Steven Wilson, 28. marts
2018, Royal Albert Hall, London
Prog
(pop) når det er bedst i yndlings-koncertsalen Retur
Vi er endnu en gang
klar i Royal Albert Hall, og denne gang er Hanne med til at se Steven Wilson
for første gang. Jeg har tårnhøje forventninger, så det er næsten svært ikke
at blive skuffet. Vi sidder i den smukke
sal og venter på en opvarmning, da en spinkel, langhåret herre under stor
jubel kommer barfodet ind på scenen med en guitar. Det er en meget lidt prog intro til en Steven Wilson koncert, men det sætter
med det samme tonen for en super-afslappet og fantastisk musikalsk oplevelse.
Steven Wilson forklarer, at der jo står ”opvarmning” på billetten, og at de
ikke havde noget til den første koncert i går, og da de fleste af tilskuerne
i dag jo nok også var her i går (vi var ikke), så skulle vi ikke snydes igen
i dag – derfor vil Mr. Wilson lige forsøge at spille lidt akustisk selv …
hallo … det tager vi med. Lige så storladent og prog’et som han musik er med band, lige så fantastisk er
han solo med sin guitar. Vi får et par gamle numre fra Porcuine
Tree-tiden, og efter tre numre dukker Adam Holzman
op og akkompagnerer på klaveret – uha, det er godt. Steven Wilson er jo
altid meget snakkesalig, og da vi ved, at dette akustiske set er sprit-nyt, så er det dejligt at sidde og høre på noget,
som ikke er indstuderet og gentaget til hundredvis af optrædener. Steven
begynder at forklare om sine gamle sange, og han konstaterer, at nogle af han
tekster ikke bare er triste … de er ”fucking depressing”.
Ikke desto mindre vil han gerne synge én af de ”værste”, da den trods alt er
meget smuk … og til alles begejstring får vi ”Postcards”,
som han jo selv ved tidligere lejlighed har omtalt med stolthed som et godt
nummer – og det er det. Sikke en herlig
opvarmning … vi læner os tilbage i den korte pause, der er indlagt indtil
første set … som jo er blevet til andet set. Nu starter koncerten
på en mere forventelig måde. Vi ser en kort Lasse Hoile-film,
og så kører man på med ”To the Bone” fra nyeste skive af samme navn – det er
jo det rene pop, men det fungere fint på scenen, og jeg glæder mig over, at
de ikke lægger ud med f.eks. ”Luminol” … så var
Hanne gået med det samme. Allerede i andet
nummer er jeg ved at besvime at begejstring. Vi er jo vant til at se Ninet Tayebs smukke ansigt på bagtæppet, da Steven Wilson jo
tidligere har forklaret, at de får lidt hjælp til hendes stemme via en Apple
Computer … men i dag træder hun selv i egen person ind på scenen, og vi får
det utroligt smukke ”Pariah” fra den nye skive –
det er så godt … jeg er allerede klar til at gå hjem – vi har næsten fået,
hvad vi kom for at høre. Ah OK … de må da godt lige spille hele ”Hand Cannot Erase”, men den er jo
ikke så setlisten. Ikke desto mindre er
de sidste toner fra ”Pariah” kun lige døet hen, da
Steven Wilson introducerer Dave Kilminster, som
kortvarigt har fået fri fra turne med Roger Waters. Kilminster
har spillet alle Dave Gilmours stykker med Waters,
og på ”Hand Cannot Erase”-skiven
er der netop et nummer, hvor jeg altid i guitar-soloen tænker: ”Nu står Gilmour på toppen af muren” … og det er netop ”Regret#9”
de kaster sig ud i … det er så stort. Bassisten Nick Beggs går op til pedaler og keyboards og støtter op om
Adam Holzmans efter min mening ikoniske synth-solo, der bygger op til den monumentale eksplosion,
da Dave Kilminster trykker pedalen i bund og prog-raketten suser mod stjernerne i en Gilmore’sk dunder-solo på guitaren. Øj! Hvis det var
dagens uddrag af ”Hand Cannot Erase”,
så var det godt. Men det stopper ikke her. Underlig nok springer vi et par
numre tilbage på skiven, og Ninet Tayeb kommer nu
tilbage på scenen og giver ”Routine” i duet med
Steven Wilson – deres vokaler står skarpt og perfekt – dette er en
magtdemonstration i lyd og musikalsk perfektionisme fra en scene – ikke
underligt at alverdens bands står i kø for at få Steven Wilson til at fixe
lyden på deres gamle albums. At opleve Ninet Tayeb
ude af computeren og i egen person på scenen sammen dette band – det troede
jeg aldrig, at jeg skulle opleve, så hver eneste tones suges ind i min
