Kapitel 25 : Livsfarlig linedans.

Værelset bag Caroline var nu så fyldt af røg, at hun måtte læne sig ud af vinduet for at kunne trække vejret. Baldrian buldrede stadig på døren for at komme ind. Den lille drage, Benny, stod ved siden af hende, men nu hoppede han ud af vinduet og begyndte at svæve frem og tilbage foran vinduet.

Caroline skreg over til sine forældre, som stod i vinduet i Baltazars tårn:

»Jeg kan ikke komme ud. Jeg bliver nødt til at springe ud af vinduet.«

»Nej,« hylede Fru Carlsen desperat tilbage. »Du må ikke springe ud.«

»Hvad skal jeg så gøre?,« hulkede Caroline.

Fru Carlsen tænkte sig om et øjeblik.

»Vi prøver at kaste linen over til dig. Så kan du klatre ned ad den.«

»Jeg kan ikke klatre ned ad en line,« protesterede Caroline. »Jeg falder ned.«

Fru Carlsen tænkte sig om igen.

»Hvis vi spænder linen ud mellem tårnene, kan du så gå hen over den?«

Caroline gispede. Skulle hun gå hen over linen så højt over gården? Det ville være livsfarligt. Hun ville blive slået ihjel, hvis hun faldt ned.

Hr. Carlsen var allerede i gang med at rulle linen sammen, så han kunne kaste den over til hende. Han tog tilløb og kastede alt, hvad han kunne. Linen nåede kun midt ud imellem de to tårne, så faldt den ned på gårdspladsen. Der var en krog i enden af linen. Den ramte brostenene med et højt drøn. Heldigvis sad den anden ende af tovet fast i Baltazars tårn, så Hr. Carlsen trak den hurtigt ind igen.

Han prøvede en gang til. Heller ikke denne gang lykkedes det. Tovet nåede ikke engang halvt over til det sorte tårn.

»Det går aldrig!,« sukkede Hr. Carlsen. »Vi får aldrig tovet helt derover.«

Men inden Hr. Carlsen kunne nå at trække tovet til sig igen, var Benny fløjet ned til det og havde taget krogen munden. Han fløj, så hurtigt han kunne, op til Caroline med linen. Hun greb krogen og løb ind i røgen for at finde et sted, hvor hun kunne sætte linen fast. Røgen var så tæt, at hun måtte føle sig frem. Hun holdt vejret og famlede sig frem. I midten af rummet stødte hun på en lodret stolpe, der gik helt op til loftet. Hun snørede linen rundt om stolpen og satte krogen fast i tovet, så den kunne holde sig selv. Så skyndte hun sig tilbage til vinduet.

Hun væltede halvt ud af vinduet og gispede efter vejret.

»Nu sidder den fast,« sagde hun hostende.

Hr. Carlsen begyndte at trække i den anden ende, så linen blev spændt ud. Kort efter var linen så stram, som den kunne blive. Nu kunne Caroline gå på den.

Caroline kravlede op i vindueskarmen og satte den første fod ud på linen.

Hun skulle lige til at rejse sig op og begynde, da hun satte sig ned og begyndte at græde.

»Jeg kan ikke,« græd hun. »Jeg falder helt sikkert ned.«

»Nej, du gør ikke,« råbte Tumle. Han havde skubbet Hr. Carlsen væk fra vinduet. »Du kan sagtens klare det. Du skal bare lade være med at kigge ned. Kom nu! Kig LIGE på mig mens du går.«

Caroline så på Tumle. Flammerne begyndte at nærme sig. Hun måtte prøve nu. Hun tog bogen i den ene hånd og satte foden ud på linen. Så rejste hun sig op og fandt balancen.

Hun trådte ud på linen. Den gyngede en lille smule under hende.

»Det er fint!,« råbte Tumle. »Kig lige på mig. Find balancen!«

Caroline gik et skridt frem. Hun fandt balancen igen og tog et skridt til.

»Det går fint,« opmuntrede Tumle. »Find balancen og fortsæt!.«

Caroline fortsatte skridt for skridt. Hun var nu nået midt ud på linen. Den buede lidt nedad herude, så nu skulle hun gå opad for at komme hen til Baltazars tårn.

Hun stod et øjeblik og svajede midt på linen. Pludselig kom der et lille vindpust. Caroline var lige ved at vælte. Hun vippede med armene og kæmpede for at genvinde balancen.

