Tedeschi Trucks Band, April 11. 2019, Amager Bio, Copenhagen

Tedeschi Trucks Band, 11. april 2019, Amager Bio, København

En helt unik guitarlyd i et sammenkog af næsten alle tænkelige musikgenrer Retur

Jeg er castet dårligt som publikum til denne koncert. Jeg har hørt to af dette bands skiver én gang i løbet af de sidste to uger, og jeg strandede begge gange med tanken: ”Kedeligt – men det er helt sikkert bedre live!” Men nu kom jeg jo med på et afbud.

Susan Tedeschi lægger voluminøst ud med hæsblæsende vejrtrækningsøvelser gennem stemmebåndet og lunge-work-out, der kan tage pusten fra selv en blæsebælg – og give mig lyst til at forlade koncerten efter tre numre. Det gjorde jeg heldigvis ikke – for herefter gik luften af ballonen, og resten af koncerten foregik vokalmæssigt i et helt andet og meget behageligt leje.

Det skadede absolut heller ikke, at den fremragende sanger Mike Mattison trådte i karakter (og frem på scenen) og foldede sig ud, som han tidligere har gjort i ”Derek Trucks Band”, hvor han også bidrog med sangskrivningen – det var topklasse.

Til gengæld var jeg måske ikke helt så imponeret over hverken bassisten Brandon Boone eller keyboard-spilleren Gabe Dixon. Sidstnævnte har spillet med både Paul McCartney, Allison Kraus og Supertramp, men specielt Mr. Boone forfaldt til bum-bum-bass, og var kun enkelte gange ude i mere eksotiske løb på gribebrættet – løb på scenen var der intet af – han var sømmet til scenen gennem næsten tre timer.

Begge de herrer fik jævnligt besøg af kapelmesteren Derek Trucks, der overvågede alle deres bevægelser – det lagde måske også en dæmper på de to herrer, der kun har været med i bandet siden begyndelsen af året.

Så var der til gengæld ikke så lidt mere liv i den meget aktive, hoppende og dansende blæsersektion, hvor specielt saxofonisten Kebbi Williams nærmest gik amok, når han brugte sit mekaniske blæse-vidunder til at hyperventilere gennem og, mens han hoppede helt vildt på stedet, nærmest gik i trance bag de store solbriller. Igen var Derek Trucks nærværende med sin roligt, overvågende tilstedeværelse og styrede løjerne – eller måske ville han bare være tæt på og yde førstehjælp, hvis Kebbi besvimede?

Ephraim Owens på trompet og Elizabeth Lea på trombone havde også deres øjeblikke, hvor de fik lov til at gå amok – og gjorde det. Herligt! Hele bandet er flot sammenspillet – der er INGEN tilfældigheder på scenen, selv om der er plads til improvisationer. Det var vist kun korsangerne Mark Rivers og Alecia Chakour, der var lidt anonyme gennem hele koncerten.

Til gengæld var jeg ikke så imponeret over de to trommeslagere – til at begynde med! J.J. Johnson (til venstre) og Tyler Greenwell (ikke overraskende til højre) spillede i lang tid, som om de havde tallerkener under armene. Man er jo vant til at se rock-trommeslagere fægte vildt til højre og venstre, så deres afdæmpede trommespil, som begrænsede sig til små vip med håndleddene, virkede lidt for laid-back til at starte med, men måske skulle de bare spille sig varme. I hvert fald åbnede deres spil – og ikke mindst samspil – sig op i slutningen at første sæt, som varede præcis en time.

Så meget, at Fru Tedeschi på et tidspunkt lagde guitaren og mikrofonen fra sig og blot stod og betragtede de to ekvilibrister, der med fuld øjenkontakt udførte små synkrone mirakler – det var flot!

Derek Trucks guitarlyd kræver en længere afhandling at beskrive. Han slå strengene an med en løs hånd ved at vifte med fingrene, guitaren kan lyde som en citar, eller han spiller syngende slide med en steel-finger. Der er meget fingerspil, og uden anslag kan han få tonerne trukket ud af strengene med en symfonisk effekt – det burde ikke beskrives – det skal bare opleves.

Mod slutningen af koncerten udførte Susan Tedeschi og Mike Mattison et sang-stunt, hvor deres vokaler der var ekstremt synkroniseret uden egentligt rytme, hvor tonerne susede op og ned i perfekt match – imponerende. Der var også adskillige eksempler på, at musikken stoppede så brat, at man troede nogen havde hugget forsyningskablet over – for så at starte lige så voldsomt igen. Atomar præcision! I andre numre spillede bandet sig selv ned i hastighed og volumen, så man troede de ville gå i en slags koma – kun for at eksplodere i et nyt crescendo, som førte nummeret videre i en helt andet retning. Flot, flot samspil.

Det er umuligt for mig at sætte et mærkat på denne musikalske oplevelse. Det er en sammenkogt ret af blues, jazz, rock, country og americano på en elegant og ubesværet måde.

Susan Tedeschi talte ganske lidt til publikum under hele koncerten, og der var ingen snak mellem musikerne i løbet af de næsten tre timer. Men de fleste af disse musikere har spillet sammen siden 2010, så måske behøver de ikke at kommunikere på scenen. Derek Trucks virkede nærmest introvert, og det hele blev understreget efter ekstranummeret, hvor Fru Tedeschi pligtskyldigt takkede pænt af og vinkede til publikum, men resten af bandet allerede havde forladt scenen. Det er første gang i mange år – hvis ikke nogensinde, at jeg ser en koncert afslutte uden at hele bandet går frem på scenen og siger farvel til publikum – det virkede meget underligt efter en så intents og flot sammenspillet koncert.

Men igen … jeg er nok bare en gammel rock-dinosaur, der var fejl-castet til denne koncert … som jeg absolut ikke ville have undværet. Tak til Ejnar for at give mig muligheden.