The Who, 1. april
2017, Royal Albert Hall, London
The Who:
Teenagers Forever … til rock fest med teenage-pensionisterne i Royal Albert Hall! Retur
|
Det er altid rart at modtage et nyhedsbrev fra favorit-koncertsalen
”Royal Albert Hall”. Og hvis man så
endda kan gøre lidt godgørende arbejde ved at støtte en ”Teenage
Cancer Trust”-koncert, ja, så må man jo ofre sig og
tage til London for at høre … ”The Who performing Tommy acoustic
live!” … jeg kunne næsten ikke få luft, da jeg læste dette. Der var ingen
tvivl om, at vi ville forsøge at få billetter, og salget startede en fredag
morgen kl. 10, så møder blev aflyst for at jeg kunne sidde klar og få billetter
… alligevel var det få sekunder efter 10 ikke muligt at få to billetter ved
siden af hinanden, så derfor endte vi op med Hanne i galleriet og jeg på
gulvet i denne pragtfulde gamle sal. The Who har være meget lyttet siden de berømte
”Rock Palast”-dage, hvor vi spillede bordtennis i
kælderen hos mine forældre med et ældgammelt TV kørende under bordet, så vi
både kunne spille bold og lytte. Bror-Niels og jeg mindes med fryd, da den
gamle TV-skærm gik i ”whiteout”
under ”Wont Get Fooled Again” i et dommedagsbrag af lys og lyd … det har
været reference lige siden! Nu sad Hanne og jeg så hver for sig i Royal Albert Hall og ventede i
spænding. Da det jo var en ”Teenage Cancer Trust”
koncert, startede det med lidt taler og anmodninger om at støtte den gode sag.
Så dukkede Imelda May op og spillede et par numre, og det var … harmløst og
lidt uinteressant … hun indrømmede da også, at vi nok ventede på ”nogen
andre”. Vi klappede pænt og ventede i spænding.
Der var tale om både kuldegysninger, hårrejsning og diverse andre
ukontrollerbare kropsfunktioner (dog uden at blive våd!), da
synthesizer-starten fra ”Baba O’Riley” tordnede ud
i mørket … og jeg må nok indrømme, at det var en anelse skuffende at se 20
unge mennesker marchere ind på scenen. Her forklarede den kvindelige
konferencier, at disse 20 unge mennesker havde fået hjælp til hjemmepleje via
denne organisation, og én af de unge holdt en flot tale. Han fortalte, at de
havde mødt ”The Who” tidligere på dagen, og det
havde været næsten lige så skræmmende … som at stå her og tale. De fik et
fortjent bifald, og så skulle alle lige tænde for deres mobiler, så de unge mennesker
kunne få et flot billede med hjem fra denne aften – det fik vi andre så også.
Hanne’s billede fra balkonen
afslører så, at jeg ikke tændte min mobil – jamen – jeg skulle jo også
fotografere! Nu blev det mørkt igen, og denne gang var den god nok! Lysskiltet over scenen annoncerede
”KEEP CALM … here comes … THE WHO”.
Ouverturen til ”Tommy” gjaldede ud i salen, og de små hår på armene blev
vagt til live igen – Mr. Daltrey og Mr. Townsend
gjorde deres entre, og så var vi i gang – fuld fart frem – og alle står op
efter få sekunder … og resten af koncerten … ABSOLUT ingen er CALM!
Det var først efter at par numre, at Roger Daltrey
forklarede, at de havde planlagt at spille ”Tommy acoustic
… and more”, men at det ville have taget ugevis at arrangere dette, så de
havde i stedet besluttet … at gå ”FULL BLAST”, som han udtrykte det … ja ja …
det må vi leve med … salen kogte af begejstring.
Roger Daltrey’s stemme var som en teenagers, og
den unge mand i T-shirts med guitaren og de karakteristiske vinge-anslag på
guitaren blev kun aldersmæssigt afsløret af sine briller på næsetippen, når
han lænede sig frem for at læse noderne, og brillerne gled ned på næsen … her
står to herrer på henholdsvis 71 og 73 og fyrer den vildt af – imponerende.
Festen fortsætter i forventet kronologisk orden gennem Tommy, og vi får
alle klassikerne med den endeløse række af perler i form af ”Cousin
Kevin, The Acid Queen, Do You
Think It's Alright?” og ikke mindst “Fiddle
About ” … det er stort.
Begejstringen bliver ikke mindre under ”Pinball Wizard” og frem til ”I'm Free ”, hvor videoen over
scenen følger med i sangene med filmklip og flotte animationer.