Et øjeblik så det ud som om, hun ville falde ned. Så genvandt hun balancen og stod stille igen.

»Flot!,« skreg Tumle nervøst. »Kig på mig. Lad være med at se ned.«

Caroline så Tumle lige i øjnene og fortsatte. Langsomt men sikkert kom hun nærmere til vinduet. Hun var kun få skridt fra vinduet, da der pludselig kom et kraftigt ryk i linen.

»Linen er ved at gå løs,« skreg Caroline desperat.

De kiggede alle over mod det sorte tårn. Flammerne væltede ud af vinduet. Den stolpe, som Caroline havde bundet linen fast til, var ved at brænde igennem. Hvis den knækkede helt, ville linen falde ned, og Caroline ville styrte ned sammen med den.

Caroline lukkede øjnene og tog et skridt til. Og ét til. Hun var nu så tæt på vinduet, at hun næsten kunne nå det. Hr. Carlsen skubbede Tumle væk og rakte sin hånd frem. Caroline rakte den hånd, hun ikke havde bogen i, frem.

Netop i dette øjeblik hørte de alle braget, da stolpen knækkede. Caroline mærkede hvordan linen forsvandt under hendes fødder. Hun lukkede øjnene og skreg. Hun skreg og skreg. Det føltes som en evighed. Hun følte, at hun svævede.

Så mærkede hun smerten i hånden. Nogen trykkede hendes hånd meget hårdt. Hun åbnede sine øjne og så op. Hun så, at hendes Far hang halvt ud af vinduet og holdt i hendes hånd. Langsomt trak han hende ind.

Da Caroline var i sikkerhed, faldt Hr. Carlsen sammen på gulvet. Caroline faldt oven på ham, og Fru Carlsen satte sig ved siden af dem og græd.

»Puha!,« gispede Hr. Carlsen. »Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange før.«

Så begyndte han og Caroline også at græde.

De græd alle lidt i stilhed. Tumle sagde ikke noget. Han stod helt bleg og stirrede ud af vinduet.

Caroline var den første, der sagde noget igen.

»Jeg fik fat i bogen,« snøftede hun. »Se!«

Hun løftede den store bog fra gulvet og viste den frem.

Hr. og Fru Carlsen kiggede ligegyldigt på bogen. Lige nu interesserede de sig ikke særligt meget for trylleri.

»Se!,« udbrød Tumle fra vinduet. Han havde fået øje på Baltazar i et vindue ovre i det sorte tårn.

»Hjælp mig!,« sagde Baltazar stille. Han var åbenbart bange for, at dragerne skulle høre ham. Han prøvede at sige noget mere, men de kunne ikke høre, hvad det var. Han måtte gentage det flere gange, før de forstod, at dragerne holdt vagt på trappen, så han ikke kunne komme ud.

»Hvad skal vi gøre?,« spurgte Hr. Carlsen. »Hvordan kan vi hjælpe ham?« »Kan vi ikke bruge tryllebogen,« foreslog Caroline med det samme. »Tryllebogen!,« udbrød Hr. Carlsen. »Hvordan skal vi kunne bruge den? Vi kan ikke trylle.«

»Vi kan prøve,« mente Caroline. »Hvis vi kunne trylle et par vinger på Baltazar, kunne han flyve herover.«

»Nu er du fjollet,« sagde Fru Carlsen. »Selvfølgelig kan vi ikke det.« Fru Carlsen pudsede sin næse og så alvorlig ud. »Måske kan vi finde noget andet,« fortsatte hun. Hr. Carlsen tog bogen og studerede den.

»Her er mange mærkelige formularer,« sagde han. »Men her er vist ikke nogen, vi kan bruge til noget.« Hr. Carlsen begyndte at remse indholdet op:

»Fugleskræmsler, Fiskemadding, Fyrværkeri eller Fantasidrømme.« Caroline og Fru Carlsen rystede på hovedet. Intet af dette kunne bruges. »Græsklipning, Gryderensning, Grimasser og Gysepulver.« Fru Carlsen og Caroline mente heller ikke, at dette var sagen. »Hvad så med Høstakke, Honningsalve, Hårmiddel eller Hønsefoder?« Fru Carlsen så opgivende ud, men Caroline tænkte, så det knagede. Hr. Carlsen skulle lige til at fortsætte, da Caroline spurgte:

»Hvad er det der med høstakke for noget?«

Hr. Carlsen bladrede tilbage og læste formularen.

