King Crimson, 23. september 2016, Falkoner Salen

En aften med et surrogat band?                                                                                                                                           Retur

Bo og jeg skulle til King Crimson koncert – og mødes med Søren, der også havde lokket, men købt billetter meget før os. Vi har helt tilbage fra Robert Fripp’sExposure” album ofte sagt ”I think this could be commercial”, da Fripp netop starter med at sige det om ét af numrene på dette herlige album … hvor kommercielt nok er det SIDSTE, man lige tænker på. Da vi kom ind i forhallen til Falkoner Salen og så en endeløs kø af KC-disciple, der pænt stod linet op til at få de rituelle T-shirts eller det nye Live album, der kunne fås i et utal af varianter… Så var den første tanke, der slog os: I THINK THIS COULD BE COMMERCIAL. Det blev faktisk for meget for Bo, så han opgav at købe noget, selv om han havde hævet kontanter, da det var annonceret med, at man ikke kunne bruge betalingskort i butikken! Underligt! Men måske ville bandet ikke have, at man kunne spore disse handler? Det lød lidt mistænkeligt.

 

Uden dog at tænke mere over dette, begav vi os forventningsfulde ind på øverste balkon, hvor de mindst ivrige af KC-disciplene var blevet placeret i den udsolgte sal – jo endda så udsolgt, at man straks havde lavet en ekstra-koncert i morgen … skulle den også betales kontant? Måske, for vi havde i hvert fald modtaget pyramide-spil-mails om, at vi kunne købe billige billetter til morgendagens koncert, så her har de helt sikkert haft problemer med salget.

IMG_7713

 

IMG_7714

Vi blev mødt velkommen med store skilte på scenen, hvor der stod, at man ville få brækket sine ben, hvis man bare tænkte på at fotografere, filme eller opgave lyd til show’et. Helt ærligt! Jeg er helt enig i, at det er p..irriterende, at nogen i tre timer står med mobilen hævet over hovedet og broadcaster hele koncerten til Facebook, men jeg kan faktisk lide, at tage nogle foto for at dokumentere og huske min oplevelsen bedre. Det blev ikke bedre af, at en stemme i højttalerne i bedste Bamse og Kylling tone fortæller os, at vi skal pakke grejet sammen og optage lyd- og synsindtryk med vores krops-sanser til denne fest … som starter nu.

 

IMG_7715

Spørg ikke, hvordan jeg fik dette foto – det er et under, at jeg stadig har min førlighed!

 

Lyset dæmpes, og 7 personer kommer til stort bifald ind på scenen. Tre trommeslagere forrest, og fire andre musikanter bagerst. Der lægges ud … med en tromme-solo for rytme-trioen … usædvanligt – men flot! Næsten for perfekt!

Herefter brager bandet i gang med den kendte KC-lyddmur, men det forventede ”kick” udebliver, og de små hår på armene sover roligt videre. Hallo! Hvad skete der lige der? Det rykker ikke en meter. Det virker stift, og numrene slæber sig gafsted uden nogen form for drive – jeg er så skuffet, at jeg næsten falder i søvn. Musikerne står bomstille og udfører dygtigt ækvilibristiske udfoldelser på deres instrumenter – de er uden tvivl super-dygtige, og tromme-trioen fungerer som en programmeret maskine – uden nogen form for afvigelse eller initiativ til kreative musikalske afsporinger. Jeg er ved at falde i søvn, og jeg kigger fra højderne rundt i salen, der er pænt oplyst af den fuldstændigt statiske lyssætning bag scenen, der er med til at dræbe en eventuel fest-stemning. Rund-kigningen afslører, at der slet ikke er publikum til stede – det er papsilhuetter, som man har sat op på stolen for at glæde bandet på scenen. Hvordan der opstår klapsalver mellem numrene er mig en gåde.

 

I min kedsomhed, giver jeg mig til at filosofere over, hvem det er, der står på scenen. Her en time inde i koncerten har vi netop fået ”slageren” ”In the Court of the Crimson King”, der blev leveret så perfekt, at jeg heller ikke her, fik et kick. Dog skal det siges, at Gene Wilder med det krøllede hår på guitar synger fantastisk godt, og han kan snildt matche Greg Lake’s vokal. Hans guitar-færdigheder lader heller intet tilbage. Til højre for Gene Wilder sidder en ældre herre i nydeligt tøj med sort vest, som er påklædningen for de fleste på scenen. Det er sgu’ da gamle Onkel Orla med de store sorte briller og det nydelige hvide hår, som jeg holdt julefrokoster med, da jeg lige havde mødt min nuværende hustru – altså for 30 år siden. Onkel Orla ser ud til at køre godt med guitaren, som han sidder der bøjet over den med de tykke briller. På bas må det være Telly Savales alias Kojak, der spiller fantastisk på både bas og stick, og yderst til venstre kan man bare se en masse saxofoner og andre blæserinstrumenter under en fransk alpehue … det MÅ være Peter Sellers. ((Uha! Mega-stor undskyldning til Mel Collins. Nu hvor jeg ser fotografierne, kan jeg se, at alpehuen vist er … hår!)

Der bliver ikke sagt et ord fra scenen i hele første sæt, som kører på i 1½ time … og her slår det mig. Dette er jo, hvad Roger Waters truede med i The Wall …

 

I've got some bad news for you sunshine,
KC aren't well, they stayed back at the hotel
And they sent us along as a surrogate band
We're gonna find out where you folks really stand.

