29. december 2004 : Udflugt til Bibelens Land.

Vi skulle vanvittigt tidligt op, da vi skulle på udflugt før kl. 7. Det betød til gengæld, at vi fik den smukke solopgang over Det Røde Hav med. Skibet i horisonten er et gigantisk containerskib.


Vi var allerede i restauranten 6.50, så den var slet ikke åben. Det var dog godt planlagt, for de havde stillet ”breakfast-boxe” frem til os, som vi kunne tage med på turen. Bussen stod allerede og ventede på os. Vi satte straks kursen mod Sankt Katharinas kloster, men turen blev forsinket af mange ”checkpoints”, hvor politiet sikrer sig, at man ikke kører med bomber. Det ligger i baghovedet, at der er ekstremister i Egypten, der gerne vil springe vestlige turister i luften. Efter ca. to timers kørsel gennem lave bjerge og ørken, kom vi til et udsigtspunkt, hvor de lokale beduiner solgte øreringe til pigerne.

Og de er rigtige beduiner – der er masser af kameler.

 Efter endnu en times kørsel når vi frem til klosteret, der er en stor turistattraktion. Der er et mylder af busser og turister. Man kan ikke køre helt op til klosteret, så en gåtur på ca. et kvarter i solen er ikke så tosset efter den lange køretur.

Oppe ved klosteret valgte vi først at kravle op på klipperne foran, så man kan se ned over det. Dronning Margrethe har som eneste kvinde sovet i dette kloster, der er forbeholdt munke i sorte kjortler med langt skæg og sorte pommes frites bakker på hovedet. Græsk ortodokse præster. Det grønne til højre er præsternes egen urtehave.

 I gamle dag blev man hejst ind i klosteret af en lille kran, så kun venner kom ind.

Vi tog som alle andre døren og trådte direkte ind til den hellige brønd, som er en af klosterets hellige steder. Her fandt Moses vand i ørkenen og mødte sin kommende hustru. Det er alligevel lidt fantastisk at stå på dette sted, som er så tydeligt beskrevet for over 2000 år siden i Bibelen. Det mest fantastiske er, at et kristent sted har fået lov til at overleve i så mange år i et arabisk land! Efter brønden går man ind i selve kirken, som er en overdådig græsk ortodoks kirke med masser af ikoner, der ligesom klosteret er 1400 år gamle, røgelseskar og ottearmede lysestager, der hænger ned fra loftet. Øv! Man må ikke fotografere, men så ville det hele også være forvandlet til et blitz-helvede. Vi nyder freden og køligheden.

 Ude i solen igen går turen videre til en busk, der er den officielle efterkommer af den brændende busk, som Moses så i ørkenen ved siden af brønden. Hvis miraklet skulle ske igen, er man forberedt denne gang – der står en brandslukker lige ved siden af busken. Det er seriøs humor! Som alle de andre tåbelige turister skulle vi selvfølgelig også røre busken.
Vi havde brugt så meget tid på kirken, at vi ikke nåede at komme ind på ikonmuseet, men hastede tilbage til bussen.

 Vi sætter nu kurs mod en lille by, som hedder Dahab. Den ligger på den østlige side af Sinai med udsigt direkte over til Saudi Arabien. Dahab er ifølge guiden Lone, som Sharm El Sheikh så ud for 20 år siden – altså før turisterne kom. Her er ikke helt så meget gedemarked, men alligevel pænt turistet. Lone har arbejdet i byen i 1½ år, så hun kendte til forholdene. Hun viste os et sted, hvor en springflod fra bjergene havde fejet to lokale ud i havet efter et regnvejr. Det er lidt svært at forstå, når man ser, hvor tørt her er nu.


Her er mange små butikker, og igen køber pigerne øreringe. Her kan ikke pruttes om priserne, men til gengæld foregår det også mere fredeligt end hjemme i Sharm. Vi fik også drikkevand og tonic vand, og da vi gerne ville have nogle vådservietter, som er strengt nødvendige, hvis du vil opretholde en vis form for håndhygiejne, måtte vi vente på at "Pharmacist"en bad færdig på sit tæppe bag disken. Vi kiggede diskret den anden vej, mens han blev færdig. Herligt! Vi har ikke vasket hænder hele dagen, og vi er klar over, at dette er én af årsagerne til dårlig mave.
Opfriskede gik vi tilbage til busserne, hvor guiderne spurgte om vi ville af med vores morgenmadsbokse. De blev sat ud af bussen, og de lokale børn bogstaveligt talt sloges om dem. Nogle af de store uddelte i hvert fald slag for at få fingre i godterne. Lidt uhyggeligt, men et tydeligt tegn på den fattigdom, der råder i området.

 Turen hjem var kedelig – ikke mindst fordi det blev meget tåget. Vi måtte vente utroligt længe ved det sidste checkpoint, inden vi fik lov til at returnere til hotellet, hvor vi var tilbage ved 19-tiden.

 Hvis vi ville deltage i nytårsmiddagen på hotellet, skulle vi melde os til nu, så vi vekslede penge og stillede os i kø sammen med et hav af andre gæster. Vi havde ikke så mange andre muligheder, så vi havde besluttet at spise på hotellet. Det tog lang tid med den egyptiske ”grundighed”, men det skal dog siges til deres forsvar, at de forsøgte at placere nationaliteterne ved samme borde.

 Det havde været en lang dag. Vi gad faktisk ikke gå ud igen, så vi prøvede at bestille ”room-service”, som dukkede op med fin mad ½ time senere. Signe's kød var dog ikke frisk, sagde hun efter at have spist af det. Ikke godt?

Det var en god dag.

Retur til Hovedside