Kapitel 17: På flugt fra kannibaler.

Hele Familien Carlsen sad bundet på den store plads i landsbyen. De var blevet fanget af de indfødte, og de ville kun blive sluppet fri, hvis de afleverede den krystalkugle, de havde fundet ved Kaptajn Blods skelet. Men kuglen var jo gået i stykker, så de måtte finde på et eller andet for at slippe fri, ellers ville de indfødte spise Hr. Carlsen.

Casper og Caroline sad et par meter fra deres forældre. De voksne indfødte havde trukket sig ind i skyggen, hvorfra de betragtede familien, som sad og stegte i solen. Alle børnene fra landsbyen havde samlet sig omkring familien til at begynde med, men nu stod de i en ring omkring Casper og Caroline. De små var mest nysgerrige. De ældre børn var mere bange. De holdt sig lidt på afstand. Høvdingens to børn stod helt stille foran Casper og Caroline og kiggede på dem. Det var også en pige og en dreng på alder med Casper og Caroline. De var helt nøgne bortset fra en lille skørt af bast. Pigen havde to små øreringe og nogle perlekæder på, og hun stirrede på Caroline, så hendes store sorte øjne var ved at trille ud af hovedet på hende. Det irriterede Caroline lidt, men hun prøvede at lade som ingenting.

Den indfødte dreng stirrede også på Casper, og Casper stirrede længe tilbage på ham uden at sige noget. Så prøvede Casper at tale med ham.

»Dav,« sagde han.

»Hvad hedder du?«

Drengen forstod tydeligvis ikke, hvad Casper sagde, for han smilede bare og nikkede. Casper prøvede igen.

»Casper. Mig Casper,« sagde han, mens han kæmpede for at komme fri af sine reb.

Han var bundet på både hænder og fødder, så han havde svært ved bare at sidde uden at vælte.

Nu kom den indfødte dreng helt hen til Casper. Han pegede på sig selv og sagde: »Ka-Ma!«

Caroline havde fået bevæget sig over til Casper. Hun var kun bundet på hænderne, så hun havde lettere ved at bevæge sig.

»Jeg tror, han hedder 'Kama',« sagde hun.

Drengen hoppede op og ned og smilede begejstret. Han slog sig på sin bare mave og råbte: » Ka-Ma!, Ka-Ma!«

Nu tog han Casper på skulderen og sagde: »Ka-per!«

»Casper!,« rettede Casper ham og forsøgte at smile. Det var ikke særlig rart at sidde bundet, og han brød sig ikke om, at den indfødte dreng følte på hans skulder.

Tror du at han skal føle, om jeg er værd at spise?,« hviskede Casper til Caroline.

Caroline nåede ikke at svare, for nu var høvdingens datter også kommet helt hen til dem. Hun pegede på sig selv og sagde: »Kao-Ma.«

På trods af situationen kunne Casper og Caroline ikke lade være med at grine.

»Ka-Ma og Kao-Ma!,« gentog Caroline og smilede til tilbage mod de to børn.

»Dem er jeg altså ikke bange for,« hviskede Caroline tilbage til Casper.

Caroline bukkede med hovedet og præsenterede sig som 'Caroline Carlsen'. I det samme mistede hun balancen og væltede om på siden, så hun stødte ansigtet i jorden. Casper, der havde lænet sig op af hende væltede også. De Ka-Ma og Kao-Ma sprang frem og trak Casper og Caroline og igen. Caroline havde jord i ansigtet, og Kao-Ma børstede det forsigtigt af hende.

Casper og Caroline fik sig anbragt med ryggen til hinanden, så de ikke kunne vælte igen. Caroline snøftede lidt.

»Det er OK«, hviskede Casper. »Smil til dem! Lad være med at vise dem, at du er bange.«

»Jeg er ikke bange,« snerrede Caroline indædt. »Men jeg slog mig, og jeg sveder og er tørstig.«

Casper drejede hovedet mos de to indfødte børn og pegede på sin åbne mund. Han lavede en kluk-lyd, som om han drak af et usynligt bæger.