 

Heldigvis er der pause, og her kan vi strække benene og få blodstilførslen tilbage til ballerne – sæderne i salen er stenhårde.

 

Andet sæt starter som det første – med tromme-leg fra rytmetrioen. Men … der sker noget magisk! Det går op for mig, at vi er kommet ind bag muren – vi er med i øvelokalet, og der er et helt andet drive på musikken og rytmerne – Aaahh! Trommeslageren til højre – Gavin Harrison – får frie tøjler, og det er befriende. Velkommen til intim King Crimson koncert. Der er støjende passager, og en enkelt gang er bas og trommer så stille, at man næsten ikke tør trække vejret – jeg tror aldrig, at jeg har oplevet et koncert-publikum, der var så stille … tænk nu, hvis de opdagede, at vi sad der. En enkelt forbryder på tredje række formaster sig til at løfte sin mobil-telefon, og straks er ”stasi håndlangerne” over ham og fratager ham hans telefon og roder med den – jeg formoder at evt. bevismateriale for hans tilstedeværelse i salen i aften bliver slettet – sådan. Men han får da lov til at blive, og ingen arme bliver brækket!

 

Andet sæt er faktisk en ren fornøjelse. Kojak er skiftet ud med Tony Levin, der jo er en kunstner på sin stick, og Gene Wilder spilles nu af Jakko Jakszyk, der ud over at spille guitar også kortvarigt spiller tværfløjte med Mel Collins på venstrefløjen. Jakszyk har en fremragende vokal, og han kan faktisk også få sin stemme til at lyde som John Wetton – pudsigt. Onkel Orla er lagt i seng, og nu tager Robert Fripp selv roret med sine unikke hurtige anslag på rundgangene, så man ikke er i tvivl om, hvor man er rent musikalsk. Han læner sig dog også frem med mellemrum og betjener et diminutivt keyboard, som illuderer fortidens mellotron.

 

I nummeret ”Red” går der et sus gennem salen, da lyset skifter til rødt … første gang i aften, at lysmanden har været på arbejde. Igen sniger enkelte sindssyge individer sig til at tage et foto, og strålekasterne fra sikkerhedsvagterne scanner hen over stolerækkerne for sikre sig, at ingen får et foto med hjem. Det er egentlig befriende, at man kan koncentrere sig om musikken, uden at skulle bekymre sig om flimrende lyseffekter!

 

IMG_7716

 

Der er fortjent bifald efter ”Starless”, som slutter andet sæt af – det har været en flot oplevelse, og godt at man holdt ud og blev til landet sæt. Folk rejser sig fra deres koma, og der klappes heftigt, indtil bandet kommer retur og afslutter koncerten med en flot, flot udgave af ”21 Century Schizoid Man” … nu har alle vist fået, hvad de kom for.

 

IMG_7719

 

IMG_7722-23

Nu tager Onkel Orla sit kamera frem, så nu kan alle tage foto. Fripp dækker sit ansigt bag kameraet, og til sidst vender han sgu’ ryggen til publikum og tager en selfie med publikum som baggrund … thajee! Stadig ikke et ord fra scenen. Intet farvel, ingen præsentation af musikere – jeg har det svært med denne distance til publikum – det er simpelthen for upersonligt.

IMG_7726

 

Her er mange svenske tilskuere. På vej ud hører jeg en af disse udtale, at han syntes, at første sæt var tamt – uha, tænk at han tør sige det højt. Godt at Robert Fripp har forladt scenen, så han ikke blev mopset og gik. Jeg kan sagtens forstå, at man ikke skal blitze til en koncert. Jeg kan sagtens forstå, at folk ikke skal se koncerten gennem deres iPhone. Men jeg kan sgu’ ikke forstå, at man i 2016 ikke må tage sit kamera op, tage et foto, og lægge det ned igen. Jeg følte, at jeg deltog i den rigtige The Wall koncert, hvor sortstøvlerne med skråremme overvågede alle … ikke nogen behagelig oplevelse.

 

Til gengæld må jeg også være ærlig at sige, at hvis jeg var ankommet i pausen og kun havde set andet sæt og ekstranumrene, så var det en fremragende musikalsk oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle få foto med fare for liv og helbred – her i fuld opløsning.

 

Endnu en setliste fra setlist.fm: (Check også ekstrakoncerten – her er numre og rækkefølge helt anderledes!)

 

  1. Walk On: Monk Morph Chamber Music
  2. Hell Hounds of Krim
  3. Larks' Tongues in Aspic, Part One (with snippet of Danish national anthem)
  4. Pictures of a City
  5. The Court of the Crimson King
  6. Fracture
  7. Cirkus
  8. Interlude
  9. The Letters
  10. Sailor's Tale
  11. The Talking Drum
  12. Larks' Tongues in Aspic, Part Two
  13.  
  14. Set 2:
  15. Devil Dogs of Tessellation Row
  16. Suitable Grounds for the Blues
  17. Lizard (Dawn Song)
  18. Level Five
  19. Epitaph
  20. Meltdown
  21. Easy Money
  22. Red
  23. Starless
  24.  
  25. Encore:
  26. Banshee Legs Bell Hassle
  27. 21st Century Schizoid Man

 

 


Retur