I dag er det op og på med
traveskoene – turen går til Bulabog Beach, som er stranden på den modsatte side
af øen, lige overfor White Beach. Øen er på det sted så smal, at der kun er en
lille kilometer mellem de to strande. I dag bliver det dog uden shuttlebus, at vi
finder ind til øens centrum. Vi vælger en hyggelig sight seeing til bens ad øens
smågader, og når efter små to timers traven frem til stranden. På vejen passerer
vi øens højhus, der ligger med udsigt over en lille dam.
Er windsurfing ikke helt vildt
nok, er det her, man kan tage skridtet videre. Stranden og havet er stoppet med
surfere og instruktører, der surfer med hjælp fra kæmpe drager i luften.
Indimellem tager de et hop og flyver et godt stykke gennem luften, for igen at
lande på vandoverfladen. Det er et imponerende syn og må kræve en temmelig god
koordinering, for at to surfere ikke pludselig tonser sammen i luften.
Da vi har nydt synet lidt, tager
vi den korte tur over til White Beach. Efter en forfærdelig masse vaden rundt,
er der kun én ting der kan lindre de ømme muskler – massage! Der mangler ikke
ligefrem udbydere på stranden og for ca. 30 kr. hver, får pigerne en fuld
kropsmassage på en lille time. De er vildt lækkert, selv om man efterfølgende må
finde sig i at føle sig som en klump smør i en dags tid – en halv flaske
massageolie er ikke lige sådan til at vaske af sig. Håret blæser ikke i vinden -
det står stift ud til alle sider.
Forældrene nyder stranden mens olieringen står på. Stranden er krid-hvid, og man
gemmer sig i solen, hvis man ikke vil steges af middagssolen.
Hvad der foregår indtil middagen
står hen i det uvisse, men denne indtages på en hot hot hot indisk restaurant.
Flere familiemedlemmer må give fortabt undervejs, selv om alle andre end far har
bestilt den mildeste version på menuen. (Billedet er kun lidt manipuleret!)
Der afsluttes traditionen tro med frugtshakes, inden vi kører hjem og smækker stængerne op ovenpå en hård og
B.S.-præget dag.