De to indfødte børn sagde et eller andet til hinanden, og så forsvandt de.

Der gik kun et øjeblik, så kom de tilbage med to åbne kokosnødder. Toppen af nødderne var taget af, og de var fyldt med frugtsaft. Både Casper og Caroline prøvede at række ud efter nødderne, men deres arme var stadig bundet. Ka-Ma og Kao-Ma holdt de halve nødder op til deres ansigter, så de kunne drikke, men både Casper og Caroline havde svært ved at holde hovedet rigtigt, så meget af saften løb ud over deres kinder og forsvandt ned på jorden.

Hr. og Fru Carlsen sad tæt på og holdt øje på dem uden at sige et ord.

Ka-Ma satte sin kokosnød fra sig i sandet og tog en lang skarp kniv frem fra sit bastskørt. Hurtig skar han snorene over, som holdt deres arme. Casper og Caroline gnubbede deres ømme hænder. De havde store røde mærker, hvor tovet havde siddet.

Nu fik de begge deres kokosnødder igen og drak med høj slubren indholdet. Børnene kiggede meget spændte på Casper og Caroline. De kiggede et øjeblik tilbage, inden det gik op for dem, at Ka-Ma og Kao-Ma ventede på at se, om de kunne lide det, de havde drukket.

»Det var meget dejligt,« sagde Caroline højtideligt og nikkede med hovedet.

Casper skulle også til at sige noget, men i stedet kom han til at bøvse højt. Dette syntes børnene åbenbart var enormt morsomt. De stampede rundt på pladsen, mens de grinede, så støvet væltede op i store skyer. Et af de større børn bøvsede, og snart var pladsen en stor bøvse-konkurrence. Støvet fra den tørre jord væltede op, så pladsen blev fuldkommen skjult af en tåge af støv. Casper og Caroline hostede. De fik alt støvet ind i næsen og øjnene.

»Stik af børn!,« hørte de pludselig Hr. Carlsen råbe.

Han havde set, at de var blevet skåret fri på hænderne, men han havde ikke sagt noget før nu, hvor han havde set, at de havde en chance for at slippe væk.

»Stik af! Løb tilbage til skibet før der dukker nogen voksne op!«

»Det kan vi da ikke,« råbte Casper. »Vi skal have jer med.«

»Nej!« Nu var det Fru Carlsen, som råbte.

»Løb så hurtigt I kan. Løb nu, mens det er så støvet, at ingen kan se, at I stikker af. Vi skal nok slippe fri.«

»Jeg vil ikke løbe uden jer,« sagde Caroline, men længere nåede hun ikke, for nu havde Casper fået sine ben fri og halede af med hende.

»Skynd jer!,« råbte Fru Carlsen efter dem. Hun kunne se nogen af de voksne rejse sig fra skyggerne i kanten af pladsen og bevæge sig ud mod dem i støvskyen.

Casper og Caroline styrtede af sted gennem en sky af støv. Der var en forfærdelig larm - en blanding af latter og bøvser. Det lød som en hel sø fuld af frøer, der kvækkede, mens hundrede katte blev hevet i halen. I den larm var der ingen, som kunne se, at Casper og Caroline stak af, og da der var ikke gået et halvt minut siden larmen startede, havde ingen voksne nået at opfatte, hvad der skete.

Casper og Caroline var heldige. Støvskyen drev hen mod den del af pladsen, som var tættest på skoven. De kunne løbe gennem støvet uden at blive set. På et øjeblik nåede de til skoven. Hurtig fandt de floden igen, og nu løb de så hurtigt, de orkede.