»Det er bare en formel, som laver en høstak,« sagde han. »Det er lige, hvad vi skal bruge!,« jublede Caroline. Hr. og Fru Carlsen så forvirret på hinanden.

»Ja,« fortsatte Caroline. »Hvis vi fremtryller en høstak under det sorte tårn, så har Baltazar noget at hoppe ned i,« forklarede hun. »Det lyder rimeligt,« mente Fru Carlsen. »Lad os straks prøve,« sagde Hr. Carlsen henrykt. Han gik hen til vinduet og begyndte at læse højt fra den gamle bog: »Fibalius, Trylerius, Trummerum. Vand kan fryse, is kan tø. Læg ved tårnet en stor stak hø.«

De troede ikke, hvad de så. Pludselig lå der en stor stak hø ved foden af det sorte tårn. Baltazar kunne helt sikkert hoppe ned i den uden at slå sig. »Hop!, Baltazar. Hop!,« skreg Caroline. Baltazar stirrede på høstakken og rystede på hovedet. »Hop nu!,« gentog Hr. Carlsen.

Baltazar lagde armene over kors og rystede på hovedet. Det var tydeligt, at han ikke ville hoppe.

»Han tør ikke!,« udbrød Caroline. »Han er en værre bangebuks.«

De stod lidt og kiggede på Baltazar. De kunne se, at han var begyndt at gå frem og tilbage bag det smalle vindue i tårnet. Men pludselig skete der noget. Baltazar tog tilløb og kastede sig ud gennem vinduet. Han fløj i en flot bue ud i luften og forsvandt ned i høstakken.

»Det var som syv...,« udbrød Hr. Carlsen. »Nu turde han pludselig alligevel.«

Der var en god forklaring. Baldrians hoved kom til syne i det smalle vindue. Dragerne havde slået døren til værelset ind. Derfor var Baltazar pludselig blevet meget modig. De kiggede ned på høstakken igen. De kunne ikke se Baltazar, men de kunne høre ham stønne og jamre inde fra stakken. Langt om længe dukkede han op fra bunden af stakken. Han havde hø overalt i tøjet. Det var heldigt for ham, at dragerne ikke kunne komme ud ad vinduet. Ellers ville de nok have fanget ham igen. Nu kunne Baltazar i ro og mag spadsere over gården.

Caroline, Tumle, og Hr. og Fru Carlsen hørte nu et uhyggeligt skrig. Det var en lyd, de havde hørt før. Det var Belzebuls uhyggelige stemme.

»Det kom fra tårnet,« sagde Tumle og pegede.

De stirrede alle på toppen af det sorte tårn. Spiret var omspændt af flammer. Hele toppen af det sorte tårn var i flammer nu. Gennem et lille hul i taget, kunne de se, at nogen bevægede sig inde i tårnet.

»Uhyret!,« stønnede Caroline. »Det havde jeg helt glemt.«

»Hvilket uhyre?,« spurgte Fru Carlsen.

»Det sorte monster jeg så i toppen af tårnet,« prøvede Caroline at forklare. »Oppe i toppen af tårnet så jeg et uhyggeligt sort uhyre, som lignede en fugl, men det var på størrelse med et menneske.«

Hr. og Fru Carlsen så rædselsslagne på hinanden. Så kiggede de tilbage på flammerne.

»Det er Belzebul,« lød en forpustet stemme bag dem.

Det var Baltazar, som var kommet op ad trappen. Han løb hen ved siden af dem og stirrede mod det sorte tårn.

»Vi må hjælpe ham,« sagde Baltazar. »Hvor er tryllebogen?«

Hr. Carlsen rakte bogen til Baltazar, som straks begyndte at bladre i den. Han fandt hurtigt, hvad han søgte. Han stillede sig helt hen til vinduet og råbte, så højt han kunne, for at overdøve bulderet fra flammerne.

»Risikorum, sammensurium, trut! Nu skal det være slut!«

»Bavaria, Bolero og Ba-bu! Bliv til fugl... Lige nu!«

De kiggede alle åndeløst mod det sorte tårn. Der gik et øjeblik, hvor de ikke kunne se andet end ild, men nu så de pludselig en forpjusket sort fugl komme baskende ud igennem det lille hul i taget. Der må have været ild i dens fjer, for det røg lidt fra vingerne, da den fløj. Den fløj rundt på en underlig måde, indtil den satte kurs mod Baltazars tårn. Baltazar, Hr. og Fru Carlsen, Caroline og Tumle måtte dukke sig for ikke at få fuglen i hovedet, da den med stor fart fløj ind gennem vinduet. De kiggede bange på fuglen, der væltede rundt i lokalet.

