Kapitel 23: Et spøgelse fortæller godnathistorie.

Den næste dag vågnede Casper og Caroline og kiggede på hinanden. De troede, at de havde drømt en drøm om spøgelset, men da de snakkede med hinanden, gik det op for dem, at det var virkeligt nok. De havde fået godnathistorie af en spøgelses-sørøver. Og han havde endda lovet dem at komme tilbage og fortælle videre. De kunne næsten ikke vente på, at det blev aften igen.

Da det endelig blev aften, gik de alligevel ikke i seng lige med det samme. De vidste nemlig, at Kaptajn Blod ikke ville komme, før det var blevet mørkt, og deres far og mor var gået i seng. Da de kom i seng, var de klar over, at de nok måtte ligge et stykke tid og vente, før spøgelset ville dukke op. De var bange for at falde i søvn, så for at holde hinanden vågne, lå de og fortalte historier om ridderborge og indianere.

Da de havde gjort det i lang tid, kunne de ikke finde på mere at fortælle om. Nu lå de bare og ventede. Spøgelset viste sig ikke.

»Tror du ikke, at han kommer?,« spurgte Caroline.

»Selvfølgelig kommer han,« vrissede Casper. »Det har han jo lovet os.«

De lå igen længe og lyttede. De havde hørt, at deres forældre var gået i seng, så spøgelset kunne godt komme nu. De stirrede på døren og håbede hele tiden på at se Kaptajnen gå lige igennem den. Men han dukkede ikke op.

»Han har glemt os,« sukkede Caroline.

»Hvem har glemt jer?,« brummede en stemme imellem dem.

Nu var Casper og Caroline lysvågne. Kaptajn Blod havde sneget sig ind gennem væggen ved deres senge og sat sig der.

»Nå! Har I haft en god dag?,« spurgte Kaptajnen interesseret.

Casper indrømmede, at de havde kedet sig lidt, fordi de havde glædet sig så meget til at få historie igen.

»Hø, hø, hø!,« grinede Kaptajnen med sin dybe stemme. Han var sandelig ikke vant til, at nogen ligefrem glædede sig til at se ham.

Men så må vi jo hellere fortsætte historien. Lad mig nu se. Hvor var jeg kommet til?«

»Du var lige blevet rigtig sørøver,« sagde Caroline.

Ja, det er rigtigt. Da vi var i krig, stjal vi meget fra fjenden, når vi kunne komme til det. Det var jeg fantastisk god til, når jeg selv skal sige det. Da så krigen holdt op, og vi ikke mere havde nogen at slås med, så fortsatte jeg med at røve fra alle de skibe, jeg mødte. Nej, hvor blev de sure. Ha, ha, ha!«

Kaptajnen holdt sig på maven, mens han grinede.

»Man må ikke stjæle fra andre,« sagde Caroline og så strengt på Kaptajn Blod.

»Næh, det må man vel ikke,« indrømmede Kaptajnen,« men det var altså det eneste, jeg og alle mine mænd kunne finde ud af.«

»Det er ingen undskyldning,« fortsatte Caroline. »Man må ikke stjæle.«

Kaptajn Blod så lidt sur ud. Han tænkte sig lidt om, og så spurgte han Caroline.

»Hvordan skal man kunne være en rigtig sørøver, hvis man ikke må stjæle fra andre skibe?«

Det kunne Caroline ikke rigtigt svare på. Casper grinede. Han syntes, det var meget dumt at sige til en rigtig sørøver, at man ikke måtte stjæle.

»Men det endte da også med,« fortsatte Kaptajnen,« at alle blev RET sure på mig. Til sidst skulle jeg passe meget på for ikke at blive fanget. Lige meget hvor mit skib dukkede op, ville alle enten prøve at sætte os i fængsel eller hugge vores store skat.«

Ved ordet 'skat' spærrede børnene øjnene op.

»Hvad gjorde I så,« spurgte Casper nysgerrigt.

»Vi skyndte os at sejle til de varme lande,« forklarede Kaptajnen. »I de varme lande var der ingen, som kendte os, så her ville vi ikke blive fanget. Alligevel var vi lidt bange for, at nogen skulle stjæle vores store skat fra os. Derfor besluttede vi at grave skatten ned.«

»På skatteøen,« afbrød Caroline.