Til sidst faldt Caroline om i vandet. Casper stoppede op og satte sig også ned i vandet. Det var pragtfuldt at sidde et øjeblik og køle af selv, om de var fuldt påklædt. De gispede efter vejret. Deres ansigter var dækket af støv, men sveden lavede snavsede striber i det. De plaskede begge vand i ansigterne og fik det værste af. Casper rakte sin hånd ud til Carolines, og de trak hinanden op af vandet. Så fortsatte de. De løb ikke helt så hurtigt nu, for de var ved at være godt trætte.

Endelig nåede de til stranden. De løb hen ad den, indtil de nåede til det sted, hvor deres robåd lå.

Det var blevet lavvande, siden de ankom til øen. Det betød, at deres båd nu lå et godt stykke oppe på stranden. De skulle skubbe båden temmelig langt, for at få den ud i vandet. Casper prøvede at hale i båden. Den rokkede sig ikke ud af pletten. Nu halede og skubbede de begge, alt hvad de kunne, men båden blev liggende, hvor den lå.

»Hvordan skal vi komme ud til skibet?,« jamrede Casper.

»Vi kan umuligt svømme så langt. Strømmen vil føre os væk fra skibet.«

Caroline så på ham med store bange øjne.

»Men .. men Casper,« stammede hun, »vi bliver nødt til at komme væk fra øen, ellers bliver vi hurtigt fanget igen.«

»Vi MÅ have båden i vandet,« sagde Casper.

Det er vores eneste chance. Kom Caroline, vi må skubbe igen.«

De skubbede og hev længe i båden, men de kunne ikke flytte den en tomme.

Så fik Casper en idé. Hvis ikke båden kunne komme ud til vandet, så kunne vandet måske komme ind til båden. Hvis de gravede alt sandet mellem båden og vandet væk, så kunne båden lige så stille flyde ud. De havde ingen skovle, så de måtte grave med hænderne. De begyndte at grave, og det gik meget langsomt.

»Jeg kan altså ikke grave mere,« sagde Caroline, da de havde gravet lidt.

Jeg har allerede meget ondt i fingrene, og vi har næsten ikke gravet noget endnu.«

»Du har ret,« klagede Casper og betragtede sine finger, der allerede var slidt røde af sandet. »Vi kommer aldrig væk. Vi bliver fanget, når de indfødte opdager, at vi er stukket af.«

»Det har de allerede opdaget!,« skreg Caroline.

Hun pegede over mod skoven. Ud af skoven kom tre indfødte løbende. De havde spyd i hænderne og så ikke særligt venlige ud.

»Flygt,« sagde Casper.

Han rejste sig op og begyndte at løbe hen ad stranden. Caroline spænede lige ved siden af ham. Pludselig kom der også indfødte ud af skoven foran dem. De var fanget.

»Hvad skal vi gøre, Casper?,« klynkede Caroline.

»Kom!« Casper tog hende i hånden og begyndte at spæne ud i vandet.

De indfødte løb hen over stranden. Casper og Caroline var hurtigt så langt ude, at de ikke længere kunne stå på bunden. De begyndte at svømme, men bølgerne skubbede dem ind igen.

Nu var de indfødte nået til vandkanten. De standsede op og pegede ud i vandet. Pludselig begyndte de at vinke til børnene. De viftede med armene og råbte og skreg.

»Hvorfor gør de det?,« spurgte Caroline.

»De kalder på os. De vil have os til at komme ind,« sagde Casper.

»Men de kan nok ikke svømme. Ha, Ha! Vi bliver her, indtil de går.«

Nu blev de indfødte helt vilde. De hoppede og dansede og pegede ud i vandet bag ved børnene.

»De peger på et eller andet bag ved os,« sagde Casper, og de vendte sig om.

Nu forstod børnene, hvorfor de indfødte råbte.

Lige bag sig så de to hajfinner.

»Hjææælp,« skreg Casper.

Casper og Caroline prøvede at svømme ind mod land, men inden de nåede ret langt, så de et kæmpe hajgab fyldt med spidse tænder.

»Hov!,« udbrød Caroline.

