Manfred Mann, 2010 28. februar, Amager Bio

 Bo lokkede med Manfred Mann's Earth Band ... Tommy og han havde set det for nogle "få" år siden ... syv år viste det sig at være. De havde været vildt begejstrede ... kunne Earth Bandet gentage succesen?

 Det starter ikke godt. 2 minutter efter klokken 20 humper en mand ind på scenen støttet af to krykker. Hallo! Han sætter sig bag trommesættet. Vi holder vejret .... vil Manfred Mann nu trille ind i rullestol? Nej. Han dukker op iført tyndt hår, briller og amish-skæg ... men trods alt gående for egen kraft. Resten af holdet er yngre. En helt skaldet sanger Peter Cox, en kronraget bassist Steve Kinch og den krykke-hæmmede Jimmy Copley på trommer. Det var nemt at genkende Mick Rogers ... det var ham, der havde hår ;-)

 Hvad skulle vi vente rent musikalsk? Ville det være endeløse introer til kendte numre, som vi kender det fra live-skiverne, eller ville det blive lige-på og rendyrket nostalgi? Først og fremmest må jeg sige, at dette er ikke Manfred Mann's Earth Band ... det er Mick Rogers'. Uden ham ville det have været en stillestående, forudsigelig OG kedelig oplevelse. Men med en super-dynamisk, engageret og fremragende Mick Rogers i forgrunden, så keder man sig ikke. Ja da! Numrene var stort set forudsigelige, og i stedet for alen-lange introduktioner, gik Hr. Mann over til at spille to-toner-pause ... tre-toner-pause ... fire-toner-pause ... og så havde man gennemskuet, hvor det ville bære hen. Hr. Rogers var også godt hjulpet af en super-energisk cheer-leader på forreste række på gulvet, som ustandseligt vendte sig om og opmuntrede det aldrende publikum til at feste og heppe. Det var tydeligt, at dette morede Mick Rogers enormt ... han var LIGE ved at overdrage guitaren til denne engagerede fan i slutningen af koncerten - i hvert fald for et par akkorder!

 Der blev lagt hårdt ud med "Spirits in the Night", hvor sangeren Peter Cox viste, at han absolut kunne synge - men han virker ikke helt rigtig i denne sammenhæng. Jeg mindes min sidste koncert i Amager Bio, hvor man havde gravet en "Jon Anderson Stemme-Klon" frem til Yes ... kunne man ikke have gjort det samme her? Det lød ikke dårligt - men forkert!

 Der var aggressivt sammenspil flere gange, hvor Mr. Rogers' guitar, trommer, bas og en massiv keyboard-lydmur væltede ud over scenen. Dette gentog sig flere gange i løbet af koncerten ... men jeg havde da gerne set det endnu mere - det var jo trods alt det, jeg kom efter! Jeg var her ikke for at høre Pop-Manfred!

 Som sædvanlig driller Manfred Mann med sine arrangementer. En total re-mix ... eller var det sammenkogt ret ... af numrene "House of the Rising Sun" med uigenkendelig melodi og indlagte omkvæd fra Bowie/Jagger-klassikeren "Dancing in the Dark" kunne ikke andet end at bringe smilene frem. Er det kitch eller kunst? Thjaee ... det er i hvert fald underholdende. Og folkene på scenen kunne deres håndværk.

 Mick Rogers giver endnu en fremragende solo-præstation - men denne gang alene på scenen i form af "Shake, Rattle & Roll" blandet med lidt andre akkorder. Igen er fremragende performance. Hvor får han energien fra?

 Vi går i klassikerne igen og får "Father of Day, Father of Night", og det er tydeligt, at det er dette, som de pensionsmodne tilhørere (og nogle få med voksne børn) er kommet for at høre. Fælles-sangen breder sig flere gange - uopfordret og frivilligt.

 Efter 1½ time skrues nostalgien op med "Blinded by the Light" og "Davy's on the Road Again" som klimaks på koncerten, og publikum er da absolut også med på dette tidspunkt, selv om vi her udsættes for tvungen fællessang - det havde ikke været nødvendigt.

 I stedet for at forlade scenen på dette højdepunkt, går bandets Amish-keyboard-spiller hen og stiller sig på midten af scenen og siger et par ord: "Normalt ville vi nu gå ud i omklædningsrummet og lade jer juble lidt, men Jimmy på trommerne brækkede sin fod et par dage før turneen ... giv ham lige en hånd."
 Vi jubler!
 Manfred fortsætter: "Det er derfor nu, at I skal juble helt vildt, så vi kommer ind på scenen, og giver et ekstranummer".

 Vi griner, men jubler. Manfred begynder at dirigere jubelen, og efter 10-20 sekunder, beslutter bandet sig for at spille videre. Det er en befriende laid-back attitude, som har gennemsyret hele koncerten, og kontakten mellem scene og publikum har været helt i top. Her er Amager Bio den perfekte intim-scene ... også til rock,

 Vi får nu helt som forventet "Mighty Quinn" ... stadig med en-to-tre-tilløbet fra Manfred Mann, som vi nu har gennemskuet.

 Midt i det hele overlader Peter Cox mikrofonen til Manfred Mann, som fremdrager et par linier fra "Do Wah Diddy Diddy" ... bla. indeholdene teksten: "Jeg troede aldrig, at jeg skulle synge dette igen" ... og vi glædede os over, at dette var hans sang-indsats i denne koncert ... igen med et smil.

 Selvhøjtideligheden fra scenen var overskuelig. Højtideligheden bliver ikke mindre, da Mick Rogers tager et par overhåndsgreb på guitaren og imiterer lidt "Smoke on the Water" ... hvis alle andre havde gjort det, ville det være blasfemi, men her er det bare sjovt og uhøjtideligt.

 Koncerten var definitivt slut  lidt i 22. Trommeslager Jimmy humpede fra scenen, og agtede ikke at komme ind igen. Godt for os ... gamle mænd skal tisse efter to øl på to timer ... og de gamle mænd på scenen kunne velfortjent ... trods alt ... komme tidligt i seng.



 Alt i alt en forventelig oplevelse, som var meget positiv ... men skal vi være helt ærlige, så er dette "Mick Rogers Amish Band" ... uden ham havde det været noget trist. Det kan derfor ikke hæve sig op over en "middel" koncert-oplevelse ... dvs. 6 ud af 6 stjerner i forhold til, hvad vi forventede!

Retur