Carpark North, 5. september 2015, Det Kongelige Teater, Copenhagen

En flot aften i Det Kongelig Teater (med og) mod tortur! Retur

Carpark North er noget jeg med stor fornøjelse lytter til i ny og næ, så de har længe stået på ønskesedlen. Da et arrangement i Det Kongelige Teater dukkede op, så var det en oplagt mulighed – bortset fra at det var dagen efter hjemkomsten fra en 3-uger-tur til USA, så koncerten kunne blive truet af jetlag. Som opvarmning på vej mod København stillede vi bilen på ”Carpark North” … altså som altid … Hellerup Station.

Det er en noget anderledes oplevelse at komme ind i denne koncertsal end f.eks. Parken … billederne taler for sig selv. Publikum var mere ”modent”, end jeg havde forestillet mig, men det skyldtes nok, at dette er en støttekoncert til fordel for torturofre arrangeret af som ”Music for DIGNITY”. Dog var der tydeligvis en del unge knægte – til koncert med Mor.

Allerede inden koncerten gik i gang var der heftig aktivitet på tilskuerpladserne. Man hørte utallige gange udbruddet: ”Jamen – det er da utroligt så fedtede mine briller er! ”, mens desperate svagsynede, ældre mennesker (som mig!) forsøgte at klare synet ved desperat at pudse deres briller. Jeg havde været igennem rutinen, og konstaterede, at der simpelthen VAR tilrøget i den gamle sal, inden vi startede. Temperaturen fejlede heller ikke noget – den var nærmest at sammenligne med en metrostation i New York i August – og det er BÅDE varmt og klamt, hvis nogen skulle være i tvivl.

Varmt, klamt og tilrøget … måske skulle vi selv fornemme, hvad tortur er?

Præcis på slaget 20 kom PR-chefen for DIGINITY Danmark på scenen og introducerede direktøren for den danske afdeling Karin Verland, der kort fortalte om organisationen og dette arrangement, som Carpark North stillede op til, så hele overskuddet kunne gå til fordel for torturofre. Godt gået drenge!

Lyset gik ud, computerstyret musik startede og de fire ”små” storskærme bagerst på scenen begyndte at vise sort/hvide scener fra flygtningelejre og andre rædsler som foregår så skræmmende tæt på Danmark i disse tider – og så lidt reklame for DIGNITY samt ”Say No To Torture”. Husk at du kan støtte DIGNITY med 100 kr. ved at sende en SMS til 1245 og skrive TORTUR i text-feltet.

Bandet lægger hårdt ud med hårdt-pumpet rock og synth-riffs, som vi kender det fra ”Homeland”, og de første tre numre fungerer flot og fint, selv om det er umuligt at se, hvad der foregår på scenen på grund af det konstante modlys, som bandet har valgt at bruge. Det forklarer selvfølgelig, hvorfor der var røg i salen, inden vi startede, for det giver en flot effekt, at hele salen er én stor tåge mod de hvide lyskastere.

Forsanger Lau Højen går godt igennem de første numre, hvorimod Quasimodo (alias Søren Balsner) iført kutte vælter rundt i foroverbøjet statur med basguitaren slæbende hen over gulvet – meget morsomt, men du er her for at spille – ikke for at lege Klokken fra Notre Dame. Det er desværre meget sigende for aftenen – der er meget få musikalske højdepunkter, og Carpark North er skuffende dårlige musikere – eller er de?

Det er fuldt fart frem – uden at tænke på detaljerne. Det er trist, at både lyd, musik, ord og ikke mindst optræden forsvinder i en buldrende støj og et inferno af lys, der konstant blænder én - man kan hverken høre eller se noget – kors hvor er det irriterende.

Allerede efter tredje nummer, tog jeg mine ørepropper frem, og de højner absolut kvaliteten af lyden, selv om det stadig ikke er godt – men smerterne forsvinder da. Den dynamik, som vi kender fra Carpark North’s fremragende skiver forsvinder i bulder og pumpet rock i ønsket om at buldre hele tiden – det er i hvert fald ikke det, som jeg er kommet for at høre. Hvor er detaljerne – hvor er finesserne? Det hjælper heller ikke, at man får den idé, at Lau Højen faktisk ikke kan synge. Dette understreges smertefuldt, da vi får nyeste hit-single ”32”, hvor Stine Bramsen synger perleklart på de 4 skærme bag bandet. Og selv om Lau Højen meget vittigt har varmet op med at råbe ud i salen, om her er ”Piger, Damer & Kvinder” i aften, som kan synge med som Stine Bramsen, så lyder det bare ikke godt!

Som den sidste prøvelse sendes grønt laserlys ud i salen, og det rammer vores øjne! Det er bare ikke OK! Det gør ondt i øjnene, og jeg har aldrig oplevet, at man sender lyset ned i øjnene på publikum. Det ender med en underlig sortie, hvor bandet uden et ord forlader scenen – man forventer nok, at der kommer mere – men orker vi mere?

Ja, der kommer mere – heldigvis!

Som en kommentar til verdens vold og vanvittigheder, stiller Lau Højen sig nu op og fortæller helt afklaret om at overfald tilbage i 1999, som ændrede hans adfærd og opfattelse af andre mennesker. Overfaldet kostede han fire fortænder, og han endte med at skrive sangen ”Transparent and Glasslike”, som vi nu fik. Lige pludselig er vi til den koncert, som jeg havde drømt om. Personlig, intens og med stor musikalitet får vi serveret sangen næsten ”a cappella” – kun med en nærmest Sebastian-agtigt klokkespil-guitar som akkompagnement – det er superbt.

Jeg tager alle mine overbærende kommentarer tilbage. Her står en sand kunstner og krænger sin sjæl ud på en ekstremt musikalsk måde, som er gribende og smuk – dette er hele aftenen værd. Resten af bandet kryber ind på scenen, og det hele afslutter i et ragnarok af rock – fuldstændigt efter bogen. Måske kunne vi have undværet den unødvendige trommesole fra Danmarks bedste trommeslager Morten Thorhauge – ”ifølge ham selv”, som Lau Højen siger med et smil på læben.

”16 år”, indledte Lau Højen med at sige, da han startede sit mesterlige ekstranummer. Men Lau! 16 år er lang tid, og måske skal man vokse med sin alder og følge med – Carpark North kan i hvert fald blive meget bedre af at blive lidt voksne og optræde mere nuanceret og med større dynamik – altså mindre konstant bulder. Energi er ikke nok – og det har I. Hele aftenen er én konstant energi-udladning, men jeg mener, at lidt ”quiet moments” / ”loud moments” ville gøre hele oplevelsen meget større.

Det er ikke spor sjovt at sige i sammenhæng med et arrangement MOD TORTUR, men næste gang jeg skal til Carpark North koncert, så skal jeg ikke kun have mine ørepropper med, men også huske solformørkelsesbriller, isposer og smertestillende medicin … og så vil jeg for øvrigt stadig fremover lytte til dem med stor fornøjelse. Og når jeg bliver (rigtig) gammel og Carpark North bliver voksne, så skal vi nok til koncert igen.

Se alle foto her i fuld opløsning!

Retur