Vi skulle
tidligt op for at være i Kastrup, så vi kunne flyve kl.9.
5 timer senere er vi
i Sharm El Sheikh. Klokken er 15, altså en time senere end i Danmark.
For at komme
ind i Egypten skal vi have visa, som vi købte for nogle af de 150$, som vi
straks vekslede. Så tjente staten lidt på det … de er ikke et hak bedre end
danskerne. Den egyptiske møntfod hedder pund, og ét egyptisk pund (LE) svarer
til ca. 1,10 danske kroner.
Staten
er ikke de eneste, der venter på at få penge. Næppe er vi kommet ud af
lufthavnsbygningen, før en sværm af dragere er over os og vil slæbe vores
kufferter de 20 meter over til bussen. Vi klamrer os til både kufferter og
penge. I bussen slipper vi ikke … her skal man betale drikkepenge til chaufføren,
da da den danske guide åbent indrømmer, at de underbetaler ham. Systemet
begynder at gå op for os.
Næste
ting vi skal lære er hastigheden, hvormed tingene sker. På første hotel tager
det guiden 20 minutter at få tre hold turister ind, inden vi kan køre videre mod
vores hotel. Her får vi hurtigt tildelt to lejligheder med udsigt over Det Røde
Hav. Lejlighederne ligger ved siden af hinanden, men i to forskellige karreer, så
der er lidt luft mellem vores terrasser. Det er fine lejligheder med balkon, TV,
to store senge og rigeligt med stole.
Vi
var sultne, så vi besluttede hurtigt at tage en taxi ind til byen Naama Bay,
som er et FRYGTELIGT turist gedemarked lige ved siden af "Sharm". Står man stille et øjeblik, bliver man
overfaldet af en butiksejer, der vil prakke en hvad-som-helst på ærmet. Trælst!
Vi genkender neonpalmerne fra Filippinerne ... de er åbenbart internationale.
Den "lokale" ægyptiske musik kan opleves i Hard Rock Café ... alt for
turisterne.
Vi var endnu lidt bekymrede for vores sarte danske maver, så det første
aftensmåltid var noget så eksotisk som Kentucky Fried Chicken til en samlet
pris af 68 LE, altså 75 kroner … det er rasende billigt. Vi købte drikkevand i flasker, for
det er den sikre vej til maveproblemer, hvis man drikker vand fra hanerne.
Sikrede os også lidt chips … saltbalancen skulle jo nødig blive forkert!
På
vej tilbage mod Taxiholdepladserne gik vi igennem et helt nyt og flot indkøbscenter,
der ikke lod de amerikanske noget tilbage – dog lige undtaget butiksindholdet.
Her er mange tæpper, men et af Egyptens væsentligste produkter er netop stoffer
... altså ikke dem man ryger!
Tæpper, helt nye antikviteter, malerier (faktisk flotte) og en masse andre farverige
ting, som man kan bruge en del tid på at se på. Herinde bliver man ikke
overfaldet ligeså meget, som på gaden, men det er selvfølgelig også mindre
eksotisk.
Vi
fik hurtigt prajet en taxi – de nærmest slås om at få lov til at køre dig.
Du SKAL aftale prisen på forhånd, ellers bliver du bondefanget, og vi vidste
jo, hvad vi havde betalt den anden vej. Turen hjem var en enestående og
rystende oplevelse. Taxien var sat sammen med tape og ståltråd, og der var
ingen vinduer i den – eller også kunne de ikke lukkes. Når man kører
udenfor byen, må man åbenbart ikke blænde de gående, så man kører med
slukkede lygter.
Det
betyder, at man i mørke næsten flyver i lav højde med 120 km i timen og med
korte mellemrum konstaterer, at en ged eller lokal blev blæst
omkuld i kanten af vejen. Hvornår står geden, manden eller noget stort
pludselig midt på vejen? Denne oplevelse ønskede vi ikke at gentage, på trods
af at vi rent faktisk kom tilbage i ét stykke.
Tilbage
på hotellet ventede en anden rystende oplevelse. Efter at have lavet kaffe med
den uundværlige dyppekoger tændte vi for CNN og erfarede, at østen var
blevet ramt af en stor tsunami … et ord som vi endnu ikke kendte betydningen
af, men som kom til at præge hele ferien i TV.