Den haj mangler en tand. Lige det samme sted, hvor Far trak en tand ud på Heidi!«

Nu stak den anden haj også hovedet op over vandet.

Hej rødder,« sagde den.

»Brutus og Heidi!,« råbte Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Hvad pokker laver I herude? Det er farligt for små to-benede at svømme rundt omkring de her øer,« skældte Heidi ud.

»Jamen, de indfødte er efter os,« prustede Casper.

Han havde stadig ikke rigtigt fået vejret efter forskrækkelsen.

»De har fanget Far og Mor.«

»Har de det?,« udbrød Brutus. »Det var da skrækkeligt. Kan vi hjælpe jer med at få dem fri?«

»Det tror jeg ikke,« svarede Casper. »Vi skulle ud til skibet med robåden, men vi kan ikke få den løs fra sandet. Og nu kom de indfødte for at fange os.«

»Jamen, så kan vi jo hjælpe jer,« sagde Heidi. »Hop op på ryggen af os, så svømmer vi jer ud til skibet.«

Det behøvede Brutus og Heidi kun at sige én gang. Hurtigt var Casper oppe på ryggen af Brutus og Caroline oppe på Heidi. De havde ret svært ved at sidde fast, for hajer er temmelig svære at sidde på. Alligevel slap både Casper og Caroline med den ene hånd. Den brugte de til at vinke med.

De vinkede til de måbende indfødte inde på stranden. De indfødte troede tydeligvis ikke deres egne øjne. Her så de to børn ride rundt på to kæmpe hajer. Det ville ingen tro på, hvis de fortalte det.

 

 

Hajerne begyndte at svømme rundt, og da bølgerne nåede dem, blev børnene skyllet af. Casper og Caroline kom hurtigt op igen, men hver gang, der kom en ny bølge, røg de af igen. Det var selvfølgelig meget morsomt de første par gange, men til sidst råbte Casper, at de måtte se at komme ud til skibet. De skulle meget gerne ud og finde nogle våben, så de kunne befri deres forældre. For ikke at børnene ikke skulle blive skyllet af, begyndte hajerne at hoppe over bølgerne. Det kildede så meget i maven, at Casper og Caroline skreg af grin, hver gang de sprang over en bølge.

De indfødte inde på stranden troede, at de var blevet tossede. Ikke nok med at de så to børn, der sejlede på hajer. De sprang også højdespring over bølgerne.

Nu vendte hajerne næsen mod skibet. Hurtigt var de helt derude. Casper og Caroline hoppede af hajerne og kravlede ombord.

»Tusind tak skal I have,« råbte Casper og vinkede til de to hajer.

Caroline skyndte sig ind i kabyssen og hentede to dåser med skinke. Dem kastede de ned til Brutus og Heidi, som sultent gnaskede både dåse og indhold i sig. Brutus og Heidi lovede at blive i nærheden, hvis børnene skulle sejles ind til land igen.

Børnene fandt også noget mad til Snif og Snus. De havde vist savnet hele familien lidt. De var jo ikke vant til at være alene på skibet.

»Hvad nu?,« spurgte Caroline.

»Vi må prøve at finde nogle våben, så vi kan tvinge de indfødte til at slippe Far og Mor fri,« sagde Casper.

»Vi har ledt efter våben hver dag i flere uger,« stønnede Caroline. »Det eneste, vi har fundet, er en lille rusten kanon og nogle lige så rustne kanon-kugler.«

»Den kan vi ikke bruge,« sagde Casper. »Vi må finde nogle pistoler eller geværer, som vi kan bringe med i land.«

»Hvor lang tid, tror du at vi har?,« spurgte Caroline.

Vi må tilbage i land inden det bliver mørkt. Vi kan måske klare os, hvis vi har våben, men vi har ikke en chance, hvis det er blevet mørkt. Så kan de så let som ingenting snige sig ind på os.«

De havde ret travlt, for de skulle jo redde deres Far og Mor inden solnedgang, og solen var så småt begyndt at stå lavere på himlen.