Jeg har "kun" set Genesis tre gange uden Steve Hackett, men jeg må jo nok indrømme at min kærlighed ligger på skiverne "Wind & Wuthering" og bagud, hvor Steve Hackett var med i bandet. Der var derfor ikke megen betænkningstid, da Bo spurgte om jeg ville med til London og høre den gamle mester, efter at jeg havde set annoncen for koncerten på nettet.
Vi mødte tidligt op i den nordlige ende af "Central London" i bydelen Islington og fandt hurtigt Islington Town Hall, hvor en stor del af bygningen var Islington Assembly Hall. Hanne og Bo prøvede at komme ind og kigge, selv om der var et par timer til at dørene åbnede, men en venlig dame stoppede dem i døren. "Vi kommer helt fra Danmark", forsøgte Bo, men dette kunne ikke imponere damen, som straks trumfede med, at der skam var publikum helt fra Malta. Til gengæld kunne hun røbe, at lydprøverne havde afsløret et band i topform ... det lagde ikke en dæmper på vores forventning. Således beroliget gik vi til den nærmeste pub efterfulgt af en marokkansk restaurant.
Dørene åbnede kl. 19, og et kvarter før dette tidspunkt gik vi ud
af restauranten, hvor vi til vores store forundring så en meget lang kø!
Hvad har folk gang i? Vi skal jo bare ind og stå op til koncerten. Det var
så aftenens første gode overraskelse. Der var 5 rækker stole på gulvet foran
scenen, og vi var heldige at få gode pladser på sidste række inden det
stående publikum. Således tilfredse med livet, var det kun at vente og glæde
sig.
Allerede 19.45 kom Mr. Hackett ind på scenen til stormende jubel. Her var helt klart tale om mere end publikum ... salen var fyldt med disciple. Hr. Hackett forklarede, at aftenens program ville være anderledes end hans sædvanlige koncerter, da "det gamle" var placeret først, og "det nutidige" var placeret til sidst. Hermed tog han harpiks på hænderne som en sand atlet, og tog sit redskab frem i form af en akustisk guitar. Han klimtede lidt på den, inden han slog over i de let genkendelige flageoletter fra "Horisons" nummeret.
I andet nummer kommer Steve's bror John på scenen med sin tværfløjte, og vi får det smukke nummer "Hands of the Priestess fra "Voyage of Acolyte" pladen. Der bliver krammet, og til min overraskelse forlader John scenen igen. Det er der dog en forklaring på, da Rob Townsend kommer på scenen og indtager saxofonen, fløjte og andre former for blæseinstrumenter. Lee Pomeroy, som vi kender fra Wakeman's skiver indtager bassen, og Roger King går til sine keyboards, som er totalt skjult bag Rob's tekniske udstyr til sine blæserinstrumenter. Mr. Hackett beholder den akustiske guitar, og vi får en fantastisk smuk og afdæmpet udgave af "Blood on the Rooftops", hvor trommeslager Gary O'Toole lægger stemme til på meget overbevisende måde. Endeløs begejstring fra disciplene!
En kvindelig guitarist, Amanda Lehmann, kommer også på scenen og indtager en
rød guitar, og nu griber Steve Hackett selv den elektriske guitar, og vi bevæger
os til Broadway, hvor "Fly on the Windshield" bliver leveret med en
voldsomhed og ekvilibrisme, så man næsten taber pusten. Steve og Amanda
krydser klinger, og de matcher hinanden godt.
Jeg vidste godt, at
Mr. Hacket er en udmærket guitarist, men der er tale om diskret opvisning
fra nu af. Han anslår strengene med gribehånden og styrer lydstyrken med
højre hånd. Han spiller flageoletter eller slår strengene an højt oppe på gribebrættet. Alt imens er der rigelig plads til de andre på scenen, som
bærer melodien og absolut ikke står i skyggen af mesteren selv. Men ... det
er jo præcist det, som var så suverænt i Genesis.
Prøv at lytte efter guitaren!
Der ligger diskrete underspillede mesterværker i baggrunden af alle sangene
fra Steve Hackett.
Nu anslår Roger King klaver-introen til "Firth of Fifth", og vi får
en suveræn udgave, som efterfølgende får stående ovationer fra publikum i
flere minutter. Det bliver afbrudt af mellotronens nasale lydflader, som er
indledningen til "Watcher of the Skies". Lidt trist, at vi ikke
kan se Roger, men det er til at leve med ... vi sidder super-godt!
Nummeret er aggresivt samspil på scenen - det er
topklasse! Og er sopran-saxofon skader absolut ikke nummeret!