»Sssh!,« sagde Casper. »Skatteøen var jo ikke nogen skatteø, før skatten var gravet ned.«

Caroline rakte tunge af Casper, mens Kaptajnen fortsatte:

Men først måtte vi finde et sted, som var helt sikkert. Derfor sejlede vi rundt i en del tid og kiggede efter gode steder. Efter lang tid kom vi til en øde ø. Det vil sige, vi troede, at den var øde. Mens vi gik rundt på øen, blev vi fanget af nogle indfødte. Det viste sig hurtigt, at de var meget flinke, så vi blev sluppet løs igen. Deres høvding, som hed Grumme-Grumme, var en meget venlig mand, og han havde en troldmand, som hed Huxa-Puxa. Men ham kender I jo forresten.«

»Jeg forstår ikke rigtigt, hvordan du kunne møde Huxa-Puxa,« sagde Casper. »Vi har lige mødt ham, og hvis du også har mødt ham, så må han være MEGET, MEGET gammel. Så gammel kan man da ikke blive.«

»Huxa-Puxa var vist meget gammel, allerede da jeg mødte ham,« sagde Kaptajnen. »Han har nok lavet et eller andet trylleri, for at blive så gammel. Han er faktisk meget dygtig til at lave hokus-pokus.«

Kaptajn Blod sad et øjeblik og tænkte sig om. Så fortsatte han.

Huxa-Puxa havde også en meget interessant krystalkugle. Han sagde, at han havde fået den, mens han studerede.«

»Hø!,« grinede kaptajnen. »Jeg har aldrig studeret noget, men jeg havde alligevel flere penge end sådan en trold-fidus. Men hans krystalkugle var interessant. Han viste os, at han kunne se en masse ting i hele verden med den. Det mest spændende var, at den også kunne vise vej til øen. Når de indfødte var ude at sejle i deres kanoer, kunne de altid finde tilbage til øen ved at kigge i krystal-kuglen.«

»Det opdagede jeg også,« sagde Casper stolt.

»Vel gjorde du ej,« sagde Caroline vredt. »Det opdagede vi alle sammen.«

»Ja,« afbrød Kaptajnen deres skænderi. »Jeg opdagede også, hvad krystal-kuglen kunne bruges til. Når vi havde gravet vores skat ned, kunne vi altid finde tilbage til skatteøen, hvis vi havde krystalkuglen. Så den nat, hvor vi havde gravet skatten ned, listede vi ind i Huxa-Puxas hytte og huggede hans kugle.

Det opdagede han desværre, så vi måtte flygte gennem junglen med alle de indfødte i hælene. I sidste øjeblik nåede vi at komme ud af junglen, inden de indfødte indhentede os. Da vi kom ud til skibet, så vi, at Huxa-Puxa stod på stranden og kastede en forbandelse over skibet.«

»Hvad er en forbandelse?,« spurgte Caroline lidt skræmt.

»En forbandelse!,« sagde spøgelset. »Det er noget væmmeligt trylleri, som man bruger mod mennesker, som man ikke kan lide. Og Huxa-Puxa stod på stranden og lavede store lyn med hænderne og tryllede mit skib uendeligt stort, så jeg blev væk indeni det. Der var simpelthen lige pludselig fantastisk mange rum på skibet.

»Jeg synes ikke, at det var noget problem, men alle mine søfolk var overtroiske, og nægtede at sejle på et forhekset skib, så de ville have krystalkuglen udleveret og tilbage for at hente skatten, så de kunne få den over på et nyt skib. Det synes jeg, var en rigtig dårlig idé, så jeg flygtede med krystalkuglen ind i skibet. Desværre for jeg ret hurtigt vild. Da jeg først gik ind i det, kunne jeg ikke finde ud igen.«

»Døde du så af sult?«

Casper var helt bleg.

Nej da!,« grinede Kaptajn Blod. »Der var masser af forrådskamre, så jeg havde rigeligt at spise og drikke. Der var også så mange spændende ting at se på i alle rummene, at jeg faktisk ikke kedede mig. Hvis det endelig blev lidt trist, kunne jeg jo bare sidde og kigge på Grumme-Grumme og Huxa-Puxa i krystalkuglen. Det eneste jeg var lidt ked af ...«

Her stoppede Kaptajnen sin fortælling.

Efter et øjebliks stilhed spurgte Caroline forsigtigt:

»Hvad var det, du var lidt ked af?«

»Det var jo altså det, at der var så mørkt. Det brød jeg mig ikke om. Derfor gik jeg engang imellem rundt og jamrede lidt.«

»Hvad skete der med dine mænd?,« spurgte Caroline.

»De må have sejlet skibet til en havn og solgt det,« mente Kaptajnen. »Pludselig kom der i hvert fald en ny besætning, og skibet begyndte at sejle med fragt.«

»Hvordan døde du så?,« spurgte Casper.

Thjaee, det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg blev vel så gammel, at jeg bare ikke vågnede op en dag. Det var meget nemt! Men så var det jo, at jeg blev et spøgelse. Det var lidt morsomt til at begynde med, for nu kunne jeg gå igennem vægge. Så kunne jeg komme helt ud på dækket igen. Det var herligt, men folk blev så bange, når de så mig, så til sidst gemte jeg mig bare i mørket og jamrede om natten. Alle de mænd, jeg havde sejlet med, var ikke på skibet mere, og min papegøje var også forsvundet.«

»Var det ikke sjovt at sejle med Johannes?,« foreslog Caroline.

