Der spises endnu en gang sen
morgenmad i restauranten. Mange gæster har allerede forladt etablissementet, og
nabobordene er blevet indtaget af gråspurvene – det er utroligt hvilke eksotiske
arter man løber ind i på den anden side af planeten.
De fleste dagtimer går med at
slappe af ved pølen og stranden på vores sidste dag på Mindorosk grund. Signe
plages af en islandsk saga, som skal læses som lektier i løbet af ferien.
Der bliver dog lige
tid til at afprøve hotellets glasbundsbåd, som er til fri afbenyttelse for
gæsterne. Det er ikke nogen stor oplevelse, når man først har prøvet at snorkle
i området – gennem et temmelig lille, halvfedtet vindue kan man nogenlunde ane
hvad der foregår under overfladen. Fisk er der ingen af, da de naturligt nok
skræmmes væk af bådens motor, men de koraller, der er meget tæt ved overfladen,
er der til gengæld fint udsyn til. Udsynet tilbage mod Coco Beach og de mange
palmer er heller ikke ringe. Der er fyldt med små hytter overalt, som skjuler
sig i det grønne tæppe, men den store runde restaurant er nem at få øje på.
Om aftenen lægger krydstogtskibet Coco Explorer til ved hotellet. Det sejler i ring om Mindoro, hvor der stoppes på en mængde forskellige øer. En fuld runde tager en uge – vi skal bare have en enkelt nat på skibet, inden vi hopper af på Boracay i morgen.
Vi får tildelt to frimærkekahytter, der dog ligger ved siden af hinanden med en skydedør imellem, så der kan skabes en anelse mere lebensraum. Her er lige plads til en køjeseng og en vask – og så helst ikke mere end en person på gulvet ad gangen. Nu skal vi jo heller ikke tilbringe ferien i kahytten, så det er ikke ligefrem et problem. Vi smider vores grej og tøffer ovenpå, hvor der er velkomst og obligatorisk redningsøvelse.
