03-04. januar 2005 : De 6 ferie-S'er.

3. januar 2005. 

En dag med de 6 ferie-S’er: Sove, Slappe, Svømme, Sole, Spise & Shoppe.

 Vi fik kun sovet 6 timer, da vi jo skulle nå morgenmaden. Jeg prøvede at fixe undervandskameraet, men det lykkedes ikke. Videre til solstolene, hvor det blæste lidt rigeligt, så det var ikke varmt nok. De har stadig ikke fået alle stativerne ned fra nytårsfesten, men det var også gigantisk. Vi har åbenbart haft telt helt ud over en af pool'ene.

Vi badede kun i pølen én gang. Selv om det så meget smukt ud, så var det køligt. Ved halv fire tiden hoppede Hanne og jeg i havet og snorklede i ti minutter … så var vi kolde.

Det hjalp MEGET med et varmt bad. Kiggede på solnedgangen – ikke fra terrassen, men gennem glasdørene.

 Efter en lang snak med en belgier, som var vild med nil-cruises (det må blive uden børn), tog vi en taxi til Naama Bay, hvor sælgerne nu ikke overfaldt os. Kan man se på os, at vi nu er erfarne turister???
Det lykkedes os nemt at finde et billigt undervandskamera, Hanne købte egyptisk Nivea (tegnene kan ikke gengives her) samt drikkevarer og lakrids! Pigerne shoppede lidt i de mange butikker. Alle de unge mænd i butikkerne vil fotograferes OG GIFTES med pigerne. Signe og Marie lader sig indtil videre frivilligt afbilde!

Vi spiste på PizzaHut, da ingen maver var til de store eksperimenter. Turen tilbage i taxi var rædselsfuld. Vi passerede et sted, hvor to voldsomt smadrede biler lige havde mødt hinanden - tilsyneladende under en u-vending. De kører som VANVITTIGE!
 En hurtig kop te og så i seng. Turen i går sidder stadig i benene.

4. januar 2005.

 Endnu en 6-s-dag. Snorklede alene efter morgenmaden - og efter at have vasket 4 par bukser. Hotellet er nydeligt bygget, og man kan jo ikke klage over udsigten.

Vi solede til kl. 15, hvor Hanne og jeg snorklede igen. Det bliver man ikke lige træt af … og nu havde vi jo et undervandskamera til at forevige den lille dragefisk med.

Vi brusede og klædte om i vores dejlige værelser. Det hele virker temmelig nyt.

 Så vi var klar til at tage hotellets shuttle-bus ind til byen. Vi havde fået nok af dødskørsel i taxier. Det viste sig, at man skal reserve plads i bussen dagen før – det er sgu’ tyndt. Vi brokkede os fælt i receptionen over verdens ringeste shuttle-service. Alle andre steder i verden kører man i pendul-service, når hotellet ligger udenfor byen. De kunne da i det mindste fortælle, at man skal reservere, når man spørger om tidspunkterne for afgang. De endte med at køre os til Naama Bay, hvorfra vi fortsatte videre til selve Sharm El Sheikh by og Old Market, som rent faktisk er temmelig stort. Det er dog stygt mht. aggressive sælgere, som næsten flår i én. Marie pruttede både en LV-taske og bælte ned, og Hanne købte et ”fiskekort”, så vi nu kan sætte navn på alle de fisk, vi ser. De sælger også levende fjerkræ - det er ikke rart at være dyr i Egypten.


 Vi fløj endnu engang hjem i en taxi, men vi opgav at spise på hotellet til deres opskruede priser. I stedet gjorde vi en ting, som senere skulle vise sig at få stor betydning for Marie. Vi spiste igen i den lille åbne italienske restaurant på området, og denne gang sad vi der næsten alene. Det betød at den rare egyptiske violinherre i jakkesættet gav sig ekstra god tid hos os, og vi faldt i snak med ham.

Til sidst fik Marie lov til at prøve hans violin, og det havde helt klart hendes interesse. Da jeg nævnte, at Farfar vist havde en gammel violin liggende i kælderen, var hun fyr og flamme. Den må vi huske at se på, når vi kommer hjem. (Og se lige hvad det restaurant-besøg førte til!)
 En hurtig kop kaffe og i høet … vi skal tidligt op i morgen og på tur.

Retur til Hovedside

Og se lige hvad det restaurant-besøg førte til!

Dette er taget 1½ år senere til fernisering i Birkerød Præstegård. Marie yderst til højre. En violin rigere - og et hoved højere end i Egypten.