Står op til høj sol og
traditionelt filippinsk morgenmadsorgie på dækket. Efter en slapper i solen,
hvor maven lige kan nå komme sig over chokket, er der land i sigte, og så er det
bye bye Coco Explorer for denne gang.
Der roes ind til stranden i
redningsbåde og soppes det sidste stykke med oppakningen under armene i bedste
sørøverstil – måske lige bortset fra, at en sørøver nok havde valgt en lidt
mindre menneskefyldt destination. Nok er sandet hvidt, havet azurblåt og
palmerne grønne på bedste glitterkatalogvis, men vi er vist ikke de eneste, der
har opdaget det. Vi er havnet midt på øens summende centrum White Beach, hvor
turismen har tiltrukket et mylder af både, vandskiudlejere, smoothiesælgere
(knust is med frugt og saft), massører, henna-tatovører, smykkefremstillere,
restauratører, Rolex-sælgere, tiggere og alle andre der kan kravle og gå, hvis
bare de kan tjene penge samtidig. Vi bakser os gennem kaosset og kommer efter
bare et par minutters traven ad hovedgaden frem til vores hotel - som efter en
god times venten viser sig ikke at være vores hotel alligevel. Der er
overbooket, og vi må have en shuttlebus ud til en afsides del af øen – eller så
afsides som det nu kan blive på en ø, der kun er et par kilometer lang og nogle
få hundrede meter bred. De fleste nyankomne skælder og smælder over de ændrede
planer, men vi er mere end tilfredse. Hotel Lorenzo, som det hedder, er uden for
gedemarkedet, af højere standard og har gratis bus ind til White Beach flere
gange i timen. Det er perfekt!
Parken omkring hotellet byder på frodighed, selv om er er tørt. Kæmpemæssige
bladkugler i træerne viser sig at være myreboer. Vi er tæt på naturen her. Selv
inde på værelserne er det hele natur - i hvert fald naturmaterialer.
Vejrmæssigt gør det en enorm forskel at være kommet væk fra Mindoro. På grund af bjergene midt på øen lå skyerne altid mere eller mindre tæt over landjorden, men Boracay er så lille, at her ikke er noget, der holder på dampen. Her er sol non stop og mega hedt – mega fedt! Pølen indtages straks på hotellet, og vi rokker os ikke ud af flækken, før solen er forsvundet bag nogle lede palmer. Imens bliver hotellets snackmenu nøje afprøvet, og en hel del frugtsalat, hjemmelavet iste og shakes med frugt og chokolade når at blive skvulpet ned. Før vi kan forlade pølen og gøre os klar til at tage tilbage til byen, må en himmelhøj regning på næsten 30 kr. betales.
Vi tager
shuttlebussen ind til centrum. Vores chauffør er en lille filippiner med det
eksotiske navn Johan. Det udtales dog Djuu-han. Han er meget snakkesalig og
meget venlig. Inde i byens heksekedel lægger pigerne ud med at gå shop amok i de
små bikse i vejkanten. Her sælges smykker af perlemor og havskaller til mellem 3
og 15 kr. for et par, alt efter hvor fancy de er. Købelysten er blevet
tilstrækkeligt dæmpet efter 10-15 par er havnet i tasken, og det er efterhånden
tid til at finde aftenens restaurant.
Johan henter os som aftalt, og tilbage på hotellet trasker vi ned for at sige godnat til solen fra bådebroen. Lige efter at solen er gået ned, sejler en fisker forbi i sin lille båd.
Og så kan man heldigvis lige nå en smule saga til at sove på.