Vi får heldigvis også "Carpet Crawlers", hvor disciplene
kender deres åbningstid og koret fra salen falder ind på de rigtige steder. Det er
unægteligt en noget anden udgave, end den vi så i Herning, hvor pop-vragene
vendte ryggen til scenen, drak øl og sludrede om årets afgrøder, men
reference-nummeret blev leveret. Det er en stor oplevelse at være til
koncert med ligesindede, men bandet ved det også godt, for der er indlagt
"vi klapper i takt" sekvenser, som kenderne i salen er forberedt på.
Vi må sande, at vi ikke har været til Steve Hacket andagt før, men at resten
af disciplene i salen kender deres besøgstid. Og de rituelle guitarsoloer
bliver leveret med en sikkerhed, der bringer tårerne frem i øjnene. Jeg
mindes en kvindelig bekendt, som drillede mig med, at dette var "hellig
musik" for mig. Hun havde hørt forkert ... jeg sagde "heavy". Jeg indser dog
nu, at hun havde ret.
Nu følger to numre fra "Voyage of Acolyte", der "var der,
hvor solokarrieren startede", som Steve Hackett kommenterer. Vi starter
med "Ace of Wands", og efter dette kommer sidste nummere før pausen. Den dygtige med-guitarist
Amanda forsøger at synge Sally Oldfields stemme på "Shadow of the Hierophant", men her
kommer hun alligevel til kort.
Det er stadig super-smukt, og nummeret bygger sig monumentalt op til et
klimaks med Ravelsk tålmodighed,
hvor Rob Townsend går helt amok og leger hyper-aktiv damp-barn i trampolinen
med sin saxofon.
Havde det varet 2 minutter længere var han død på scenen,
og mine ører var stået af, da det nu var temmelig højt.
Vi puster ud i pausen, og den fede mand på række fire foran
os beslutter, at han nu har fået nok, så han letter sig fra de to stole, som hans legeme dækkede. Hermed er der frit udsyn til andet akt, som
udelukkende består af nye numre fra de to album "Out of the Tunnel's Mouth"
(2009) og "Beyond the Shrouded Horizon" (2011), som jeg
heldigvis har hørt en hel del, så det hele er dejlige genhør. De ekvilibristiske guitar-greb bliver nu erstattet af mange flotte vokale arrangementer, hvor alle synlige musikanter
på scenen synger af deres lungers fulde kraft gennem mange passager. (Jeg
kan ikke udtale mig om Roger's sang bag keyboardet).
Lee Pomeroy's syngende bas
fører flere steder melodilinien, og Mrs. Lehmann's guitar-kunnen sætter
hende heller ikke i skyggen af den gamle mester ... der er tale om
superdygtige kunstnere. Sidste nummer er det stille "Sleepers" der med
vanlig Hackett-stil eksploderer i lyd til sidst. Et flot nummet at slutte af
med.
Alle bukker nu pænt og forlader scenen, og efter et par
minutters rituel dundren i gulv og hænder, kommer bandet tilbage. "Every Day"
råber folket, og det får de så. Jeg gætter på, at disciplene i salen kender
deres rutiner, og at dette er fast ekstra-nummer. Alligevel forsøger en
optimist sig med at skrige "Supper's Ready" efter første ekstranummer. Det
havde været for meget af det gode, så i stedet slutter vi af med "Spectral
Mornings", der med sine mange gentagelser af melodilinien er en flot måde at
strække ud på og
lukke ned på for koncerten, der med disse to numre sluttede lige mellem "Past"
og "Present".
Så for at svare på spørgsmålet: "Hvordan kunne Genesis
overleve at miste Steve Hackett?", så må vi kigge over på
marketing-afdelingen. De må have taget en hurtig beslutning om at satse på
en yngre publikum, og dermed var beslutningen om at gå pop-vejen med
trompeter åbenbart
taget.
Efter at have set mesteren selv står det lysende klart ... Genesis
overlevede ikke ... de transformerede sig til noget andet. Om man så kan
lide den transformation eller ej, er et helt andet spørgsmål. God pop er jo
ikke at foragte.
Se alle foto her i høj opløsning.
Setliste:
Horizons
Hands of the Priestess (with John Hackett)
Blood on the Rooftops
Fly on a Windshield
Firth of Fifth
Watcher of the Skies
Carpet Crawlers
Ace of Wands
Shadow of the HierophantLoch Lomond
Fire on the Moon
A Place Called Freedom
Enter the Night
Till These Eyes
Waking to Life
SleepersEvery Day
Spectral Mornings
Og for én gangs skyld, så har jeg ikke fået Set-listen
fra setlist.fm ... men jeg har selv skrevet den ned.
Derfor har jeg også lagt den ind på
Setlist.fm ... det skylder jeg denne fortræffelige side.