Ud af fjerene på et tidspunkt vi normalt lige ville være krybet til køjs, affodring af den hjemlige zoo og ellers bare ud af klappen. Et scenario vi adskillige gange har gennemgået, når en ferie står for døren. Proceduren denne morgen går helt efter sædvanen, dog med den ene undtagelse, at det er en noget længere tur end normalt vi forbereder os på. Final destination er Filippinerne; vores første fælles rejsemål uden for Europa og for Signe og Maries vedkommende det første af slagsen. Med husets forhåbentlig samlede bestand af pyntenisser og pladevat hastigt arkiveret på loftet er vi af sted mod Irlandsvej. Herefter hedder ruten Kastrup – Frankfurt – Bangkok – Manila; vi er fremme i Filippinernes hovedstad sent om aftenen lokal tid. Uret er stillet syv timer frem – mon ikke der bliver nogle vidt åbne øjne i nat?
Før vi får svar på spørgsmålet, skal vi dog lige have os selv transporteret til hotellet på naboøen Mindoro. Vi sejler fra havnebyen Batangas, som ligger et par timers kørsel fra Manila. Undervejs er der jo rig mulighed for at observere lidt filippinsk hverdagsliv fra første række bag bussens ruder – hvilket viser sig at være en temmelig begrænset oplevelse i det buldrende mørke, der sætter ind så snart vi forlader hovedstaden. Dog får familiens fader hurtigt spottet de mange elektriske sole, der er stillet op i vejkanten og tydeligvis er til salg. Sådan en skal farfar have!
Her starter en desperat jagt, der ved feriens ende viser sig at være forgæves – elektriske sole er åbenbart kun at opdrive i Manila. Fremme i Batangas venter en typisk østasiatisk pontonbesat langbåd og et temmelig oprørt hav – efter nogen snakken frem og tilbage om hvorvidt det er sikkert at sejle over i den kraftige blæst, kommer vi af sted.
Det er ikke en tur for landkrabber – flere sarte sjæle vender maver over rælingen, og den lille bådtur på en times tid har passeret de to timers varighed, da vi lægger til ved Coco Beach. Her skal de næste fem nætter tilbringes. De overlevende bliver stablet på benene og ført til hotellets restaurant, hvor en varm skål suppe venter ovenpå strabadserne. Herefter går turen direkte til vores respektive bambushytter, hvor vi falder i søvn til junglens nattelyde og naboens snorken - bambus giver ikke den bedste lydisolering. Hanne er absolut ikke tilfreds med den lille hytte – dette var ikke, hvad vi havde bestilt. En lang dag, der godt nok var syv timer kortere end normalt. Det bliver spændende at bese omgivelserne i morgen.
.
