29. december 2003 : På de vildsomme veje

Tidligt op og i gang. I dag står den på jungletur til vands, til lands… og til vands igen. Efter morgenmaden bliver udflugtsgruppen samlet op af endnu en filippinsk langbåd og tøffet til øens nærmeste by Puerto Galera. Sejlturen foregår noget fredeligere end sidste gang det våde element skulle krydses, så der er ligefrem mulighed for at se lidt på omgivelserne uden at blive slynget overbord. Der er små hytter og huse overalt på kysten, og lige bag dem tårner junglen sig op.

Ved ankomsten til Puerto Galera venter os en spøjs fusion af en veteranbil og en cirkusvogn. Det viser sig snart, at denne form for busser også er den de lokale bruger som offentlige transportmidler - her er dog tale om en noget mere overfyldt version, hvor høns, geder og et par sække med dagens høst også er velkomne til at køre med. Derfor må taget som regel tages i brug, hvis der skal være plads til alle.

Nok er vi kun en gruppe på en 15 turister, der snildt ville kunne sidde indendørs på luksuspladserne, men er der en chance for at være lidt autentiske, skal den jo tages – børn og barnlige sjæle indtager de noget ubekvemme pladser i solen på taget. I første omgang inkluderer dette Signe og Marie samt en familie, hvor faderen viser sig at være Bamse, der i feriens anledning har ladet plysdragt, røde røjsere og sin vandekande blive hjemme. Det kan jo kun være et godt tegn – nu skal vi virkelig ud på de vildsomme veje! Der er fremragende udsigt fra taget. Langs vejen sælger de lokale frugter og grøntsager. Her er det sækkevis af citroner.

Hvor Puerto Galera stopper begynder skoven. Vejen vi kører ad følger kysten og det bakkede landskab, så det er om at holde godt fast og ellers bare nyde svingturen og udsigten. At kalde området for jungle er passende, men giver alligevel nogle skæve associationer – her er fin asfaltvej på næsten hele strækningen og her er masser af småhuse, hvor der bor familier. Det skal dog lige siges, at store dele af øen er utilgængelig pga. voldsomme regnskyl og mudderskred, så vi ser nok kun den bedste del. Bilen må ofte sagtne farten når en høne, en hund eller sågar en gris har besluttet sig for at krydse kørebanen. I vejkanten tuller småbørn rundt og leger og adskillige gange passerer vi frugtplukkere, der høster citrusfrugter fra træerne i vejkanten. Her er mere stemning af at være på landet end i en skov. Generelt hersker der en meget overskudsagtig atmosfære blandt filippinerne. Hvad enten vi passerer en flok rollinger der leger eller en gruppe arbejdere, stoppes der op og vinkes til de dumme turister, der ikke har fattet at pladserne indenfor er de bedste. Alt arbejde foregår i et stille og roligt tempo - der er nok en stresset dansker eller to der kunne lære noget af deres mentalitet.

Vi stopper kun en enkelt gang undervejs for at beundre et flot vandfald. Ellers kører vi non stop i cirka to timer, hvorefter vi holder ind ved en strand. Herfra er der en travetur på en god halv time, til vi endelig når frem til vores bestemmelsessted – en lille hytte på en flodbred, hvor den står på frokost efterfulgt af en god og sund rotur. Frokosten er en stor fornøjelse – der er fyret op under grillen og skåret en stor mængde frisk frugt ud i bedste filippinerstil. Da bordet er ryddet er det tid til at få motioneret biceps. De feriefede og endnu noget blege danskermaver bliver skvulpet ombord i noget, der ligner en kano, båden bliver skubbet fra land – og ellers revet af sted med en hastighed, der umulig kan være lovlig for en robåd for to. Her er godt nok meget strøm! Efter en del møje og besvær får vi skuden vendt og begynder ellers at mase af sted mod strømmen. Det går temmelig langsomt, og at dele af floden er mere eller mindre blokeret af væltede træer, gør ikke turen lettere. Vi kommer ikke meget længere end et par hundrede meter, før vi må give fortabt og vende om. Armene holder ikke til mere, og stemningen er ikke i top – stakkels Signe er blevet offer for fars lave tolerancetærskel og ved nu alt om, hvor elendig hun er i en robåd! Der er også elendighed langs flodbredden. Skurene er fattige og faldefærdige.

Inde på sikker grund bliver det til en mere stilfærdig gåtur langs bredden, før vi finder tilbage til bussen og vender næsen hjemad. Trods de noget ømme bagdele, man får af at sidde på tagets tværgående metalbjælker, tager Signe og Marie igen tagpladserne, og far vælger denne gang at slutte sig til dem. Ruten tilbage er den samme som på udturen. Dog holder vi ind ved et udsigtspunkt, hvor man fra en pavillon kan betragte junglens utrolige tæthed.


Vi er på på Coco Beach igen et par timer senere i den lille udriggerbåd.


Endnu en gang vælger vi at spise på hotellet – det har været en dag med rigelige mængder sol til ansigtet og vind i håret - og røde kinder, så alle falder meget hurtigt i søvn. Jetlagget har endelig måttet give fortabt.

 Retur til Hovedside