musikalske hukommelse til bevaring som et kostbart minde for eftertiden. I underlig baglæns
rækkefølge kører vi nu tilbage til titelnummeret ”Hand Cannot
Erase”. Herefter vender skuden, og vi springer frem
til de sidste tre numre på albummet med ”Ancestral”,
”Happy Returns” og ”Ascendant Here On” Den store overraskelse
er, at Ninet Tayeb synger lead-vokalen
på Ancestral i stedet for Steven Wilson – det gør
absolut ikke nummeret dårligere. Den nærmest maniske afslutning på nummeret
er – ikke mindre manisk, end den plejer at være, og der er del selvironi på
scenen, da Nick Beggs, Steven Wilson og guitarist
Alex Hutchings slider sig selv ned til
sokkeholderne under duellen … og ender med at ligge ned på scenen og spille. Så kan man vist ikke
ønske sig mere fra ”Hand Cannot Erase”,
og det er da heldigvis også slutningen på dette set, så alle kan få et
velfortjent pusterum til at sunde sig på denne kæmpe musikalske oplevelse. Tak
for det – men jeg er helt udmattet - hvordan skal vi klare et sæt til? Tredje sæt lægger
hårdt ud med rockeren fra nyeste ”To the Bone” albummet med ”People who eat Darkness”
i duel med Ninet Tayeb. Jeg har lidt svært ved
at holde den intense koncentration, som forrige set krævede, men dette set er
også en blanding af de nye ”pop”-numre og gamle Porcupine Tree skæringer i
skøn forening, så man kan godt logge lidt ind og ud uden at miste fodfæstet. ”Permanating”
er det absolutte pop-højdepunkt, som Steven Wilson introducerer ved at bede
alle om at stå op, da vi nu skal disko danse. Lyset tændes, og vi
får en lille snak om pop, Beatles, Abba, som Wilson respekterer for deres
kvalitet. Dette kaster en længere tale af sig (se den på Youtube) hvor Mr. Wilson kræver at man skal
accepterer alle slags musik – hvis det menes alvorligt, og så får vi dette
morsomme dansenummer – og det fungerer godt på dette tidspunkt, hvor vi er
ved at være lidt udkørte. Vi får et par numre
fra den nye skive, og på nummeret ”Refugee”
introducerer Steven Wilson Mark Feltham på mundharmonika – det er godt. Jeg er kørt træt, og
resten af koncerten er intet mindre end udfordrende, da volumen skrues i bund
med Porcupine Tree numre og det meget støjende ”Vermillioncore”
fra 4½-skiven. Dette bliver ikke bedre i ekstranummeret, som IKKE er ”The
Raven that refused …” men
endnu et langt Porcupine Tree nummer – Steven Wilson undskylder, og lover at
det vil komme igen i morgen – men der er jeg her jo ikke. For at få os helt ned
i ”gå hjem-tempo” får vi det smukke afslutningsnummer fra ”To the Bone” med
”Song of Unborn” … og så er det pænt farvel. Hold da op en
musikalsk oplevelse … den vil jeg forhåbentlig aldrig glemme. Se alle billeder her i fuld
opløsning. Nu valgte jeg jo at se
Sort Sol d. 3. marts, da Steven Wilson spillede i Vega i København. Havde jeg
vidst, at setlisterne i hhv. København og London
var SÅ forskellige, så havde jeg nok været til begge koncerter. Eller måske
de to sidste i London, som også var ret forskellige! Her er i hvert fald setlisten fra den anden koncert i London, som vi
overværede – og det akustisk første set ar KUN med denne ene aften – TAK FOR DET!: Set 1 (solo acoustic): 1. The Sky Moves Sideways (Phase One) (Porcupine Tree song) 2.
Trains (Porcupine Tree song) (tour debut) 3.
Even Less (Porcupine Tree song) 4. How Is Your Life Today? (Porcupine Tree song) (with Adam Holzman) 5.
Blackfield (Blackfield song) (with Adam Holzman) 6.
Postcard (with Adam Holzman) (tour
debut) Intro ("Truth" short film) Set 2: 7.
To the Bone (with Mark Feltham) 8. Pariah
(with Ninet Tayeb) 9.
Home Invasion (with Dave Kilminster) 10. Regret #9
(with Dave Kilminster) 11. Routine
(with Ninet Tayeb) 12. Hand Cannot Erase (with Ninet Tayeb) 13. Ancestral (with Ninet Tayeb) (Ninet
on lead vocals) 14. Happy Returns
15. Ascendant Here On... (Adam Holzman solo on piano) Set 3: 16. People Who Eat Darkness (with Ninet Tayeb) 17. Don't Hate Me (Porcupine Tree song) (with Ninet Tayeb) 18. Permanating
19. Song of I 20. Refuge
(with Mark Feltham)
22. Heartattack in a Layby (Porcupine Tree song) 23. Vermillioncore
24. Sleep Together (Porcupine Tree song)
Encore: 25. The Sound of Muzak (Porcupine Tree song) 26. Song of Unborn |