Coldplay, 6. juli 2016, Parken Copehagen

Coldplay, 6. juli 2016, Parken, København

Farvefest for alle sanserne … og hele familien! Retur

Den bedste måde at gå til koncert på er, når man ikke har de store forventninger. Desværre var forventningerne til Coldplay steget en del de sidste par dage, da flotte anmeldelser fra Stokholm og fine udmeldinger fra gårsdagens koncert begyndte at have indflydelse på mine forventninger … måske kunne man alligevel gå hen og blive skuffet!

Der var mildest talt forvirring i meldingerne fra ”Live Nation” omkring koncerten, da vi fik en mail om, at der ikke ville komme tag på Parken – og det lignede rigtigt Roskilde Festival-vejr … silende regn. Vi kunne dog læse onsdag morgen, at man i sidste øjeblik havde fortrudt dette og alligevel sat tag på – hvilket åbenbart ikke er en helt automatisk proces. Ville der så være tag på onsdag aften til anden dagens koncert? Ja, tilsyneladende, men udmeldingen kom først pr. mail 20.30, da alle forventeligt måtte være på deres pladser i Parken.

Det var en anelse mindre kaotisk at komme ind i Parken til denne koncert i forhold til, hvad vi tidligere har oplevet. På vej hen til vores pladser steg blodtrykket! Jo længere hen ad rækken vi kom, desto mere stod der en gitter-søjle i vejen for udsigten, og dem der sad 5 pladser til højre for os må have haft den lige midt i scenen – SUK! Jeg hader virkelig at gå til koncert i Lorte-Parken! Men jeg så jo også først mailen fra Live Nation efter koncerten.

På slaget 19.30 startede Alessia Cora, og allerede her buldrede det så meget, at ørepropperne røg i – ikke lovende. Cora sang aldeles udmærket, men hendes musik var temmelig kedelig. Hun spillede en god halv time.

Så var der straks mere at hente hos anden opvarmnings-damen Lianne La Havas. Hun sang ikke bare dejligt, men hun havde også både spændende og meget varierede sange at byde på, så det var faktisk en fornøjelse at lytte på i tre kvarter. Dog kunne man godt være i tvivl, om der rent faktisk var nogen på scenen – hvis det ikke havde været for storskærmene og den lille røde prik i horisonten.

Pause igen, og vi havde tid til at kigge på vores armbånd, som vi havde fået udleveret på vej ind. Hvad var lige meningen med dem? Ville der komme lyd eller lys ud af den ur-lignende plastkasse?

Ja da! Her er virkelig nogen, der har været kreative. Med 44.000 viftende arme i salen, så kan man virkelig lave et levende lyshav i salen – fantastisk effekt. Lyset sænkes igen og Maria Callas synger opera for os – pudsigt så mange store rock-navne, der bruger klassiske kunstnere som underlægning til at gå på scenen.

Man kan ikke være i tvivl om, at der har været designere på spil for at lave denne koncert. Vi følger på storskærmene Coldplays rejse på denne turne, og i hvert land hylder nogle fans dem bærende på nationens flag. Jubelen bryder ud, da vi når til lille Danmark, og det er her, at vores armbånd tænder.

Salen får et rødligt skær som et hav med lysende plankton, mens vi venter på at Coldplay dukker op ….

Coldplay starter ud med fuld fart, og vi får turneens titelnummer først: ”A Head Full of Dreams”, hvor lys og farver får frit spil og lyden er en del bedre end under opvarmningen – uden dog at være prangende. Det er lidt højt, så propperne får lov til at blive i ørerne.

Salens armbånd bliver selvfølgelig GULE, da nummeret ”Yellow” kommer, og der er allerede fest i salen. Familien på rækken foran os rejser sig op og danser, men det er OK, for vi trænger også til at komme op fra de ubekvemme sæder – og man sidder jo ikke ned til en fest.

Chris Martin er et energibundt på scenen, og det smitter helt ned til bagerste række i salen, hvor vi sidder. Han styrter rundt og indtager hurtigt den runde scene, der er fremskudt midt i salen og omringet af publikum – en vanvittig god idé til stadion-koncerter, hvor der er langt til alt.

Konfetti-bomberne er allerede i gang, så luften er tyk af papirstykker, der reflekterer i det meget lys.

Tempoet bliver dæmpet lidt, og vi får et par ”stille” numre, som ikke siger mig noget – men jeg er jo heller ikke ”die-hard fan”. Folk sætter sig ned og lytter, og dampen forsvinder … kortvarigt. Lyssætningen er stadig flot – men søjlen i midten af scenen er p…irriterende. Hanne læner sig over og minder mig om, at vi IKKE skal til koncert i Lorte-Parken igen, hvis vi kan rejse efter de bands, som vi gerne vil se. Men det kan Coldplay jo ikke gøre for, og de kører derudaf …

… festen fortsætter, og det er ENORMT flot at sidde her bagerst i salen …

… og se de mange lysende armbånd, der også kan lyse op i forskellige farver, så gulvet bølger i det levende menneskehav, som det er.