»Thjaee!« Kaptajn Blod trak på det.

»Johannes var OK. Han lod mig være i fred, og jeg lod ham være i fred, men det var ikke særligt ophidsende at fragte varer frem og tilbage.«

Kaptajn Blod sad længe og så trist ud. Casper og Caroline kiggede på ham uden at sige et ord. De sad begge to og tænkte på den mærkelige historie, de lige havde hørt.

Efter et stykke tid lyste Kaptajnen op.

Det var længe meget trist at være spøgelse,« sagde han. »Men da I så kom og sejlede med skibet, skete der endelig noget igen. De sidste par dage har faktisk været ret morsomme.«

Han smilede et øjeblik. Så så han igen alvorlig ud.

»Jeg havde glædet mig meget til, at I fandt skatten, så jeg kunne se den igen. Jeg savner at kigge på mit guld og mine smukke ædelstene.«

»Ja,« sukkede Casper. »Men skattekortet blev væk, så vi kunne ikke finde skatten. Det er heller ikke sikkert, at de indfødte ville lade os beholde skatten, hvis vi havde fundet den.«

De sad endnu et øjeblik og tænkte, så spurgte Caroline:

»Hvor gravede du egentlig skatten ned henne?«

»Ho, ho, ho!,« grinede Kaptajnen højt. »Selv om jeg er meget gammel, og selv om jeg måske ikke husker så godt længere, så vil jeg altid kunne huske, hvor jeg gravede min skat ned. Vi fandt nemlig en klippe, som fuldstændigt lignede min store sørøverhat. Ved palmen lige i nærheden gravede vi så kisten ned.

Casper og Caroline stirrede målløse på hinanden.

»Sørøverhatte-klippen!,« udbrød de.

»Kender I den klippe?,« spurgte Kaptajn Blod forundret.

»Om vi gør,« sagde Casper.

»Den ligger på VORES egen hemmelige strand,« fortsatte Caroline.

Kaptajn Blod kiggede forbavset på dem.

»Det er altså ikke jeres strand,« sagde han. »Stranden ligger på skatteøen. Så må det vel være de indfødtes strand?«

»Nej,« jublede Caroline. »Du forstår det vist ikke. Da Huxa-Puxa tryllede et stykke af junglen over på dækket, må der være røget noget strand med, for Casper og jeg har fundet vores egen strand, som KUN vi kender. Og på den strand ligger der en stor klippe, som ligner en sørøverhat.«

»Det var pokkers!,« mumlede Kaptajnen. »Vil det sige, at vi kan gå ud og grave skatten op lige her på skibet?«

»Jaaa!,« jublede Casper og Caroline og sprang ud af deres senge. »Lad os skynde os ud og grave skatten op.«

»Hov, hov!,« sagde Kaptajnen. »Stop en halv! Et spøgelse kan ikke grave, og I er for små til at grave skatten op alene. I må have hjælp af jeres Far og Mor.«

»Øøøv!,« stønnede Casper. »De voksne skal altid være med.«

»Ja, det er selvfølgelig trist,« sagde spøgelset,« men kisten ligger så langt nede i sandet og er så tung, at I umuligt selv kan få den op.«

»OK, men du skal i hvert fald vise os, hvor skatten ligger,« sagde Caroline.

Kaptajn Blod tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han:

»Vi bliver vist nødt til at lave et nyt skattekort. Hvis jeres forældre ikke skal opdage mig, så kan jeg jo ikke gå med. Desuden går et spøgelse KUN ud om natten, og det tror jeg ikke, vi får jeres forældre til at gøre.«

 Casper sprang over til en skuffe og hev et stykke papir op. Nu tegnede han et nyt skattekort efter Kaptajn Blods forklaringer. Da det var gjort, sad de længe og stirrede på kortet. Det var nu blevet meget sent om natten. Hvis de skulle nå at sove lidt, inden det blev lyst, var det på høje tid, at de lagde sig til at sove. Casper og Caroline lagde sig til at sove selv om de ikke havde lyst, og spøgelset sagde godnat.

»Vi ses i morgen,« hviskede Caroline.

»Så skal vi se på guld og sølv,« svarede spøgelset.

»Og diamanter,« tilføjede Casper.

 

De lå længe uden at sige noget.

»Jeg kan ikke sove,« jamrede Caroline. »Jeg kan kun tænke på skatten.«

»Også mig,« indrømmede Casper.

»SOV SÅ!,« buldrede en dyb stemme bag væggen. »Man kan ikke grave skatte op, hvis man er død-træt.«

Børnene grinede, og de sagde ikke mere. Kort tid efter sov de begge tungt.