Jeg har altid syntes, at ”Tommy” taber pusten lidt i de sidste numre, og
det bliver også tilfældet her, hvor folk sætter sig tilbage på stoleryggene
for stadig at kunne se lidt. De to noget ældre tilskuere ved siden af mig
opgiver, og sætter sig tilbage i deres stole – det ER lang tid at stå op til
en koncert, hvis man nærmer sig de 80!
Der er dig ingen vej udenom … vi må op igen til afslutningen ”We’re Not Gonna Take It”, hvor
stemningen kommer helt op igen, og det hele afslutter som det skal. Der er
endeløs begejstring i salen, og der smiles også bredt på scenen.
Nu går Peter Townsend frem til mikrofonen og holder en temmelig rørende
tale, hvor han fortæller om hvor svært det var at skrive denne historie som
23-årig, da han selv var blevet ”abused” som lille.
Men da dette er et så godt formål, og disse unge mennesker må gå gennem meget
værre ting, så var det oplagt for The Who at
optræde her (som de for øvrigt har gjort både i 2000 og 2010).
Pete Townsend fortsætter berørt med at sige, at han faktisk havde det
svært med at spille i torsdags til den første optræden her i Royal Albert
Hall, men at i dag havde været en helt anden positiv oplevelse for ham –
sådan oplevede vi det også.
Pete Townsend introducerer resten af bandet, og der jubles lidt ekstra
for trommeslageren Zak Starkey,
der har spillet med The Who siden årtusindskiftet.
(Ja … Ringo Star’s søn, hvis nogen er i tvivl). Der
blev også klappet ekstra en den unge guitarist på venstrefløjen … nevø
Townsend! Nu er det tid til ”… and more”-delen af
koncerten, og folk går bananas da ”I Can’t Explain” gik i gang.
Hallo! Jeg var 6 år gammel, da den hittede i England, men da vi er de unge i
publikum går resten af salen totalt teenage-amok.
Selv mine ældre naboer på stolene ved siden af er helt oppe og rulle nu.
Foran mig står så et yngre par (altså meget yngre end mig – lad os bare kalde
dem unge), og de danser og synger med, som havde de også været teenagere i
60’erne. Der filmes i salen, og de fanges ind af en kameramand med håndbåret
kamera – så her er jeg muligvis med på den officielle video til denne fest.
The Who fortsætter med de store hits, som de
henter fra et udvalg af det store pladekatalog i form af ”Join
Together”, ”I Can See for Miles” og ”Who Are You”, der alle falder i
god smag hos publikum. Pete Townsend er nu på hjemmebane og har lagt
læsebrillerne – nu kører vi på rygraden i engelsk rockmusik. Vi andre nøjes
med at smiden trøjen – salen koger fysisk nu.
Min begejstring stiger dog væsentligt, da velkendte toner fra ”Quadrophenia” dukker op med ”Love, Reign
O'er Me”, hvor man dog må indrømme at Roger Daltreys stemme næsten ikke kan følge med mere – men det
var også næsten a cappella i starten. Så dundrer synth’en igen, og temperaturen i
salen er nu kogende, da introen til ”Baba O'Riley”
dukker op for anden gang, og denne gang får vi den fulde og ufiltrerede version for vingemølle-guitar og
sving-mikrofon fra de to aldrene herrer.
Det er bare så stort … og da Roger Daltrey
begynder at marchere på stedet og keyboard-lyden fra ”Won't
Get Fooled Again” toner
frem er det som at være tilbage under bordtennisbordet på Irlandsvej og være
15 år igen … tordenbraget, skriget og lyset … trykken for brystkassen … Det er slut! Roger Daltrey forklarer at man
skal holde kl. 23, og den er 23.01, så vi forsøger at trække vejret igen i
heden og få pulsen ned på noget normalt efter denne tour-de-force fra disse
rock-dinosaurer, der tilsyneladende aldrig bliver ældre end teenagere …
fantastisk … tak fordi jeg måtte opleve dette.
Se alle billeder her i
fuld opløsning. Set 1 (Tommy) Overture It's a Boy 1921 Amazing Journey Sparks Eyesight to the Blind Christmas Cousin Kevin The Acid Queen Do You Think It's Alright? Fiddle About Pinball Wizard There's a Doctor Go to the Mirror! Tommy Can You Hear Me? Smash the Mirror Underture / It's a Boy [Reprise] I'm Free Miracle Cure Sensation Sally Simpson Welcome Tommy's Holiday Camp We're Not Gonna
Take It Set 2 I Can't Explain Join Together I Can See for Miles Who Are You Love, Reign O'er Me Baba O'Riley
Won't Get Fooled Again |