Nu trådte Baltazar et skridt tilbage og strakte sin ene arm frem. Et øjeblik efter landede fuglen sikkert på hans hånd. Baltazar bøjede hovedet og stirrede fuglen lige i øjnene.

»Du    lugter    noget svedent,        Belzebul,« sagde han alvorligt. »Du lugter heller ikke for godt,« svarede den sorte    fugl    med    en skinger stemme. »Du kan tale!,« udbrød Baltazar forbløffet.

»Selvfølgelig kan jeg tale,« svarede den sorte fugl fornærmet. »Det har jeg da hele tiden kunnet.«

»Det    passer    ikke,« protesterede Baltazar.

»Du har altid været en almindelig ravn, lige indtil jeg...« Baltazar standsede. De andre stirrede på ham.

»Ja! Lige indtil du kvajede dig, og kom til at trylle mig om til et menneske,« fortsatte den sorte fugl.

»Var det dig, der var Belzebul?,« spurgte Caroline chokeret. »Var du den sorte troldmand?«

»Jeg ER Belzebul,« svarede ravnen irriteret. »Jeg har ALTID været Belzebul. FUGLEN Belzebul. Lige indtil Baltazar lavede mig om til et slags fuglemenneske.«

De kiggede alle på Baltazar igen.

»Er det rigtigt?,« spurgte Fru Carlsen.

»Øøøh! Ja!,« indrømmede Baltazar modvilligt. »Men det var et lille uheld,« forsikrede han.

»Lille!,« skræppede Belzebul. »Du har aldrig lavet små uheld. Dine uheld har altid været gigantiske.«

Belzebul kiggede irriteret på Baltazar, der så meget flov ud.

»Hvor har du gjort af min pind?,« fortsatte fuglen vredt. »Den har du vel tryllet om til et juletræ? Ved et uheld.«

»Nej!,« svarede Baltazar alvorligt. »Den står skam lige her.«

Baltazar gik over og åbnede et skab og trak en slags pind frem, som kunne stå på gulvet. I toppen var der en smal pind, som en fugl kunne sidde på. Ravnen hoppede straks over og satte sig til rette.

»Så kan man måske få lov til at sove sin formiddagslur færdig?,« snerrede fuglen og satte sig til at sove.

De så alle på den sovende fugl. De var så overraskede over, hvad der var sket, at de stod i lang tid uden at sige noget. Tænk, at den sorte troldmand i virkeligheden bare havde været en fortryllet ravn.

»Hvad med Casper?,« spurgte Caroline endeligt.

De kiggede bekymrede på hinanden. I forvirringen var der ingen, der havde tænkt på, at Baldrian havde fanget Casper.

»Nu sidder han nok i fangehullet i stedet for mig,« sagde Hr. Carlsen alvorligt.

»Det er frygteligt!,« stønnede Fru Carlsen.

»Tai Quondo skal nok behandle ham godt,« forsikrede Hr. Carlsen i forsøg på at trøste hende lidt. »Vi skal nok få ham ud igen.«

»Vi skal først have slukket ilden i det sorte tårn,« sagde Baltazar.

Han stod henne ved vinduet og bladrede i tryllebogen. Efter et øjeblik begyndte han at læse nogle besynderlige formler op. Pludseligt trak sorte skyer sig sammen over det sorte tårn, og et øjeblik efter startede et voldsomt uvejr. I løbet af ingen tid var ilden i tårnet slukket. Baltazar vendte sig om og klappede bogen i.

»Regnvejrsformel!,« forklarede han med et smil.

Nu var det sorte tårn virkelig sort. Det røg stadig fra toppen af det næsten udbrændte tårn, og stenene var sodsværtede langt ned ad siden. De sorte regnskyer var forsvundet lige så hurtigt, som de kom. Solen var begyndt at skinne igen, men det hjalp ikke på Familien Carlsens humør. Så længe Casper var fanget i det sorte tårn, ville de ikke have et roligt øjeblik. Ingen af dem havde nogen idéer til, hvordan de skulle få ham fri. Der skulle mere end magi og trylleri til at få ham ud fra det sorte tårn.