tur.
Hun fik dog for lidt vægt i sit bælte, så hun havde svært ved at komme under
vandet med sin instruktør. Under hele turen holder instruktøren fat i sin
partner, men Hannes instruktør måtte presse hende ned i strakt arm, så
instruktøren
var totalt kvæstet bagefter.
Jeg snorklede imens og fotograferede under vandet. Her trækker instruktøren
Hanne ned, mens hun trykudligner.
Man besluttede sig for at spise frokost, mens vi lå i
bugten ved Ras Mohamed dykker-reservatet, da det ville gynge for meget, hvis vi spiste, mens vi sejlede. Det var
en flot og fin buffet, som mandskabet havde frembragt her på deres hjem -
skibet. De boede på skibet, så efter muslimsk tradition tog vi skoene af og gik
barfodede rundt hele dagen, da vi jo var i deres hjem. Vi tog vores mad og gik
ovenpå for at spise, selv om det luftede temmelig meget. De fleste andre spise
inden døre.
Efter maden sejlede vi videre. Det var blæsende og koldt, og én af dykkerpigerne proklamerede, at det regnede. Det var i så tilfælde ikke meget. Ved næste stop skulle Mette virkelig presse pigerne for at få dem i vandet. Der var sort af skibe på dette sted, og jeg oplevede at ligge bag et skib, der startede skruerne. Det var absolut ikke en oplevelse for dårlige svømmere. Skræmmende! Her kan man virkelig tale om stærk strøm. Noget bekymrede over dette diskuterede vi med hinanden i vandet, om vi overhovedet turde svømme ind mod revet og snorkle. Vi besluttede at gøre det, og strømmen var ikke så slem, når man kom længere ind. Det var dog en minimal oplevelse, da det var skyet, så det dybe vand var uklart og det var svært at se noget. Vi svømmede uden problemer tilbage til skibet, hvor de tilbageværende ikke frøs mindre end før.
Efter en kort sejlads nåede vi frem til det tredje og
sidste dykkersted. Her kunne selv ikke jeg overtales til at hoppe ned mellem
virvaret af store sejlende motorbåde, så vi nøjedes med at betragte de modige,
der begejstret gjorde det. Men pigerne frøs bravt.
Vi betragtede også "Olli", der stadig tossede rundt i
sin egen verden og smed folks flasker overbord, når han troede, at folk ikke så
det. Da vi sejlede igen, manglede en herre sine svømmebriller i et
flaskelignende foderal. Man anede nok hvor det nu befandt sig. Det blev ikke
bedre af at ”Oli” for øjnene af ejeren drønede at par badebukser ud over
rælingen. Den stakkels enlige mor betalte straks for skaden – og det var endda
hendes fødselsdag. Vi havde noget ondt af hende - men var glade for, at vi ikke
havde efterladt nogle af vores ting ubevogtede.
På vej tilbage sejlede vi forbi vores hotel, der tydeligvis
ligger blandt en række af hoteller, når man ser det fra vandsiden.
Tilbage i bussens varme lykkedes det Marie at falde i
søvn på den
korte tur tilbage til hotellet. Pænt farvel til Mette og hurtigt ind og lave
varm te.
Nu sov og læste vi i to timer, inden turen gik mod hotellets
restaurant. Vi ville spise varmt indendørs. Her var en kæmpe kø for at komme ind, og nogle af danskerne fra
dagens udflugt kom ud derinde fra og erklærede, at det var for dyrt og for
ringe. Vi besluttede os derfor for ”room-service”, som meldte sin ankomst tre
kvarter senere ved at smadre en øl lige udenfor hoveddøren. Den stakkels tjener!
Bakkerne er KÆMPE-store. Suppen var fin, men maden var en moderat oplevelse.
Herefter hentede vi is i baren, og jeg prøvede IGEN forgæves at booke shuttlen
til byen til i morgen. Den var helt fuld, og jeg gentog min udtalelse om, at
denne service var en ”joke”. Tilbage igen drak vi kaffe og segnede. Blæsten
taget i betragtning havde vi fået luft for tre dage.