I dag begrænses morgenbadningen, der normalt strækker sig til ved en 17-tiden, så vi utroligt nok allerede er inde ved White Beach omkring middagstid. Efter en kort gåtur på hovedgaden finder vi to ”motorbikes”, der vil køre os ud til Puka Shell Beach.
Filippinske motorcykler er i bare en fancy måde at sige ”knallert, der har fået påmonteret en sidevogn med plads til to ekstra personer”. De er gerne sat godt sammen med gaffatape, og de noget anstrengte lyde fra motoren vidner om, at de absolut ikke er designet til en tur op ad bjerget med to ekstra personer på slæb. Men sjovt er det da, og frem til stranden kommer vi også. Det er en noget anderledes oplevelse end White Beach’s turistkaos. Stranden ligger på nordsiden af øen, og her er en anelse mere skyet end nede sydpå. Det betyder dog ikke, at her ikke er varmt, og antallet af turister trækker stranden godt op på karakterskalaen. Der er fire – inklusiv os.
Vi traver et stykke ned ad stranden, inden vi slår os ned under nogle palmer, og gør os klar til at tage kampen op mod bølgerne, som er temmelig høje. Mor og Signe er hurtigt oppe igen, mens far og Marie som sædvanlig bruger en evighed på at agere human surfboards.
I mellemtiden har et par drenge på omkring 10 år meldt deres ankomst og tilbyder at klatre op i en svimlende høj palme for at hente os et par kokosnødder. Der er vist tale om to brødre, og arbejdsfordelingen er meget tydelig: storebror forhandler, lillebror udfører det hårde arbejde. Så efter prisen for nødderne er fastsat, må lillebror til tops. Alle bakker et godt stykke bagud for ikke at få hovedet banket ned i maven, når høsten kommer flyvende, og med brormand sikkert nede på jorden igen, begynder en længere kamp for at få hul på sagerne. Det er ikke helt nemt, men lykkes til sidst – og så er der frokost!
I løbet af dagen møder vi enkelte andre filippinere, der forsøger at sælge os nogle imponerende skaller – puka shells, som stranden er opkaldt efter. Dengang Boracay ikke var invaderet af turister i samme grad, som den er i dag, havde mange af øens beboere en ekstra indtægt ved at samle disse skaller og sælge dem til turisterne. Det tog imidlertid overhånd, da turismen tiltog, og for ikke at udrydde bestanden fuldstændigt, blev det ulovligt at eksportere de imponerende skaller. Dette er tydeligvis ikke en hindring for de ivrige sælgere på stranden – der skal nok være et par sløve turister, der først opdager, den er gal, når de står i tolden med skægget i postkassen.
Sent på eftermiddagen tager vi vores knallerter tilbage til White Beach – de har ventet på os i mange timer – det er der åbenbart forretning i at gøre. Tilbage i kaos købes der billige jeans og findes aftensmad.
For en gangs skyld er middagen dokumenteret af indtil flere fotos – vi spiser på en lækker thailands restaurant, hvor vores bord er placeret i en form for bambuskrybbe omkring halvanden meter over gulvet. Der er en vild hyggelig hulestemning, og at se tjenerne bestige trappen med tallerkner op ad begge arme er særdeles god underholdning. Her bliver vi siddende det meste af aftenen og nyder godt af den gode stemning og billige udskænkning.