Jonah Blacksmith, 30.
januar 2020, DR Koncerthuset
5-stjernet Nordjysk rock i Koncerthuset
Retur
|
De gode nordjyder fra
Jonah Blacksmith har været flittige gæster i
radioen, så det var helt oplagt at tage i DR Koncerthus og opleve denne store
musik i smukke omgivelser. Det var en meget fin koncert, som jeg gik og
rugede over et par dage – hvad skulle jeg skrive. Det pinte mig også lidt, at
jeg ikke havde en setliste, for jeg er jo ikke så
stor en kender, at jeg ved, hvad de spillede. Og således gik der corona i alt, og pludselig er vi midt i maj måned – næste
fire måneder efter koncerten. Der skal alligevel skrives noget, og jeg har
for én gangs skyld snydt og taget en anmeldelse fra Gaffa, som jeg er meget
enig med – og det ser ud til, at de to koncerter har været MEGET ens. Selv
ræven var med. Fotografierne er
selvfølgelig mine egne. 15. november
GAFFA. Jonah Blacksmith, Musikhuset Aarhus,
Store Sal Anmeldt af Ole
Rosenstand Svidt | GAFFA Jonah Blacksmiths tredje album er
ikke blevet færdigt til turnéen, som det egentlig var planen, fortæller
bassist og korsanger Thomas Alstrup på klingende thybomål. Det er ham, der er
bandets – yderst underholdende – talsmand til koncerterne, selvom det er den
anden bror, Simon, der er forsanger. Sådan er rollerne fordelt en smule
anderledes end i mange andre grupper, men det giver god mening, når de to
skriver alle sangene i fællesskab. Selvom pladen blev udskudt, har bandet på
touren valgt at spille mange nye sange, hvoraf kun en enkelt er udgivet som
singleforløber, ”Monster”.
Vi begynder dog med den gamle ”Off the Track” fra
debutalbummet Northern
Trail med de to brødre alene i front på scenen, Simon på sang og
klaver og Thomas på kor. Simon er i besiddelse af en meget stor, lys og ren
stemme, og han er den fødte forsanger. Undervejs i sangen kommer de øvrige
musikere på scenen og falder ind på deres respektive instrumenter, og Jonah
Blacksmith er et stort orkester med i alt syv musikere.
I aften er de placeret i to niveauer med Alstrup-brødrene i
front, tangentspiller og fætter Lasse Alstrup til venstre og
multiinstrumentalist Søren Bigum på højre og så et hævet niveau bagtil med
trommeslagerne og slagtøjsspillerne Søren Poulsen og Thor Kortegaard og
tangentspiller Jon Bisgaard Kjeldsen.
Lyssætningen er yderst stilfuld, og gruppen har medbragt et
stort bagtæppe, som Thomas Alstrup fortæller er brandimprægneret i ajle,
hvilket gav visse lugtproblemer i begyndelsen af turnéen. De er heldigvis
overstået nu. Bandet har tidligere optrådt med standerlamper og gevirer på
scenen – brødrene elsker at gå på jagt – men de er kørt i garage, om end den
udstoppede ræv stadig står der.
Søren Bigum spiller smukt cello i denne åbningssang, og senere
får han også kastet sig over både el-guitar, akustisk guitar, slide-guitar,
pedal-steel-guitar, mandolin, banjo og el-bas, ligesom adskillige af de
øvrige musikere også får byttet instrumenter undervejs, og instrumenter som
mandolin og banjo er i hænderne på flere af medlemmerne, og der spilles på
både keyboard, orgel og harmonika. Thomas Alstrup betjener også både banjo og
akustisk guitar, og lyden af klimprende fingerspil fra strengeinstrumenter
præger mange af sangene.
Det er lige før, jeg mister overblikket over, hvem der spiller
hvad, men det gør musikerne på scenen tydeligvis ikke, og de spiller ganske
enkelt forrygende og topper det hele med flotte korvokaler. Alstrup-brødrene
er da også vokset op i et hjem med musik, og deres band er opkaldt efter
deres afdøde bedstefar Johannes Smed, som var en dygtig amatør-banjospiller,
der bliver hyldet i førnævnte dokumentarfilm, In the Middle of Nowhere, og ved alle
gruppens koncerter. Stærke nye sange Som lovet får vi nye sange, mange endda. Stort set hvert andet
nummer er nyt, og de holder niveauet fra de to første album. Det er meget
melodiske folk-rock-sange, ofte med dynamiske udsving, hvor de to trommeslagerne
nogle gange hamrer løs på samme tid, mens den ene i andre passager spiller på
et mindre percussion-instrument og lader den anden bragte løs. ”Earthquake”
er et fængende uptempo-nummer med whiskers på trommerne og slide-guitar.
Singleforløberen ”Monster” handler om monstre, både dem, som børn kan
forestille sig under sengen, og de mentale, som voksne kan kæmpe med.
”Dreams” er yderst iørefaldende, om end næsten populistisk med sit
oh-oh-oh-kor i omkvædet.
Balladen ”Brother” handler om et brødrepar, der er havnet i en
dyb konflikt og nej, det er ikke Alstrup-brødrene, men nogle af deres venner,
”You Don’t Know Yet” en både rørende og humoristisk kærlighedssang til Thomas
Alstrups kone, som han tilsyneladende friede til i en morfin-rus. ”Weapons”
en opfordring til at gemme ens mentale våben langt væk, inspireret af bandets
roadie, Yasmin, som kom til Thy som flygtning for 25 år siden og for længst
er aldeles velintegreret. ”Honey” har et catchy keyboardtema og handler om
knas i parforholdet, og ”Right Here” er en rørende ballade om
Alstrup-brødrenes fars samtale med sin far, føromtalte Johannes Smed, på
dennes dødsleje.
Publikum tager godt imod de nye numre, og der bliver klappet
flittigt med undervejs. Der skal dog en gammel sang til, ”A Song to the Sea”,
før salen hen mod slutningen af andet sæt rejser sig, og resten af koncerten
er et triumftog med blandt andet favoritter som ”Daughter of Jonah” og et
medley af ”Aching Heart” og ”Once You Love”, hvor sidstnævnte starter helt
stille med Alstrup-brødrene bag hver deres tangentinstrument og i smukt kor i
spotlyset, inden resten af bandet kommer ind og fuldender sangen med en
brusende rockbølge og det karakteristiske, sækkepibelignende, simultane
keyboard- og guitartema. Det er meget svært ikke at blive revet med, og
hvorfor skulle man også det?
Min
personlige mening er nok, at syv musikere på scenen er 1-2 for mange! Det
hele er måske lidt for meget et band med vennerne i stedet for virkeligt
dygtige musikere – med den klare undtagelse af Søren Bigum, der havde mange
stjernestunder på et utal af strengeinstrumenter. Men med så mange på scenen
burde bandet kunne svinge ”mood’en” i en sang rundt flere gange i løbet af de
ofte lange numre. I stedet bygger mange af numrene volumen op ved at gentage
et riff og spille det en anelse højere i hver gentagelse – der er plads til
forandring i Jonah Blacksmith’s musik, og det ville klart udløse den
ultimative 6. stjerne. Når dette er sagt, så var det en fortræffelig
oplevelse, både musikalsk og det rent underholdende fra Thomas Alstrup mellem
hvert nummer. Se alle foto i høj
opløsning her: LINK Setliste … ingen … øv!
Men her er de to nærmeste fra SETLIST.FM … og de er vist ret tæt på, hvad vi
oplevede:
|