Nu kommer bandet frem på den lille scene midt på gulvet, og vi får endnu et par numre fra albummerne ”Ghosts” og ”Mylo Xyloto”, som jeg kun kender meget dårligt. Det gælder tilsyneladende også familie-rækken foran os, for både far, mor og to tenage-døtre sidder ned igen.

Det er nemmere at få kontakt til publikum på den lille runde scene, og Mr. Martin er snakkesalig i aften. Han fortæller, at det er sidste aften på den europæiske turne, og da han introducerer den walisiske guitarist Jonny Buckland, stopper han op og siger, at de desværre er nødt til at forlade scenen, da Jonny skal følge fodbold-slaget mellem Wales og Portugal. Chris Martin spørger ud i salen om nogen kender stillingen, og 0-2 får Coldplay til at blive på scenen. I samme åndedrag konstaterer Chris Martin, at engelske trommeslager Will Champion og han selv hellere må holde lav profil … jeg formoder at han henviser til fodbolden … ikke til EU-valget.

Så starter festen igen, da ”Clocks” sætter ind fra hovedscenen, og rækken foran os er igen oppe på dansegulvet.

Chris Martin arbejder stadig på højtryk og er over alt.

Farverne får en ekstra dimension, da en sværm af store balloner dumper ned på publikum på gulvet. De er hurtige til at puffe dem op, så luften er tyk af de runde gummibolde de næste mange numre. Vi får et lidt ligegyldigt cover af Bowie’s ”Heroes” før ”Viva la Vida” toner frem, og salen går amok.

Efter noget der minder om en kort pause, dukker bandet op helt tæt på os, da der er en lille scene bag den meget generende lysmast. Her får vi et par akustiske numre, som virker godt. Bandet er meget troværdigt rent musikalsk i denne afdæmpede version, selv om vi ikke får nogen ”dansenumre”.

Dog er det mildest talt pisseirriterende, at man har valgt at sætte lys på masten, som blænder os – hvad er lige idéen i at blænde publikum, så de intet kan se?

Chris Martin gentager, at dette er deres sidste aften i Europa, og derfor vil han gerne synge en duet med La Hamas. De har valgt Prince-nummeret ”Sometimes it Snows in April”, som vi kender rigtig godt … hvorfra … det tager lidt tid, før vi kommer i tanke om, at det er vores yndlings-Sanne-skive ”In a New York Moment”.

Festen fortsætter, og nu brændes det sidste lys og krudt af og Parken jubler. Chris Martin styrter rundt – nu iført et dansk flag. Imponerende at han kan løbe så meget og synge samtidig.

Mere konfetti … og til slut fyrværkeri!

Så er det slut. Der var vel egentlig ikke noget ekstranummer, men koncerten var da fin lang, og vi fik alle, hvad vi kom for – en masse gode Coldplay-hits, fest og farver …

… og så skal Dannebrog lige arrangeres på scenen, inden Mr. Martin forlader Europa-turneen. Tak for denne gang.

Hvad er så dommen? Absolut ingen overraskelser og alle de hits, som vi gerne ville høre. Jeg var overrasket over, hvor meget Coldplay er et band, og hvor lidt plads der er til en individuel solo. Lydbilledet bliver meget ensformigt, og der er ikke plads til den mindste lille improvisation – hvis man lige ser bort fra Prince-nummeret, hvor Chris Martin reelt ikke sang med.

Alt i alt en dejlig koncert, men nu starter prøvelserne i Lorte-Parken. Alle udgange spærres af to kørestole, der skal først ud, så utålmodige folk begynder at klatre ned over stolerækkerne. Det hele foregår med bitte-små skridt, og det fortsætter hele vejen ud i det fri. Det tager vel 10-15 minutter at komme ud. Først her bliver det virkeligt slemt. Nu maser folk sig frem med demens-agtige museskridt, hvor man stepper frem ad med mikroskopiske fremdrift. Hvorfor? Hvad er det, der blokerer? Det er såmænd parkerede biler og den fantastisk placering af Merchandise-boderne, som danner flaskehalse for de mange tilskuere. Vi klynger os til hinanden og beder til, at ingen går i panik, så folk bliver væltet og trampet ned. Det er en skændsel for København, at vi er nødt til at gå til koncerter i Lorte-Parken … kors, hvor jeg glæder mig til den nye multihal på Amager, når den åbner i 2017: http://www.arenacphx.dk/en/Pages/default.aspx

Og så lige et par nørdede detaljer. Kollegaerne dissekerede jo straks det lysende armbånd, da de fik fingre i det.

Xyloband

Det er morsomt, at der ud over tre LED’er i hver side af armbåndet også er en højttaler. Har den nogensinde været brugt? Læs evt mere om dette Xyloband på Wikipedia!

Se alle foto her i fuld opløsning.

Setlist fra www.setlist.fm

INTRO: Song played from tape: O mio babbino caro (Maria Callas song)

A-stage:

A Head Full of Dreams (extended intro with Charlie Chaplin speech)

Yellow

Every Teardrop Is a Waterfall

The Scientist

Birds (with "Oceans" excerpt in intro)

Paradise (with Tiësto remix outro)

B-stage:

Always in My Head